Nationalmuseets arbejdsmark 1807-2007

Af Steen Ivan Hansen

Nationalmuseet fejrer i år sit 200 års jubilæum. Oprettelsen skete 22. maj 1807,hvor det ved kongelig resolution blev besluttet at nedsætte Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring. Årbogen Nationalmuseets Arbejdsmark har valgt at markere jubilæet ved at tage det store overblik over 200 års museumshistorie, og det er der kommet en både stor og læseværdig bog ud af.

Dronningen har skrevet et forord, som nok er kort, men med et personligt præg.

I 22 afsnit gennemgås ligeså mange aspekter af nationalmuseets virke, skrevet dels af medarbejdere, dels af bidragydere udefra. Man må rose redaktørerne, Nationalmuseets direktør, Carsten U. Larsen og Bente Gammeltoft, for, at de næsten helt har undgået gentagelser i teksterne og for, at vi kommer virkeligt vidt omkring både i historien og i arbejdsmarken.

Carsten U. Larsen lægger for med det egentlige historiske overblik. Det hele begyndte i nogle få rum på Trinitatis Kirkes loft, og alene historien om Nationalmuseets fysiske rammer, samt de skiftende principper for udstillinger, udgravninger, og undersøgelser er spændende læsning. Skiftende tiders politiske holdninger har naturligvis givet varierende pengemidler til museet, ligesom holdningerne til Nationalmuseets opgaver har ændret sig i årenes løb. Dette – samt talrige organisatoriske og ledelsesmæssige ændringer har givet en næsten lidt sik-sak-præget udvikling, som Larsens artikel giver et udmærket indblik i.

Museumsdirektøren for Schloss Gottorf, Claus von Carnap-Bornheim, ser på Nationalmuseet udefra, og advarer om, at nutidens tendens til egenfinansiering og måling i cost-benefit, kan give en kortsigtet horisont, hvor forskningsgrene afvikles, netop når de er på deres højeste.

Man kunne vel her nævne Brede Værk som et eksempel på dette. En tid var Brede rammen om store, velbesøgte særudstillinger, i andre perioder, har det næsten været lagt ned – mulighederne heroppe synes stadig ikke fuldt udnyttede.   

I en glimrende artikel, skrevet af Peter Dragsbo fra Sønderborg Slot, reflekterer denne over Nationalmuseets funktion, som han i dag definerer som et centralmuseum, mens udgangspunktet var at være et symbol for nationalstaten og et nationsdækkende museum i ordets mest konkrete forstand. Han viser også, hvordan f.eks. bondegårdsundersøgelsernes mål har ændret sig. I sin første fase skulle den vise den danske byggeskik overfor det tyske, den var altså et udslag af striden mellem dansk og tysk – den helt store landsdækkende indsats blev netop gjort under besættelsen. I dag har man indset, at dette nationale synspunkt ikke holder, og at bondegårdsundersøgelserne ikke blot kan fokusere på bygninger, men må inddrage helheden – herunder haver og møddinger. Vægten lægges nu på gården og husstandens udvikling over tid samt på analyse af hjem og familie.

Frihedsmuseet er nok det klareste eksempel på, hvordan formidling af et emne ændrer sig i takt med tiden og forskningen. Det blev skabt som et mindesmærke, ja næsten et sejrsmonument for den danske frihedskamp. Denne heroiske kamp har forskningen som bekendt efterhånden sat ret så store spørgsmålstegn ved, og i to artikler af henholdsvis dr. Phil Clemens Maier og overinspektøren på Frihedsmuseet, Esben Kjeldbæk, reflekteres over de store diskussioner, nyordningen af samlingen har givet. De gamle veteraner forstår ikke de nyere historikeres syn på besættelsen. At lave en udstilling involverer altid en mængde kompromiser og begrænsninger.

Kleenex og kransekage. Danskerne og kronprinsebrylluppet den 14. maj 2004, hedder en artikel af Lykke L. Pedersen, Tine Damsholt og Charlotte S. H. Jensen, som alene i kraft af denne titel fanger opmærksomheden. Som det hedder:” en kreds og forsknings- og formidlingsinstitutioner med Nationalmuseet i spidsen satte sig for at dokumentere bryllupsdagen, som den forløb forskellige steder i ridsfællesskabet fra Thule til Gedser.”

Det må vel så ses som et forsøg på at være forkant med, hvad der formodes at røre sig i befolkningen, og vi får en grundig beskrivelse af alverdens venindegrupper og familier/enkeltpersoners måde at fejre dagen på. Hvad jeg savner i denne artikel er at komme et spadestik dybere, og et forskningsprojekt kan vel ikke nøjes med at registrere og dokumentere? Jeg mener såmænd begivenheden har været ret så omtalt i forvejen. Hvad er det, der får mennesker til at juble og græde, når de overværer en sådan begivenhed? De færreste kender Kronprinsen og hans brud personligt, dette bryllup har nok betydning for kongehuset, men for den almindelige dansker er og bliver det en pseudo-begivenhed. Hvorfor har vi tilsyneladende et stigende behov for at opleve den slags stedfortræder-begivenheder i vort liv? Er det pressen, især tv og ugepresse, der bygger et sådant behov op, eller ligger det endnu dybere – er vi så skilsmisseplagede og ensomme, at vi ikke har nok i vores eget længere, men må søge romantisk og dramamæssigt kompensation i en slags drømmeverden?

At undersøgelsen har givet en stor erfaring i at benytte hjemmeside og e-mail i indsamling af materiale, og at der deri ligger store muligheder i fremtiden, skal bestemt ikke betvivles, så som en slags pilotprojekt for nye måder at indsamle landsdækkende data på har projektet selvfølgelig haft betydning og må derfor betragtes som værdifuldt.

Desværre vil det være udenfor en anmeldelses rammer at komme ind på alle artiklerne i Nationalmuseets Arbejdsmark 2007, men de er interessant læsning for enhver historisk interesseret. Hele den danske forsknings- og formidlingshistorie fremlægges, og vi får mange oplysninger om både nutidens og fremtidens Nationalmuseum  Man kunne vel sige, at hvis man ikke er medlem af Museumsklubben, er der her en god anledning til at blive det - men  bogen kan dog også købes i løssalg til en absolut rimelig pris.