Fortællingens rum

Af Henning Lyngsbo

Gennem årene har jeg besøgt en del kulturhistoriske udstillinger i og uden for Danmark. Gode og dårlige. Også dem midt imellem. Fælles for alle besøg har været, at de ikke var initieret af en anmeldelse i pressen. For sådanne anmeldelser eksisterede stort set ikke.

En udstilling gjorde opmærksom på sig selv gennem annoncering i pressen, eller gennem pressens allernådigste omtale af udstillingens eksistens og tema. Om udstillingen var god, og hvorfor den i givet fald var god, har jeg og andre besøgende aldrig haft en chance for at få en forhåndsviden om gennem en gedigen anmeldelse i pressen.

At der her foreligger en åbenbar mangel på kulturel opdragelse hos pressen og vel også initielt hos museumsfolket bekræftes af forfatteren Flemming Bau i hans bog Fortællingens Rum, hvor han siger sin mening om forholdet mellem kulturhistoriske udstillinger og offentligheden: ” Hvor blev omtalen af – af de mange forsøg ud over landet på at udstille og fortælle med personlighed og engagement? Ofte har jeg hørt udsagnet fra udstillingsskabere, ansvarlige for indhold og fortælling og for arkitektur, design og fortællemåde: Hvorfor kommer der altid kun en omtale af åbningsreceptionen og aldrig en egentlig anmeldelse af den kulturhistoriske udstilling? Og det er jo rigtigt – kun kunstudstillinger anmeldes af pressen. ”

Det er ikke en hvem som helst, der skriver det citerede. Det er en kendt designer, fortæller og tegner, Flemming Bau. Født i 1942. Uddannet som grafisk designer i 1962 i København. Arbejdede i perioden 1965-1990 som grafiker og udstillingsdesigner på Forhistorisk Museum, Moesgård ved Aarhus. Siden 1990 har Flemming Bau arbejdet som free-lance. Gennem alle årene har han haft at gøre med et utal af såvel permanente som særlige, arkæologiske og etnografiske udstillinger i ind- og udland. Der ud over har han arbejdet som tegner, designer af plakater, bogforsider m.m.. Bogillustrator for adskillige bogforlag. Undervist de arkæologi- og etnografistuderende på Aarhus Universitet i udstillingsformidling. Forelæst i formidling på arkitektskolerne i Aarhus og København. Endelig skal nævnes arbejdet med tekstile udsmykningsopgaver - overvejende til kirkerne – i samarbejde med ægtefællen, væver Inge-Lise Bau.

Det er en erfaren mand, der har skrevet denne bog på 244 sider, hvilket dokumenteres i næsten overvældende grad af de mange farvefotos og tegninger - alle i topkvalitet – af Flemming Baus arbejde med kulturhistoriske udstillinger gennem årene. Arbejder hvor han har haft en eksklusiv eller dog væsentlig indflydelse på såvel design som indhold.

At bladre gennem bogen er som at opleve en serie Deja-vu´er.

-          Du besøgte det museum.

-          Du var i det rum.

-          Du stod ved den montre.

Men hvor et ordinært Deja-vu kun viser sig i et splitsekund, bliver denne serie fastholdt, så længe og så ofte jeg vil. Jeg skal bare åbne Flemming Baus bog. Og det gør jeg med stor fornøjelse. Og ikke nok med det.  Jeg har også i bogens forfatter fået identificeret en af ophavsmændene til nogle af de i tidens løb etablerede, fremragende kulturhistoriske udstillinger med høje kunstneriske designniveauer og ligeså høje formidlingsniveauer. Udstillinger hvor imidlertid jeg og andre besøgende måtte forlade dem uden så meget som at have set eller hørt om de kreative kræfter bag udstillingerne.

Den kollektive indsats dominerede over individet. Institutionen – museet – høstede palmerne. Sommetider fik man den infame tanke, at udstillingerne alene var til for at pleje museernes selvværdsfølelse og indbyrdes rangorden. Offentligheden havde ikke førsteprioritet. 

Flemming Bau citerer professor i kunst- og videnskabsteori Søren Kjørup for dennes udmelding på en konference på Moesgård i 2007 med titlen ”Nye udstillinger i nye rammer” om, at der skal være en afsender på enhver historisk udstilling. Søren Kjørup uddyber dette statement i Politiken 16. maj 2007, som citeret i bogen: ”At man skal tydeliggøre, at en historisk udstilling faktisk er en bestemt fremstilling, set fra en bestemt vinkel og på en bestemt måde. Et navn på udstillingen vil minde den besøgende om, at der faktisk har været mennesker blandet ind i det her. Når man tænker over det, er det jo pudsigt, at udstillingsmediet stort set er det eneste medie, som ikke er signeret.” 

Ingen tvivl om at Flemming Bau har en mission med denne reference. Og som bruger må man da håbe, at tankerne om en udstillingssignatur vinder indpas i fremtidens kulturhistoriske udstillinger. Det vil med stor sandsynlighed højne standarden, at en besøgende og forhåbentlig også en anmelder kan se, hvem der bærer ansvaret for en udstillings design og indhold.

Flemming Bau har kaldt sin bog for Fortællingens Rum, hvilket for en historieformidler er en ikke uvæsentlig formulering. Her er det fortællingen, der stiller kravene til sine omgivelser. Og ikke omvendt. Forkerte omgivelser kan få selv den bedste fortælling til at falde til jorden. Flemming Bau kalder sig fortæller og identificerer sig derved med historiens budbringer. En budbringer der i overført betydning selv har set begivenhederne finde sted og derfor nok ved, hvad fortællingen kræver af iscenesættelse for at virke troværdig og interessant.

Som fortæller og designer har Flemming Bau de bedste forudsætninger for at skabe de gode udstillinger. Når hertil lægges hans tegneegenskaber er succeskriteriet opfyldt. Bogen har mange eksempler på succesfulde udstillinger. Læseren føres gennem et kalejdoskop af farverige billeder og ledsagende, forklarende og udbyggende tekster til og om forfatterens projekter gennem 40 år.

Det er svært at fremhæve et projekt frem for et andet. Det skulle da lige være Den nye stenalderudstilling – 1985, Moesgård og Basisudstillingen på Gottorp Slot med først udstillingen Rentierjäger i 1991, dernæst udstillingen Dorf-Burg-Kirche-Stadt i 1997. Sidstnævnte omfatter et værk, som Flemming Bau selv kalder ”den famøse Totentanz”.  En lang frise på ca. 12 m skulle erstatte den under krigen ødelagte Lübecker Totentanz. Flemming Bau ville udføre sin egen vision om denne dødedans. Det skulle ikke være en tro kopi af den ødelagte. Det blev det heller ikke. Det blev en ny udlægning af den berygtede dans. Og efter min opfattelse, er Flemming Bau kommet godt fra det. Flemming Baus Totentanz har absolut mulighed for at hæve sig fra famøs til famous.  

Totentanzfrisen gør så absolut indtryk. Det samme gør bogens mange akvareller og tegninger. Farverne, perspektiverne, motiverne m.m. Alt er velvalgt. Tegningerne glimrer ved deres realisme. Akvarellerne ligeså. Men for at disse ikke skulle blive alt for naturalistiske, har Flemming Bau givet dem en toning, der gør iagttageren opmærksom på, at det han ser, er en nutidig fortælling om noget fortidigt. Og ikke et forsøg på at illudere sandheder om fortidens virkelighed.

Bogen indeholder i sagens natur et større persongalleri. I bogens oversigt over udstillinger er anført de fleste af de medvirkende museumsfolk, forfattere, designere, kunstnere, teknikere m.fl..

Umiddelbart kunne man få den opfattelse, at bogen er en selvbiografi. Men det er den kun delvist. Den er mere en fagbog. Skrevet af en fagmand om sit fag.

Byggende på et empirisk grundlag indeholder bogen et solidt fundament for forfatterens ideer om fremtidens kulturhistoriske udstillinger. Nogle gange skrevet direkte, andre gange må de læses mellem linjerne.

Men bogen er ikke alene for fagfolk. Den er i allerhøjeste grad et nyttigt redskab for den museumssøgende, der her bliver ført ind i de ofte diametrale tanker, der gennem de sidste 40 år har rørt sig hos museumsfolket om formålet med udstillingerne, deres indhold og design. På mange måder er denne bog sine udstillinger værd.