Barrison Feberen

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

”De opfører sig helt bevidst som børn og gør sig ingen anstrengelser for at skjule deres undertøj for publikum. Det er sikkert heri, en del af deres virkning ligger. I denne raffinerede, halvt barnlige adfærd ligger der for blaserte sjæle en langt stærkere pirring, end de kan få ved den simple, rene nøgenhed, som man normalt bliver budt på disse steder.”

Citatet er fra den østrigske digter Hugo von Hofmannsthal, der i et essay skriver om den dansende og syngende pigegruppe, Sisters Barrison, der har taget Berlin med storm efter ankomsten i 1894, hvor de begyndte med deres optræden i Wintergarten.

Det er et stykke varietéhistorie, vi her har med at gøre. Og hvordan det lykkedes fem yndige dansk-amerikanske søstre at lægge både Paris og Berlin (og andre byer) for deres fødder i 1890’erne. Bl.a. pga af det, som betegnes ”mangedoblingens ynde”. Hvis der blot havde været en pige med lyst hår og pæne ben, havde man dårligt nok lagt mærke til det. Men fem søstre, der lignede hinanden så meget – og spillede på det – gav en speciel oplevelse.  Der var i øvrigt også adskillige plagiater, der søgte at skabe sig en karriere på de skrå brædder – dog uden samme succes.

Barrison-søstrene var gode til at lave pikante opstillinger. Her fra omklædningsrummet på Folies Bergère. Foto fra bogen.

Og det er samtidig en beskrivelse af fin de siècle-stemningen i de store byer, hvor borgerskabet stormede i varieteerne og opvartede danserinderne. Ligeledes en god beskrivelse af især Paris og Berlin i denne overgangsperiode, hvor der var kamp om moral og kultur. En kamp, der foregik mange steder, men ikke mindst accentueret i de to storbyer.

Hans Henrik Appel har gjort et ganske imponerende stykke arbejde med at grave historien om Sisters Barrison frem. Heldigvis er rigtig mange aviser digitaliseret, så han har kunnet være på nettet og lede efter notitser, artikler, annoncer, anmeldelser osv. om den dansk-amerikanske kvintet i alle mulige (og umulige) aviser og skrifter. Det har nemlig været nødvendigt at gå de samtidige aviser, for der findes ikke noget Barrison-arkiv. Og denne søgen har Appel gjort med stor ihærdighed, så hans fremstilling er blevet meget detaljeret. Og detaljeret er det sørme – hvilket der ikke skal lyde kritik af, for overblikket er der, og den fremadskridende historie om pigerne suppleret med historien omkring dem følges imponerende.

De fem søstre var Abelone, der skriftede navn til Lona, født 1871, Hansine, senere Olga, født 1875, Sophie 1877, Inger 1878 og Gertrud 1881. Alle var født i København som døtre af kunstdrejer Senius Bareisen og hans kone Erika. Drejeren udvandrede til Amerika i (vistnok) 1883, og tre år senere fulgte kone og børn efter. I USA begyndte især den ældste Lona at finde sig til rette på scenen og med forskellige forviklinger følger resten af flokken. Og i 1894 begynder så for alvor erobringen af Europa. Det er svært at forestille sig med hvilken begejstring, søstrene blev modtaget rundt omkring. Det minder nok nærmest om Beatles-feberen i 1960’erne med massevis af fans og tumult, hvor de kom frem – og også en hel del moralske kritikere, der fandt Barrisons optræden anstødelig. Et af de numre, de optrådte med, var når de sang ”Do you want to see my pussy”, hvor de vers for vers hev op i kjolerne for til sidst at løfte skørtet helt og afsløre, at de havde en kattekilling under kjolen! Pikant – eller groft anstødeligt, alt efter hvordan man ser på det. Men varietépublikummet jublede.

Fra nummeret med missekatten. Foto fra bogen.

Det er også værd at nævne deres impresario, William Fleron, der var en mester i at spinne historier om pigerne og skaffe engagementer rundt omkring. En ganske vidtløftig personage, der havde en fortid som anarkist og socialist i bl.a. København, hvor han også var fængslet. Han blev gift med den ældste Barrison, Lona, og det var da også hende, der fortsatte længst med at optræde efter at søster-gruppen var stoppet. Sjovt nok var det ikke muligt at komme til at optræde i København – politiet forbød det simpelthen. Og sjovt nok var Lona jævnaldrende med Dagmar Hansen (Åh, Dagmar), der ligesom Lona blev betragtet som udsvævende i København, og derfor havde svært ved at optræde her. Vi får også Dagmars historie – og en hel masse mere, som jeg ikke skal komme ind på her. I stedet må jeg anbefale ”Barrison-feberen” som en uhyre detaljeret og interessant beskrivelse af 1890’ernes populærkultur og samfund i øvrigt.

Bogen har en indholdsrig hjemmeside, hvor man kan læse mere: https://www.barrison-feberen.com/

[Historie-online.dk, den 17. marts 2020]