Knudåge Riisager

Af Anne Marie Storm

Knudåge Riisager er i dag mest kendt som komponist, men han var ikke kun udstyret med et musikalsk talent. Hans formidable evne til at udtrykke sig på skrift og i tale betød, at han satte sig mange spor udover de mange efterladte kompositioner. 

For kort tid siden læste jeg Peter Dürrfelds ”Den lille Carl Nielsen” (Informations Forlag). Det var en fin og veloplagt appetitvækker her i jubilæumsåret. 

Med Claus Røllum-Larsens 800 sider om Riisager var jeg klar over, at her var tale om en fyldig hovedret, der viste sig at gøre mig overmæt, ligesom jeg heller ikke var helt tilfreds med serveringen af det formidlingsmæssige.  

Men jeg satte mig godt til rette og gik i gang:

Lovende start. Bogen begynder således med Riisagers egne ord: 

”Der var en tid, da jeg var meget lille – og min moder sejlede med mig i stormfuldt vejr fra Rusland til Danmark. Hun skulle hjem på besøg hos sine forældre og præsentere sin førstefødte. På denne rejse fik jeg lungebetændelse og døde.-

Lægen ombord erklærede i hvert fald, da han så mig grøn som en selleritop, at nu var det forbi. Ikke desto mindre trodsede jeg hans autoritet og slog øjnene op igen for at leve videre. Jeg havde således sat min toårige vilje igennem, og denne beslutning blev altså forudsætningen for, at jeg senere kom til at beskæftige mig med tonernes luftige legetøj – ti hvis man kan tro på videnskaben, må jeg vel en stund have befundet mig i det hinsidige og have fået øre for sfærernes musik”.

Jeg gik fortrøstningsfuldt i gang og læste om barndom, skolegang og de første litterære forsøg. Udmærket.

Nu er det jo en komponist, det drejer sig om, så jeg får lyst til at høre noget af Riisagers musik, og heldigvis er der en CD bag i bogen. Jeg sætter den på og lytter til sprøde og fine toner med violin og klaver. Hvad mon det er? Der står ingenting på CD’en. Jeg bladrer i bogen, og efter nogen søgen finder jeg ud af, at der på side 797 i bind 2 er noget, der hedder ”Indhold på cd’er”.  Langt om længe finder jeg ud af, at jeg er nået et godt stykke ind i Ouverturen til Erasmus Montanus spillet af Århus Symfoniorkester under Bo Holten. Her står op.1, så jeg kan jo godt regne ud, at det er et tidligt værk, men hvornår er det fra, og hvor kan jeg læse om det i dette digre værk? Her mangler jeg virkelig én til at tage mig i hånden og føre mig rundt, men jeg må på opdagelse igen i bind 2, hvor jeg efter nogen søgen finder frem til side 100 i bind 1, hvor der er en grundig omtale og analyse. Endelig kan jeg koncentrere mig om musikken og få det forventede udbytte af ouverturen, som jeg kendte i forvejen, men nu meget mere indgående. 

Det ville have sparet mig for forstyrrende irritation, hvis der havde været henvisninger. F. eks. kunne der lige have været et lille omslag på CD’en, der fortalte, hvad det var for musik, og hvor i bogen den bliver gennemgået.

I indledningen skriver forfatteren: ”I bedste fald vil bogen kunne inspirere læseren til at lytte til Riisagers musik, og forhåbentlig kan den danne grundlag for en videre beskæftigelse med musikken på videnskabelig basis”.

Knudåge Riisager gik ikke den gængse vej med en konservatorieuddannelse. Han var ikke særlig begejstret for de nye komponister, der komponerede i Carl-Nielsen-stil. Ikke at han havde noget imod Carl Nielsens musik, men han var træt af den kultdyrkelse, der var fremherskende i det danske musikliv. Han tog i stedet til Paris i 1921, hvor han mødte de hotte navne som Honegger, Milhaud, Poulenc, Stravinsky og Roussel, der blev hans lærer. Med egne ord foretrak han den galliske musik frem for den germanske.

I 1940 skrev han en af sine provokerende artikler, der skabte røre i den musikalske andedam: ”Symfonien er død – musiken leve!” . Her skriver han bl.a.: ”Vi lever her i Danmark under Carl Nielsens skygge. Når et nyt dansk værk kommer frem, bedømmes det uvægerligt ud fra denne tvedelte forudsætning: udaf og udenom Carl Nielsen. Rent bortset fra det uudholdelige i den musikalske husmandsbevægelse der består i fortsat udstykning af Carl Nielsens gods og som med sit uopholdelige drøvtyggeri på hans værk er så lidet i hans ånd, at den standser den bestandige drift som han selv anså som såre vigtig….”

I 30’erne og senere under besættelsen bevæger Riisager sig væk fra den franske stil og vender sig mod neobarokken og en mere national stil, hvor han ofte inddrager danske børnesange.

Han boltrede sig inden for mange genrer med en mængde orkesterværker, korværker, kammermusik, musik til skuespil og balletmusik, hvor man især kender ”Etudes”, der blev til i samarbejde med Harald Lander i 1947.

 Alt dette og mere til bliver grundigt og sobert behandlet i bogen.

Claus Røllum-Larsen er forskningsbibliotekar og seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek. Hans research til dette værk er imponerende, og han kommer hele vejen rundt om Riisagers virke som komponist og kontorchef i Finansministeriet, formand for Dansk Komponistforening, direktør for Det Danske Musikkonservatorium, m.m. 

Knudåge Riisager var en humoristisk herre, og jeg ville ønske, at det skinnede mere igennem i bogen. Selvom vi har at gøre med et omfattende forskningsprojekt, behøver humor ikke at være bandlyst. Et par citater hist og pist som det, jeg citerede i begyndelsen ville have lettet læsningen. For helt ærligt, så havde jeg engang imellem svært ved at holde koncentrationen på trods af, at jeg synes, at både musikken og mennesket bag er uhyre spændende.

Som sagt er jeg fuld af beundring over forfatterens grundighed, og har man lyst til at lære Knudåge Riisager at kende, vil det være et projekt til sommerferien, for det kræver tid og koncentration. 

Jeg vil dog lige slutte med et andet forslag til ferielæsning, nemlig Michael Fjeldsøes ”Kulturradikalismens Musik”, der også er på ca. 800 sider og udgivet på Museum Tusculanums Forlag.
http://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/musik-teater/kulturradikalismens-musik
. 
Her kan man blandt meget andet også læse om Knudåge Riisager og hans placering i kulturlivet.