H.C. Andersen og komponisterne

Af Anne Marie Storm, musikskoleleder, Vejle

Slår man op i "Musikkens Verden" fra 1955, kan man læse:

Andersen, Hans Christian, den store danske eventyrdigter har inspireret en mængde komponister til deres værker. Det rige og fantasimættede stof i H.C. Andersens digtning var som skabt til musikalsk behandling, og hans store interesse for teatret førte til en lang række tekster til operaer og syngestykker.  

Ikke et ord om nådesløse afvisninger og kritik, men ser man værklisten igennem, kan man konstatere, at de vellykkede værker er komponeret efter H.C: Andersens død, lige bortset fra "Liden Kirsten" fra 1846.

Hvis man orker mere H.C. Andersen, er denne lille bog om Andersen og musikken ganske underholdende. Først og fremmest på grund af de mange citater fra breve til, fra og ikke mindst om digteren.

Til at begynde med var det jo ganske vist ikke digter, han stilede efter. Han ville bare til København og være berømt, men først måtte han gå så gruelig meget igennem.

At H.C. Andersen fik personligt kendskab til mange komponister var ene og alene hans egen fortjeneste. Det var nemlig ikke dem, der opsøgte ham, men omvendt. I første omgang i håbet om en musikalsk karriere.

Bogen begynder med den 14-åriges besøg hos den italienske tenor Guiseppe Busoni, der var direktør for Den Kgl. Syngeskole. Denne havde netop selskab, der lod sig underholde af denne besynderlige skabning. Heldigvis for drengen var komponisten Weyse blandt gæsterne. Han fattede medlidenhed med H.C. og lovede at støtte ham. Også Siboni kom til at love noget, så han tog Andersen til sig som bydreng og ville så til gengæld give ham lidt sangundervisning. Det varede dog ikke længe, inden Siboni fik nok: Andersens udseende og manerer var ham imod, han havde ingen dannelse og stemmen var ved at gå i overgang.

Så måtte Andersen forsøge sig udi dansen. Han sender en ansøgning om understøttelse til kongen og slutter således: en Nåde, jeg skal søge at gjøre mig værdig til, ved tro at uddanne det Talent, som jeg efter Mænds Dom, hvilke jeg ærer og elsker, smigrer mig med at besidde.

Han fik afslag.

Derefter følger man H.C. Andersens op- og især nedture i forsøg på i samarbejde med diverse komponister at få godtaget syngespil og operaer på Det Kgl. Teater. Gang på gang bliver hans tekster kritiseret og afvist i meget direkte vendinger, så man krummer tæer på hans vegne. Men Andersen bevarer troen på talentet: I 1843 skriver han fra Paris til veninden Henriette Wulff, efter at have læst anmeldelse af "Agnete og Havmanden": .....Fra Danmark komme som altid de kolde Luftninger, der forstene mig ude! De spytte på mig, de trampe mig i Dyndet! Jeg er dog en Digternatur, som Gud ikke gav dem mange af, men som jeg i mit Døds-Øieblik vil bede ham aldrig give dette folk!"

Også på sine rejser i udlandet opsøgte H.C. Andersen kendte komponister og musikere som Mendelssohn Bartholdy, Franz Liszt og Robert Schumann, hvis kone Clara Schumann har fat i noget, da hun under en koncertrejse til København skriver til sin mand: Andersen går det i øvrigt som profeten i sit fædreland - han er slet ikke anerkendt som et betydeligt talent her, hvilket sikkert skyldes hans personlighed, der formodentlig får mange til at vende sig fra ham, så at de ikke gider gøre sig den umage at læse noget af ham.

Godt set! - og godt at blive mindet om i dette år, hvor hver sten skal vendes på Andersens vej.