Tings Tale 03

Af Per Ole Schovsbo

Tidsskriftet indledes med et forord, der er et visionært essay om de små glemte ting, der et omtalt i de syv bidrag.

Det første bidrag er skrevet af cand. pæd. Line Brun Stallknecht og forskningsleder Iben Vyff, Museerne Helsingør, der fortæller om de særlige muleposer fra Helsingør Skibsværft, der rummede værftsarbejdernes håndværktøj, når de arbejdede på skibene, indtil værftet lukkede i 1983. Muleposerne blev fremstillet på riggerloftet af sejldug med splejset bærehåndtag af hampereb. Og værftsmuseet besluttede i 2019 at fremstille reproduktioner af de originale muleposer med salg for øje. Processen har givet anledning til mange forskellige refleksioner, der drukner i fagudtryk og museologiske analyser – selvom substansen jo er god nok: Muleposerne giver museets frivillige anledning til genkaldelse af tiden før værftets lukning og de besøgende mulighed for at få en solid og autentisk erindringsgenstand med sig hjem.

Næste artikel er om undersøgelser af farvesporene på kældervæggene i det tidligere statsfængsel i Horsens, der lukkede i 2006 og åbnede som museum i 2012.  Den er er skrevet af konservator Michael Højlund Rasmussen og museumsinspektør Anne Katrine Nagel Christensen i et klart og forståeligt sprog. Farveundersøgelsens resultater indgår i en lang række tolkninger inspireret af de forskellige perioders opfattelse af farvernes betydning for fangernes resocialisering. Det er meget spændende og bringer anmelderens undersøgelser af de oprindelige vægfarver på Masnedøfort ved Vordingborg (opført 1912-15) i erindring. De mindede ganske meget om farverne i Horsens og har sikkert haft til opgave at lettet de mange infanteristers hverdage i betonkasematterne under 1. verdenskrig.

Artiklen om Geigertælleren, skrevet af lektor i moderne historie ved Aarhus Universitet, Ivan Lind Christensen, fortæller om den radioaktive stråling målt af Geigertælleren, der kom ind i den offentlige debat kort efter 2. verdenskrig, hvor A-teknologien spredtes til flere lande. Myndighederne havde på det tidspunkt ikke et kvalificeret overblik over de politiske følger og truslerne for folkesundheden.  Ved atomsprængningerne målte Geigertælleren den umiddelbare stråling, som man kunne beskytte sig imod i kældre eller store betonbunkere med filtersystemer som fx i Regin Vest.  Men erkendelsen af den efterfølgende langtvirkende stråling fra radioaktivt nedfald, der truede folkesundheden, som man så fx i forbindelse med ulykken på A-kraftværket i Tjernobyl, hvor området blev ubeboeligt i flere generationer, ændrede efterhånden myndighedernes strategi, således at Geigertælleren ikke længere kunne opfattes som værn mod den usynlige atomdræber, men som ”et instrument i videnskabens og myndighedernes misinformering af befolkningen”. Anmelderen forstår med andre ord, at det fortsat ikke er umuligt at udvikle politiske strategier på grundlag af holdninger til A-kraften – hvad enten man er påvirket fra vest eller øst, ligesom i Den kolde Krig.

Ph. d. i historie, Sally Schlosser Schmidt fortæller om tre af Jørgen V. Sonnes guldaldermalerier, der skildrer krig og kamp. Genren kaldes bataljemalerier. Malerierne kan ses både som kunstværker, politisk partsindlæg og som historiske kilder. Flere værker, der skildrer optrin fra Første Slesvigske Krig, kan være ret autentiske, fordi Sonne selv deltog som soldat. Han var formentlig en af guldaldermalerne, der var tættest på de nationalliberale, og artiklen konkluderer, at køberne brugte malerierne til at understrege deres egen sociale status og politiske holdning i den aktive kultur- og samfundsdebat i tiden omkring enevældens afskaffelse.

Museumsinspektør Line Lerke og cand. mag. Christina S. Hjort-Jørgensen bruger mange ord på enkle efterlignende arkæologiske forsøg med fremstilling af tenvægte af lerkarskår.  Inspirationen er de gennemborede lerkarskår fra jernalderen i museernes magasiner, der stammer fra arkæologiske fund og som ofte er katalogiseret med stor usikkerhed.  Det kan jo være vanskeligt for arkæologer og magasinfolk at finde de rigtige forklaringer på de forskellige genstandes funktioner – og når man er ude i genbrug, kan det gå helt galt: er det lerkarskåret selv eller dets genbrug der skal katalogiseres – og hvad blev det så genbrugt til?  Fornuftigvis fremstillede forfatterne tenvægte af moderne lerkarskår og prøvede om de kunne bruges. Og det kunne de naturligvis. Tilmed kom der flere uventede resultater ud af forsøgene: spinding med stor tenvægt giver en tyk tråd mens spinding med en mindre giver en finere tråd. Anmelderen har i årevis arbejdet med arkæologiske fund af træsager (vogndele) på museernes magasiner, der ofte har fået forkerte funktionstolkninger, og ved at fremstille kopier i fuld størrelse, været i stand til at finde kvalificerede forslag til stykkernes anvendelse og evt. genanvendelse.  Der burde inddrages langt flere af den type undersøgelser i de akademiske tolkninger af det arkæologiske materiale, således at man ikke drukner i ord – men når de praktiske mål let og ubesværet. Arkæologi er jo også videnskaber om hverdagens mange detaljer, som den gamle Sehested til Broholm (1813-1882) viste med sine forsøg.

Malerikonservator Teodora Boyadzhieva fremlægger resultaterne af en kunsthistorisk og teknologisk undersøgelse af en terrakottafigur ”Sovende barn”, som blev skabt af kunstneren Astrid Noack i 1936. Ud over en letlæst beskrivelse af de mange undersøgelser af lermassens grundstoffer og mulige farvespor på figurens overflader, giver forfatterinden et meget fint og gribende portræt af kunstnerinden og hendes tid. Tilmed oplyser forfatteren, hvorledes tilsvarende figurer bør opbevares i museernes magasiner.

Museumsinspektør Michael Nobel Hviid inddrager bla. kirkebogen fra Sct. Nicolai Kirke i Kolding i sine værdifulde undersøgelser om, hvorfor pesten kom fra Sjælland til Kolding i 1654 som det eneste sted vest for Storebælt. Forklaringen er den enkle, at da Frederik III flygtede fra pesten i København tog han hoffet, rentekammeret og andre centrale institutioner (og pesten) med sig til Koldinghus – inden kongen selv rejste videre til Sønderborg. Kirkebogens oplysninger er i visse tilfælde så detaljerede, at forfatteren kan følge epidemiens udvikling og spredning, der især hærgede den fattige del af byens befolkning. Samtidige kilder viser at bystyret ved hjælp af isolation var i stand til at inddæmme pesten til særlige kvarterer – ligesom markeder og torvedage blev aflyst og posten fra Viborg ført uden om byen. Alligevel omkom ca. 13 % af byens borgere i løbet af pestens hærgen.  

Det er forfriskende at læse Tings Tale 3, der ligesom de tidlige i rækken tager genstande og anlæg alvorligt, fordi det netop er museernes efterhånden oversete spidskompetencer. Tilmed viser det sig, at der er flere data i genstande og anlæg end man tidligere har været klar over. Virkelighedens ægte (autentiske) fragmenter, genstande og anlæg er simpelt hen uvurderlige databanker og det giver musernes selvstændige indsamling af genstande og registrering af anlæg helt nye perspektiver.

Problemet er jo ikke, at museerne svigter oldtidens og middelalderens genstande og anlæg. De forskellige bygherrer betaler museernes arkæologer for at undersøge de områder, der skal anvendes til veje, gasledninger og boliger. Men undersøgelser og dokumentation af nyere tids kulturhistorie skal museerne selv finansiere. Det er derfor lidt vanskeligt for mange at finde økonomien og motivationen og på landsplan mangler en landsdækkende strategi, der kræver at museerne både nu og fremover vil være i stand at fortælle lige så detaljeret om nyere tid og (og vor tid) som de kan om oldtiden og middelalderen.

Men ligesom i de tidligere numre af Tings Tale, gør de ordrige tekster, at selv meget enkle undersøgelser og forklaringer bliver utroligt akademiseret. Mange af artiklerne burde kortes ned og oversættes til normale tekster, fordi emnerne og resultaterne er spændende og relevante. Man kan derfor fristes til henvise nye læsere til artiklernes engelske resumeer.   

[Historie-online.dk, den 4. august 2021]