Pigtrådsmusik
Af Poul Porskær Poulsen , arkivar, Vejle Stadsarkiv
”Musikken fylder meget i de unges liv i 1960’erne. Skole, familie og fritidsarbejde fylder nok mere i deres liv, når det måles i tid, men i deres hoveder og kroppe bliver musikken næsten vigtigere end mad, tryghed, kærlighed og sex. Vi får den første ungdomsgeneration for hvem, musikken udtrykker en afgørende del af deres bevidsthed og udvikling. Og musikken bliver fra nu af den mest identitetsskabende faktor i unges liv og udvikling.” (s. 110)
Jens-Emil Nielsen er i gang med et større bog-projekt om ungdommen. Først kom bøgerne om de unge i 50’erne, 60’erne osv., og nu er han så i gang med specifikt at dokumentere de unges musik i Danmark. Den første handlede om rock’n’roll, altså sluthalvtredserne, og nu er vi så kommet til pigtrådsperioden, defineret som 1960-1966. Det fremgår dog flere steder, at denne definition er noget flydende, for hvornår er det pigtrådsmusik – og hvornår beat?
Det er ganske sjovt, at pigtrådsmusikken – et udtryk som for nutidens unge nok vil lyde, som om der er tale om noget meget vildt – begyndte under meget stærk inspiration fra Cliff Richard og The Shadows! Og det var jo som bekendt alt andet end vildt. Og de danske pigtrådsorkestre vil med vore dages øre lyde ret pæne – og nogle gang ubehjælpsomme. Men det var vistnok vildt der i begyndelsen af 1960’erne, hvor unge mænd begyndte at spille højt på elektrisk forstærkede guitarer og slå hårdt på trommer og bækken. Ungdommen var i gang med – som ovenstående citat siger – at bevæge sig væk fra forældregenerationens meget sobre musikstil og ved at opfinde noget nyt. Altså især inspireret af Cliff og Shadows, i mindre grad Elvis og Tommy Steele, men snart skulle Beatles komme til, hvilket medførte flerstemmig sang og rythm’n’blues-inspiration. Sidstnævnte endnu mere tydeligt med Rolling Stones. Men så er vi på vej ind i det, der kom til at hedde beatmusik. Og den historie gennemleves af mange af de orkestre, der gennemgås i pigtrådsbogen. De begyndte med pigtråd, habit og kort hår, men udviklede både musik, tøjstil og hårlængde, når vi kommer lidt længere frem i 1960’erne.
Jens-Emil Nielsen gennemgår altså alt, hvad det har været muligt at finde om pigtrådsperioden. Alle de store danske bands: Sir Henry and his Butlers, The Scarlets, The Rocking Ghosts, The Defenders osv. – og naturligvis det vel nok største band af dem alle: Peter Belli og Les Rivals. Orkestret med det franske navn (man skulle jo skille sig ud på en eller anden måde) var opstået som The Foottappers i 1963, og året efter kom Peter Belli med som sanger, og så kørte den derud af. I hvert fald indtil Peter Belli, som mange af de andre danske pigtrådsorkestre hoppede i gadekæret, som Jens-Emil Nielsen kalder det, altså begyndte at synge danske slagere på dansk!
Langt det største del af scenen var jo i København, men Jens-Emil Nielsen gør også en del ud af at bevæge sig ud i provinsen, og gennemgå (i nogle tilfælde opremse) pigtrådsorkestre i Hjørring, Nibe, Esbjerg, Ringsted osv. Vi får fx historien om, at West Side Club i Silkeborg i 1963 sagde nej tak til et engelsk band, der spillede i Hamborg og i stedet valgte Matadorerne! Det engelske band hed i øvrigt The Beatles og slog igennem med ’Love med do’ kort tid efter. Det er fint, at disse oplysninger er samlet ét sted, så man kan gå videre på lokalt plan, for der var pigtrådsmusik og ungdommelige spillesteder overalt, men det er langt fra alle steder, hvor historien er dokumenteret og beskrevet med alle de mange gode og sjove historier, der ligger og venter på lokale udgivelser. Så på med vanten!
Alt i alt en veldokumenteret og velskrevet oversigt over tidens ungdomsmusik med massevis af gode illustrationer. Billederne er i høj en beskrivende del af denne historie, og det er sjovt at studere dem nærmere – hvor så de dog unge ud – nå, det var de jo også! Og så vil jeg glæde mig til næste bind, fordi så begynder en tid, jeg nok husker lidt bedre, og hvor jeg måske oven i købet har hørt nogle af orkestrene live!
