Anmeldelse 1: Museumsgrundbogen

Af museumsinspektør Inge Adriansen, Museum Sønderjylland - Sønderborg Slot

Bogens titel er både krævende og lovende, og da forfatterne er erfarne folk, henholdsvis gymnasielærer med en mastergrad i museologi og lektor i museologi og kunsthistorie, er det med stor forventning, man går i kast med bogen. Den er beregnet til undervisningsbrug i gymnasiet og skulle derfor også være oplagt at bruge til nye medarbejdere på museerne, ikke mindst teknisk-administrativt personale, der ikke tidligere har haft berøring med museumsbegrebet.

Indledningsvis understreges, at museer er genstandssamlinger, der er løsrevet fra deres oprindelige sammenhænge og er blevet omfortolket gennem den nye kontekst eller sammenhæng, som de udstilles i. Museerne er også vidensinstitutioner, der både byder på visuelle læringsmiljøer og på sanselige oplevelser. Efter denne kort introduktion foldes stoffet ud over syv kapitler med overskrifter som ”Museets faglighed og funktion”, ”Museumsanalyse”, ”Hvem ejer kulturarven?”, ”Skal det være den ægte vare?” samt ”Tingenes orden”.  Hvert af disse kapitler rummer gode redegørelser og væsentlige problematiseringer og afsluttes med en række spørgsmål, som gymnasieeleverne kan løse gruppevis eller enkeltvis.

Det er koncentreret viden, som her formidles kompetent og på en indbydende vis med mange billeder. De mange spørgsmål og problemstillinger, der rejses undervejs, får bogen til at fremtræde mere igangsættende end belærende. Det sidste kapitel har overskriften ”Hvem bestemmer hvad vi ser?”, men omhandler i højere grad de tre grundlæggende forskellige udstillingsprincipper: det didaktiske eller belærende, det affektive eller dramatiserende og det æstetiske. 

Nyt stof og væsentlig indsigt for de fleste findes i afsnittet om de fire typer webmuseer, der udnytter internettets muligheder på meget forskellig vis: Brochuremuseet er den enkleste og den mest udbredte form. Genstandsmuseet er det, som KUAS ønsker alle museer skal leve op til. Her kan publikum bevæge sig rundt i samlingerne, og når databasen www.dmol.dk  er udbygget, så får vi et landsdækkende genstandsmuseum. Det didaktiske museum er mindre genstandsorienteret og mere rettet mod at motivere brugerne til at bruge museet for at finde svar for at øge deres viden. I alle tre typer er målet at få internettets brugere på de reelle museer ude i den håndgribelige verden. Anderledes er det med det virtuelle museum, som er et lærested, et slags museum uden mure. Det linker op til en række databaser og skaber derved museumsoplevelser, der kun findes virtuelt. Som eksempel nævnes kunstdatabasen KID, der dog ikke helt lever op til beskrivelsen. Et mere oplagt eksempel ville være Det Virtuelle Museum, www.vimu.info, der med billeder, tekster, film og lyd fortæller om historie, kultur og kunst i området fra Hamborg til Odense fra 1830 til i dag.  

I de fleste henseender er det en både nyttig og velskrevet grundbog til relativt forudsætningsløse museumsarbejdere og interesserede museumsbrugere, en slags folkeudgave af Bruno Ingemann og Ane Hejlskov Larsen m. fl.: Ny dansk Museologi (2005).  Men desværre skæmmes Museumsgrundbogen af to forhold, som især må tilskrives dårligt forlagsarbejde. Der er meget stor forskel i kvaliteten på illustrationerne. For mange af dem er amatørfotos, der ikke yder det afbildede retfærdighed, og en del illustrationer er for mørke. Her burde forlaget have været villig til at investere i professionelle billeder.

Værre er dog museernes danmarkskort, som er gengivet bagest. Her mangler en række byer, eksempelvis Sønderborg med fire museer og Aabenraa med tre museer. Også Ringkøbing og Tønder er glemt, Struer og Lemvig og Hobro er ikke længere havnebyer, og ligeledes er bl.a. Jægerspris og Skive placeret forkert. Museumssignaturen ved Asnæsværket ved Kalundborg må hentyde til Odsherred Kunstmuseum i det Asnæs, der ligger 40 km nordligere. I en grundbog, der handler om, hvordan viden anvendes og formidles, er dette belastende og må være pokkers ærgerligt for forfatterne.       

Trods dette kiks kan bogen varmt anbefales som introduktion til ikke-museumsfagligt uddannet personale i museerne og til gymnasiebrug.