Drengenes verden
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
For at markere Drengekorets 100-års fødselsdag har man bedt Henrik Engelbrecht om at skrive en bog om Drengekorets historie. Det er der kommet en flot, indbydende og meget præsentabel bog ud af, hvilket er forventeligt, når udgivelsen er støttet af syv fonde, heriblandt Statens Kunstfond, og da kongefamilien har været protektorer siden 1928. Derfor er det helt naturligt, at vor nuværende kong Frederik 10. har skrevet et forord.
Bogens forfatter er Henrik Engelbrecht. Ved opslag på Google kan man læse, at han er forfatter, operaekspert og musikformidler, tidligere operaredaktør på DR P2, operadramaturg på Det Kongelige Teater og musikchef i Tivoli.
Interessen for at starte et elitekor for drenge opstod i årene efter 1. verdenskrig, da Danmark fik besøg af forskellige tyske drengekor, som begejstrede anmelderne. Asger Wilhelm Hansen, en af direktørerne i musikforlaget Wilhelm Hansen, var i 1924 initiativtager til at starte et dansk kor efter tysk forbillede. I efteråret 1924 blev der sendt brev ud til de københavnske skoler om det nye drengekor, og 70 drenge blev udvalgt til at deltage. Dernæst blev Mogens Wöldike udnævnt til dirigent og leder af det nye drengekor, og han tiltrådte den nye stilling den 1. april 1925. Samtidig blev han ansat som organist ved Holmens Kirke, da Thomas Laub gik på pension, men denne var helt med på, at hans yndlingselev overtog dette embede. Laub var en af de komponister som sammen med Carl Nielsen moderniserede kirkemusikken og den danske sang, så musikken passede bedre til det 20. århundrede, da det nationalromantiske ideal, som havde domineret i 1800-tallet, endelig havde udspillet sin rolle. Wöldike blev også udnævnt til statens sanginspektør.
Det vigtigste var selvfølgelig arbejdet med drengene. De øvede tre gange om ugen efter skoletid, men det var bestemt ikke nemt at starte et kor, som helst skulle være på niveau med de tyske forbilleder. Hvornår kunne man præsentere resultaterne ved offentlige koncerter, og hvordan fandt man en skole, som koret kunne få tilknytning til, og hvordan kunne man skaffe de tilstrækkelige midler til at drive sådan et kor, var uomgængelige spørgsmål. Henrik Engelbrecht gør udmærket rede for, hvordan man tacklede alle disse problemer. Koret fik fast basis i Hindegadeskolen, der nu blev kaldt sangskolen.
Da Wöldike blev udnævnt til organist ved slotskirken i 1931, fik drengekoret nye opgaver, da koret blev en fast del af kirkens kor, og drengekorets koncerter foregik herfra. Man gik i 1933 tilbage til det oprindelige navn Københavns Drengekor - også selv om mandssangerne var en vigtig del af koret. Man indledte traditionen med, at koret også skulle deltage i turneer - i første omgang indenfor landets grænser, men i 1937 gik turen ikke kun til Sønderborg, men også til Lübeck og Hamburg. Efter 2. verdenskrig gjaldt det fjernere destinationer som fx USA, Polen, Grønland, Israel, Kina og Australien. I England indledte koret et frugtbart samarbejde med komponisten Benjamin Britten, der var betaget af det dygtige kors formåen. (S. 240 kan man se en oversigt over de vigtigste udlandsrejser).
Foreløbig eksperimenterede man i 1930’erne med strukturen i koret, så den passede til skolesystemets struktur. Koret havde i anden del af 1930’erne masser af opgaver i Slotskirken, i landets øvrige store og mindre kirker og også i Danmarks Radio eller Statsradiofonien, som den blev kaldt. Ved opførelsen af Haydns Skabelsen i 1938 slog Drengekoret sin position fast, og mange mente, at det kunne måle sig med udlandets kendte drengekor.
S. 73 berører Henrik Engelbrecht meget kort jazzens indtog i Danmark. Desværre har forfatteren ikke konsulteret Erik Wiedemanns disputats om jazzen i Danmark, hvor det fremgår, at det meste jazzmusik var dansemusik. Derfor er forfatteren også på udebane på dette område, der i virkeligheden ikke interesserer ham. Jazzen i Danmark udløste en kulturrevolution, hvor fronterne blev trukket skarpt op mellem tilhængerne af den klassiske musik og jazzen. Enkelte personer evnede at spænde over både den klassiske musik og jazzen. Det gjaldt fx Erik Tuxen, der stod i spidsen for et af de bedste jazzorkestre i 30’erne og også dirigerede Radiosymfonikerne fra 1936. Det gjaldt i høj grad også kantoren i Slotskirken, organisten og komponisten Bernhard Christensen, der sammen med Svend Møller Christensen skrev de populære jazzoratorier. Drengekoret medvirkede i 1935 ved en koncert i Studenterforeningen i jazzoratoriet ”Skolen på ho’det”, som de også indspillede i 1936, men derefter skulle der gå mange år, før man ”igen vover sig ud i den jazzede del af repertoiret”. Det skete først i 1990’erne, hvor koret samarbejdede med Palle Mikkelborg, og i 2022, hvor koret samarbejdede med komponisten og jazztrompetisten Jacob Buchanann, Aarhus Jazz Orchestra og percussionisten Marilyn Mazur. Det er undtagelser, der bekræfter reglen om, at man forbliver tro mod det klassiske repertoire og ikke lader sig anfægte af, at der musikalsk er sket så utrolig meget mht. den rytmiske musik, som vel også må have påvirket drengene? Det fremgår heller ikke, om korets medlemmer har fremsat ønsker om ændringer i repertoiret, eller om Bernhard Christensen ikke kunne trænge igennem med flere jazzoratorier, eller om der også under ungdomsoprøret blev taget hensyn til evt. ønsker herom. Henrik Engelbrecht skriver herom, ”I en tid, hvor ungdomsoprøret skyller ind over ikke mindst uddannelsesinstitutioner i hele den vestlige verden, og troen på autoriteter vakler, er billedet af vandkæmmede drenge i matrostøj på mange måder en anakronisme. Alligevel er der stadig søgning til drengekoret, og for mange er det udlandsrejserne, der trækker” (s. 136).
Som så mange andre måtte Wöldike flygte til Sverige i 1943, fordi han var gift med en de ca. 7.000 jøder, der forlod Danmark, og sangskolens lærere overtog ledelsen af skolegangen og koncertaktiviteterne. Helga Christensen var en af de lærere, der dirigerede koncerterne i Wöldikes fravær.
I 1953 blev sangskolen udvidet med et gymnasium, der kom til at hedde Sankt Annæ Gymnasium, og året før havde piger også fået adgang til skolen - dog først i gymnasieklasserne. Men i 50’erne var det stadig Wöldike, der prægede ambitionerne for koret, og i 1958 blev han udnævnt til byens fornemste organiststilling i Vor Frue Kirke, og han tog drengekoret med til sin nye arbejdsplads, og musikundervisningen var dybt præget af Wöldikes personlige smag. Da Wöldike fyldte 68 år i 1965, fortsatte han med at dirigere drengenes vigtigste koncerter, og selv da han var over 80 år, dirigerede han drengekorets store årlige orkesterkoncerter.
1972 var et vendepunkt i drengekorets historie, da sangskolen flyttede ind i en ny skole på Sjælør Boulevard med nye fantastiske faciliteter. Og drengene i underskolen kunne nu få klassekammerater af det modsatte køn. Skolen kunne efterhånden ikke kun uddanne drengestemmer, men rummede også instrumentalundervisning, sammenspil, gymnasiekor og pigekor. Aktiviteterne på skolen blev fortsat fornyet og ”er eksploderet i en grad, stifterne næppe havde forestillet sig; en sangskole med ikke blot et drengekor, men også med pigekor, gymnasiekor, rytmisk kor, MGK-undervisning, symfoniorkester, bigband og meget andet” (s.236). For at skolen kunne rumme alle aktiviteterne betød bevillinger fra forskellige fonde i 2019 og 2020, at der kunne bygges et nyt musikhus, så rammerne om alle aktiviteterne blev tidssvarende. Er man interesseret i at få mere at vide om skolen i dag, kan man gå ind på www.kdk.dk.
Bogen bliver krydret med såkaldte øjenvidneberetninger fra tidligere medlemmer af koret som fx Ole Wessel Fyhn, der var medlem af koret 1935-38. Han kan fortælle om de primitive rammer for koret, om den hårde disciplin, der både rummede eftersidning, spanskrøret eller en alvorlig samtale hos inspektøren. Da Wöldike har haft en helt afgørende rolle i korets historie, er det spændende at læse, hvordan han oplevede ham. ”Som dreng kom man ikke ind på livet af Wöldike. Han var altid meget venlig, men på skolen var han den værdige mand. Også når han talte med solister og orkester ved prøverne, var han altid meget formel. Men han var god til at samle det hele til sidst, så man følte, at det var professionelt. Og det kunne vi godt lide” (s. 66). På samme måde er der gode samtaler med bl.a. Steen Lindholm, Poul Nesgaard, Peter Langdal og mange flere.
Billedmaterialet er overvældende stort, og alligevel har det selvfølgelig ikke været muligt at få ”alt og alle med i en bog om et kor, som gennem 100 år har givet drenge i tusindvis meget store oplevelser i form af særlige rejser eller koncerter, som de nu med stor sandsynlighed vil se forgæves efter i de nedslag, jeg har været nødt til at foretage” (s. 262). Der er ingen tvivl om, at billederne betyder, at bogen vil blive udbredt, fordi tidligere medlemmer vil anskaffe bogen for at se, om de er portrætteret.
”Drengenes verden” er blevet en bog, som alle, der elsker klassisk kormusik, kan læse med stor fornøjelse, fordi Henrik Engelbrecht er en virkelig kompetent formidler af den musik, der gennem 100 år har været forbundet med et klassisk kor, som stadig holder traditionen i hævd. Det var Mogens Wöldikes fortjeneste, at han kunne bygge fundamentet for koret, og hans ånd lever videre selv i mange af de indspilninger - selv de nyeste, som koret har medvirket i.
[Historie-online.dk, den 18. september 2024]
