Tings Tale

Af Jannie Uhre Ejstrud

Danmark har fået et nyt tidsskrift. Det fagfællebedømte videnskabelige tidsskrift Tings Tale beskæftiger sig med materiel kultur – det vil sige… ting. Og ting kan ifølge tidsskriftets skribenter tale, hvis man altså lige ved hvad det er, man skal lytte efter. Det erklærede sigte med Tings Tale er at synliggøre den forskning, der sker på museer, med fokus på det genstandsmateriale, der er med til at definere museerne. Målet er at ”bringe nye perspektiver og indsigter ved at tage udgangspunkt i den udsagnskraft, der er i ting, genstande og samlinger” (s. 4). Tidsskriftet er et produkt af forskerklyngen Forskerforum, der er opstået som et tværfagligt forskningsfællesskab mellem museer i Trekantområdet, dele af Sydvest- og Midtjylland, Sønderjylland og Vestfyn, og artiklerne i dette jomfrunummer af tidsskriftet – som også inkluderer bidrag helt oppe fra Nordjylland – illustrerer da også diversiteten i museernes arbejde, både geografisk og tematisk.

I den første artikel, ”Et maleri under lup: En kunsthistorisk, kulturhistorisk og konserveringsfaglig undersøgelse af Djalmar Christofersens maleri Torvet i Horsens” er det – som titlen angiver – et maleri af torvet i Horsens fra 1897, der er omdrejningspunktet for, hvad der vel kan karakteriseres som et tværfagligt eksperiment. Forfatterne Merete Bøge Pedersen, Sandra Pedersen, Anette Aaling og Marie Bitsch Christiansen byder med hver sin baggrund og faglighed ind med analyser af maleriet fra henholdsvis en kulturhistorisk, kunsthistorisk og konserveringsfaglig vinkel. De tre analyser er alle fagligt velfunderede, og læseren lærer således både noget om 1800-tallets urbanisering og industrialisering i Horsens, kunstfaglig billedanalyse og konserveringsfaglige tilgange til maleriet som genstandsmateriale. Den tværfaglige tilgang har til sigte at åbne op for ”nye perspektiver for, hvordan et maleri kan forstås som et betydningsprodukt af historiske omstændigheder” (s. 24). Artiklen er en interessant kombination af naturvidenskabelig og humanistisk metode, som det kunne være spændende at se udfoldet endnu mere i de kommende årgange af tidsskriftet. Parringen af de tre discipliner – kulturhistorie, kunsthistorie og kunstfaglig konservering – er dog ikke uproblematisk. Det ender ikke ligefrem i et trekantsdrama, men heller ikke i et 100% lykkeligt polygamt ægteskab. Artiklen fremstår mere som tre individuelle tilgange til det samme maleri end en samlet analyse med fælles problemstilling, og det havde været oplagt med en mere samdrægtig refleksion over den tværfaglige tilgangs betydning for den overordnede forståelse af Djalmar Christofersens maleri. Artiklen er dog meget karakteriserende for tidsskriftets retning – at sætte genstanden i spil på nye måder – og den prøvende, følende tilgang, som den første artikel lægger ud med, kan vise sig at være en styrke på den lange bane; man skal turde prøve noget nyt.

I artikel nummer to, ”Frelsergrave fra dansk middelalder: Kirkeinventar, liturgi og religiøs praksis i danske middelalderkirker” af Morten Larsen, kommer vi lidt længere tilbage i tiden, nemlig til senmiddelalderen, som har efterladt et særligt levn efter katolicismens kirkelige ikonografi. De såkaldte ”frelsergrave” er semmiddelalderlige kirkeinventarstykker, der afbilder Jesus i graven. De består typisk af en gravkiste med en tilhørende legemsstor Kristusfigur, der ifølge Larsen nok har været anvendt som et levendegørende og didaktisk element i messen. Larsen ser på frelsergraven som ”genstand, rekvisit og religiøs personifikation” (s. 30), med fokus på dens funktion som rekvisit i den katolske messe og tilhørende liturgiske handlinger. Artiklen beskriver de fire frelsergrave, der er bevaret fra det gammeldanske område, og forklarer at der snildt kan have været flere, som er forsvundet efter reformationen, hvor de ikke længere havde samme rolle i liturgien. Artiklen er helt igennem velskrevet og oplysende, og den demonstrerer et stort akademisk overskud i sin redegørelse af rekvisittens rolle i senmiddelalderens liturgiske praksis, herunder det nyere idéhistoriske skift fra tidligere kunsthistoriske og funktionelle tolkninger af rekvisitternes anvendelse til et bredere fokus på middelaldermenneskets selvforståelse.

I den næste artikel ryger vi helt tilbage til yngre jernalder og vikingetid i Charlotta Lindblom og Katrine Balsgaard Juuls artikel ”Pokkers køn: Tolkninger af kønsroller i yngre jernalder og vikingetid”. Som den tvetydige titel indikerer, er artiklen ikke kun et opgør med kønsrollers tolkning i arkæologisk materiale, men også et opgør med forestillingen om gender-arkæologi som noget værre rabiat femi-noget. Artiklen sætter gender-arkæologien på den danske forskningsdagsorden og udfordrer den klassiske fortolkning af kønsroller og kønsidentitet via eksempelvis definitionen af mandsgrave (våben, krigerkultur) og kvindegrave (smykker, pyntegenstande). Gender-vinklen afprøves på to cases, henholdsvis husfruens rolle i den yngre jernalders kystkultur og kvinderoller og identitet i vikingetiden, hvor gravgaverne ikke altid svarer til den forudindtagede forestilling om køn. Artiklen udfordrer således forestillinger om det biologiske vs. det sociale køn i gravfund, og eksemplificerer dette med en række vikingetidsgrave med genstandsmateriale, der normalt associeres med det modsatte køn ift. den begravede, f.eks. kvindegrave med våben. Forfatterne udfordrer tendensen til ”blindt at gentage tolkningerne på et konstant voksende genstandsmateriale” (s. 58) og demonstrer nye tilgange, der kan erstatte tidligere kønsstereotype tolkninger. Artiklen er et aflivningsforsøg på den forudindtagede holdning om, at ”gender-arkæologi er ensbetydende med en slem omgang feministisk furore” (s. 44), og alene denne erklæring gør den ganske læseværdig.

Efter denne tur tilbage til oldtiden rejser vi atter op til nyere tid, hvor Lola Wøhlk Hansen giver en appetitvækkende smagsprøve på en uakademisk, sanselig tilgang til museumsdrift og samlingsvaretagelse i artiklen ”En håndværker gør et museum…: En kulturhistorisk tolkning og gennemgang af et museums samling”. Her introducerer Hansen læseren til begrebet ”handlingsbåren kundskab” som teoretisk greb, der i dette tilfælde kan anvendes til at forstå, hvordan den entreprenante og farverige håndværker/maler Søren Knudsen i første halvdel af 1900-tallet ”gjorde” et museum – Glud Museum. Søren Knudsen forholdt sig ifølge Hansen ikke intellektuelt til problemstillingerne i samlingsarbejdet, da han opbyggede den samling, der i dag udgør grundstammen i Glud Museum, men løste eventuelle genstands-problemer gennem handling på baggrund af hans håndværksmæssige fag. Artiklen skaber refleksion over den måde nutidens museumsansatte akademikere vurderer museumsgenstandes autenticitet i moderne museumssammenhæng. Hansen beskriver, hvordan museumsstifterens mange tegninger af bl.a. genstande styrker proveniensen og lægger yderligere et lag til forståelsen af den ”gjorte” museumssamling som et udtryk for ikke-skriftlig, ikke-akademisk refleksion, dokumentation og erfaringsdannelse – en ”sanset erfaring” (s. 70). Denne type registrering giver en dybere forståelse af genstanden og en ekstra dimension, som ren skriftlig dokumentation ikke kan erstatte. Artiklen byder på både begavede og indsigtsfulde observationer omkring samlinger og museumsinspektørens arbejde med dem, og burde være fast indslag på pensumlisten for museumsinspektører med kulturfagligt samlingsarbejde.

I den sidste artikel, Kristian Buhl Thomsens ”Da bykernen blev bevaringsværdig: Urban livskvalitet, gentrificering, og musealisering i Middelfarts historiske bykerne 1965-1993” kommer vi næsten helt op til nutiden. Artiklen er en undersøgelse af hvordan ”urban livskvalitet” har udviklet sig sideløbende med en udvikling inden for bl.a. bevaringsplanlægningen og musealiseringen af bygningsmiljøer foruden socioøkonomiske skift. Artiklens case er Middelfarts historiske bykerne med huse helt tilbage fra slutningen af 1500-tallet. Forfatteren skitserer byens udvikling i en tid hvor Danmark er blevet ”et velstands- og velfærdssamfund, hvor borgernes mulighed for forbrug blev opfattet som en af de livsrettigheder, der bidrog til at skabe urban livskvalitet” (s. 85). Artiklen bevæger sig lidt væk fra tidsskriftets fokus som er genstandene, men da vi endnu mangler et fagfællebedømt tidsskrift for kapitel 8-arbejdet, som er museernes kulturhistoriske bidrag til byplanlægningen, kan man nok vælge at anskue bygninger som store genstande. Der kommer da også nogle glimrende argumenter i form af bl.a. en diskussion af den musealisering, historiske huse har undergået, ikke mindst med kapitel 8-arbejdet, hvorigennem de statsanerkendte museer får medejerskab i bevaringsindsatsen igennem kulturhistoriske redegørelser og anbefalinger til byplanlægningen. Huse har altså i højere grad fået genstandsstatus igennem kapitel 8-arbejdet, om end der er tale om et amputeret ejerskab for museerne; museerne kan kun anbefale bevaringsindsatser i forhold til bygningskulturarven – ikke tage beslutninger om den. Selvom man kunne have ønsket, at det korte afsnit om huses museale genstandværdi qua tidsskriftets erklærede sigte havde fået lidt større sendeflade, er artiklen fagligt velfunderet og original, og meget relevant hvis man arbejder med historiske kulturmiljøer i byplanlægningen.

De forskellige museumskyndige forfatteres bidrag giver ikke alene andre museumsmedarbejdere nogle begavede bud på, hvordan man kan udvide begrebsliggørelsen af genstanden som fokus i et tværgående museumsfagligt genstandsfelt; de giver også lægmand en spændende introduktion til hvad det egentlig er, man laver på sådan et museum. Som artiklerne i Tings Tale viser, er det nemlig meget andet end at grave i jorden og lave udstillinger – det er faktisk vigtig humanistisk videnskab. Særligt artiklerne ”Frelsergrave fra dansk middelalder” og ”En håndværker gør et museum” demonstrerer det potentiale, der ligger i den tværvidenskabelige genstandsforskning – eller ”museumsforskning”, som redaktørerne prøvende kalder det i forordet (s. 4). Det nye tidsskrift har et stort potentiale som kanal for nye måder at tilgå genstandsmaterialet på, både som reflekteret øjenåbner og som decideret forum for ny metodeudvikling på området.

Tings Tale er et kærkomment nyt skud på den videnskabelige danske tidsskriftsstamme, idet tidsskriftet italesætter genstandenes materielle betydning og udsagnskraft i en tid, hvor der netop er behov for at fremhæve museernes værdifulde – ja, uerstattelige – genstandssamlinger. Disse samlinger er vores fælles kulturarv, og de fortjener det større videnskabelige fokus, som Tings Tale tilbyder. Museumsmagasinerne rummer ikke støvede gamle ting, som er gemt og glemt. De rummer historie – og historier – som fortæller os noget om det at være menneske, skaber og materiel forbruger; for som det nye tidsskrift for materiel kultur så fint illustrerer, kan ting rent faktisk tale.

[Historie-online.dk, den 10. april 2019]