FORRYKT
Af Anne Marie Storm, musikskoleleder.
En biografi om Schumann indeholder alle ingredienser til en spændende roman. Spænding er der masser af i denne bog, men derudover får Karl Aage Rasmussen indvævet en mængde oplysninger om samtiden.
Schumann levede fra 1810 til 1856 og blev altså bare 46 år. Hans klavermusik er først og fremmest skrevet for dagligstueklaveret, der før den elektroniske tidsalder var den vigtigste musikformidler. Man lærte de store symfonier at kende via firhændige udsættelser for klaver udført af musikalske amatører i de dannede hjem. I dag sætter vi bare en CD på med lige netop den musik, vi har lyst til at høre og er på den måde blevet inaktive. De professionelle fortolkere har fortrængt amatøren.
Det mærkede Schumann på egen krop, idet klaverløven Liszt og violinakrobaten Paganini i disse år blev koncertsalens tiljublede idoler. Men Schumanns musik tilhører romantikken med sin væren-sig-selv-nok uden leflen for publikum.
Schumann skrev dagbog fra sin tidligste ungdom, hvor han samtidig med jurastudiet levede et udsvævende liv med masser af sprut, røg og damer. Da han tillige var hypokonder, gav det gevaldige tømmermænds-bebrejdelser, når beruselsen var ovre. Det gav ham naturligvis også et dårligt ry, hvilket hans klaverlærer og kommende svigerfar udnyttede i forsøg på at hindre et ægteskab med vidunderbarnet Clara. Hendes dagbog fortæller næppe fyldestgørende om personlige følelser, for den blev skrevet af faderen.
Men ægteskabet blev en realitet, og da Clara Schumann var en meget berømt koncertpianist aftaltes en kunstnerisk ligestilling. Den omfattede tilsyneladende ikke børnene, der udelukkende var Claras ansvar, ligesom hun heller ikke måtte øve sig, når ånden var over herren i huset.
Schumann var hele livet psykisk og fysisk svag, hvad der dog ikke afspejles i hans produktivitet, idet han i dårlige perioder komponerede nogle af sine bedste værker og også gjorde sig anerkendt som musikskribent. Men det kunne ikke gå i længden, og i 1854 indlægges han på et moderne nervesanatorium i Endenich. Det har været svært at få oplysninger om behandlingen. Journalerne er tilsyneladende tilintetgjort. Senere oplysninger har giver næring til gisninger om syfilis. Men ét af de største mysterier er, hvorfor Clara ikke besøgte ham i de to år, han var indlagt. Hun kom først dagen før, han døde.
Karl Aage Rasmussen skriver så medlevende om denne skæbne, at man i første omgang fristes til at springe afsnit over for at komme videre i ”handlingen”. Skulle man falde for denne fristelse, er der kun ét at gøre: læs bogen igen. Forfatteren har meget på hjerte og har tilsyneladende uudtømmelige lagre at tage af. Alt sammen vedkommende og interessant. Det sidste afsnit, ”Eftertid” omhandler forskellige musikskribenters udtalelser om Schumann. Det giver ikke nogen endegyldig forklaring på Schumanns forunderlige skæbne, men fortæller meget om den samtid, de forskellige udsagn er nedfældet i.
Karl Aage Rasmussen, der selv er komponist, har tidligere skrevet essaysamlingerne ”Kan man høre tiden” og ”Har verden en klang” samt ”Den kreative løgn. 12 kapitler om Glenn Gould”.
LÆS DEM!
