Murens triste skæbne
Af Erik Ingemann Sørensen
”Niemand hat die Absicht, eine Mauer zu erreichen”, slog den daværende leder af DDR, Walter Ulbricht, fast på et pressemøde den 15. juni 1961. Præcis 2 måneder senere adskilte denne Øst- og Vestberlin med en længde på 170 kilometer. Officielt var det revanchistiske og fascistiske Vesten nu lukket ude. Men dens egentlige formål var at sætte en effektiv stopper for DDR-borgernes flugt mod vest. Alene i 1961 var 125.000 mennesker flygtet. ”Det var ikke blot mange mennesker, men det var også dem, DDR mindst kunne undvære…”, skriver Florian i sin grundige og veldokumenterede optakt til 13. august 1961.
Dramaet – herunder Vestens mærkværdige uvidenhed – fortælles glimrende og spændende. Det giver virkelig læseren lyst til at vide mere. Og Floryan har – i øvrigt bogen igennem – glimrende internethenvisninger. Her til www.chronik-der-mauer.de
Endvidere er hvert kapitelafsnit forsynet med fodnoter og efterfølgende med forfatterhenvisninger. Læseren får således en redegørelse for hvad der førte til ”Aufstieg und Fall der Mauer”. For nu at komme med en lettere omskrivning af Brecht.
Men med disse litteraturhenvisninger går det desværre helt galt for den dygtige og vidende journalist. For bogen har absolut ingen litteraturliste. Og de litterære henvisninger går end ikke til en gymnasieopgave. Som nu efter kapitel I til IV. Eksemplet siger vist det hele: ”Gaddis pp. 145-150. Kempe – 295, Sorensen pp. 346-349…”
Søger man på nettet efter Gaddis og Kempe, ja så havner man uvilkårligt på herrens mark. Sorensen er god nok, men ikke for ukyndige. Hvorfra skulle de vide, at det drejer sig om Ted Sorensen. Og sådan er det hele bogen igennem.
Man bliver mistroisk
Nu sidder læseren tilbage en anelse mistroisk. Og man begynder uundgåeligt at checke efter. For hvad er det egentlig, der sker? I kapitel 8 følger forfatteren situationen ved Grenzübergangsstelle Bornholmer Strasse i Berlin. En af hovedkilderne til fortællingen angives som Gerhard Haase Hindenberg. Det kan kun dreje sig om bogen ”Der Mann der die Mauer öffnete”, Wilhelm Heine, 2008. Manden er Oberstleutnant Harald Jäger, den øverst ansvarlige på stedet. Men Floryans tidsangivelser passer ikke med Haases. Med mindre han veksler frem og tilbage mellem denne bog og Hans-Hermann Hettles ”Der Fall der Mauer”, Westdeutscher Verlag, 1998. Hvorefter forvirringen bliver total.
Glæden over bogen blev hurtigt afløst af skepsis. En skepsis der desværre bliver bekræftet flere gange undervejs.
Hvad er der sket?
Når man hertil lægger bogens noget forvirrende struktur, hvor flere passager virker som ren og skær fyld (for eksempel de mange organisationer i DDR), så bliver det hele til en underlig blanding af DDRs historie og murens ditto. Hvad er det egentlig forfatteren vil?
Prorektor Lykke Friis slutter sit forord til bogen med følgende: ” Med Muren der faldt. Berlin-Murens historie 1961-1989-1990 har både nye og gamle generationer fået en uhyre pædagogisk guide til Berlin-Muren. Viel Spass auf der Reise.” Det pædagogiske leder man forgæves efter. Og Spass er der ikke meget af.
Det har ikke været nogen fornøjelse at skrive ovenstående. Slet ikke når det drejer sig om en af sin generations helt store journalister.
Men der er ingen vej udenom: Bogen er uvederhæftig.
Derfor undlades yderligere omtale af dens indhold. Desværre.
