(Ind)samlinger i det 21. århundrede
Af Inge Christiansen, Køge Museum
Denne antologi er udsprunget af et seminar som blev holdt på Københavns Universitet i marts 2005 om museers indsamling og kassation og fremtidens indsamlingspolitik. Dette seminar var et i en række af seminarer om forskning i museologi. Seminariet var meget aktuelt, da man fra Kulturarvsstyrelsen umiddelbart inden havde haft nye retningslinier til høring på museerne om indsamling og kassation. Efter denne høring modtog man i april 2005 på de statsanerkendte og statslige museer retningslinier for indsamling og kassation af genstande. Det nye her var muligheden for at kassere genstande, der var indgået i et museums samling, noget der ellers har været anset som en umulighed, da genstande som et museum en gang havde sagt ja til skulle bevares for tid og evighed. Men når man så på med hvilken hast, museumsmagasiner blev fyldt, var det klart, at noget måtte gøres. Ellers blev der ikke plads til fremtidens museumsgenstande, som kunne være endog meget store. Men hvordan finder man ud af, hvad der kan kasseres og, hvordan man kasserer det? Disse spørgsmål gjorde det relevant at se på, hvordan man har samlet ind gennem tiden.
Camilla Mordhorst viser i sit indlæg de tidligste indsamlingspolitikker i Danmark, nemlig 16, 17 og 1800-tallets indsamling af museumsgenstande i Worms samling. Det viser meget tydelig, at der er blevet samlet ind efter den viden og det genstandssyn, man har haft i en given periode og, at dette har skiftet meget. Dermed også sagt, at sådan vil det nok blive ved med at gå. Fx var det interessante før 1800 rariteterne – de underlige, anderledes og sjældne ting, mens man ikke interesserede sig for den sammenhæng og helhed, de var indgået i. Dette skiftede efter 1800, hvor videnskaberne trådte i karakter, og man herefter interesserede sig for genstandenes sammenhænge og proveniens. Hun viser også, at man har kasseret genstande gennem tiden uden de store problemer fx ved en auktion i 1824, hvor rariteter, der ikke passede ind i det moderne videnskabssyn blev bortsolgt fx en rod vokset som en hjortetak, en forstenet endetarm fra et menneske eller oldsager uden oplysninger.
Britta Tøndborg beskriver de samme fænomener blot indenfor kunsthistorien, hvor man fra Det kongelige danske Kunstkammer også skilte sig af med malerier i årene omkring 1800, bl.a. ved auktionen i 1824, hvor de moderne videnskaber blev toneangivende. De deaccessionerede malerier kunne fx forestille en vanskabt gris eller en hjort med et horn midt i panden. Ingen af disse frasalg er nogensinde blevet begrædt af nogen.
I retningslinierne fra KUAS opfordrer man til, at passiv indsamling er noget museerne skal begrænse til et absolut minimum. I den forbindelse fortæller Annette Vasström om Nationalmuseets indsamling gennem tiden og gør opmærksom på, at man gennem passiv indsamling kan få uvurderlige genstande ind som fx en samling 1700-tals herretøj, som museet fik tilbudt i 1960’erne, og som nu ønskes at gøres til ENB-genstande – genstande af enestående national betydning.
Frank Allan Rasmussen går stærkt ind for at passiv indsamling begrænses, og at indsamling knyttes stærkere sammen med forskning samt at vi skal orienterer os internationalt, når vi samler ind. Men han undrer sig over, at det kun er indenfor nyere tid, at der skal kasseres. Hvorfor ikke indenfor middelalder og oldtid. Man kunne med lige så stor ret overveje, om ikke der findes for mange kasser med ret ens potteskår og flintesager. Her er også forslag til, hvordan vi kan lave kategorier for museumsgenstande, om end de er meget overordnende, for på den måde at danne os et billede af, hvilke genstande der kan undværes.
Endelig har Morten Søndergaard et sjovt og perspektivrigt indlæg om, hvordan man vil indsamle og bevare moderne kunst, som ofte er flygtigt. Her har man nærmest det omvendte problem i forhold til nyere tids samlinger. Moderne kunst kan næsten ikke samles ind, da det ofte forgår med det samme som en performance eller kunst, der opstår mellem forskellige medier; intermediekunst.
Diskussioner om indsamling foregår stadig på museerne, og det bliver det forhåbentligt ved med, og selv om retningslinierne fra KUAS ikke følges helt, hvad angår kun at indsamle i forbindelse med forskning og undersøgelse og ikke passivt, kan det være en hjælp til at huske at afvise noget af det man får tilbudt passivt på museerne. Og at der også er kommet gang i hårdt tiltrængte kassationsrunder på udvalgte museer i Danmark fremgik ved det årlige orienteringmøde i november 2005 for museumsansatte på Fuglsø-centeret. Endelig er KUAS i november 2005 kommet med præcise retningslinier til brug for kassation af museumsgenstande – et fint og brugbart værktøj. Heraf fremgik, at KUAS fx aldrig vil give tilladelse til salg eller gavegivning af museumsgenstande, man gerne vil skille sig af med på museerne. Det er ellers noget, man ser ind imellem på udenlandske museer. Som baggrund for sådanne diskussioner og sådan et arbejde er det rigtig godt, at man kan blive oplyst af nærværende antologi.
