Something Rotten!
Af Thomas Mathiasen
Forfatteren og rockjournalisten Jan Poulsen har for nyligt udgivet bogen Something Rotten! med undertitlen Punk i Danmark. Det er en bog, som jeg har haft utrolig stor glæde af at læse. Emnet for bogen kan ellers forekomme ret snævert, nemlig den danske punkbevægelse, som den udfoldede sig i perioden fra 1977 til 1985. Men sikken et liv, der udspandt sig på den danske punkscene i de år. Sikken en energi. Det er imponerende.
Og lad os med det samme slå fast, at forfatteren under punkbetegnelsen ikke kun samler en stor gruppe musikere og bands, der spillede musik og udgav plader i den periode, men også en række unge lyrikere og billedkunstnere, der var stærkt inspireret af punken.
Den otte-årige periode kan afgrænses ret præcist, idet den starter den 13. juli 1977 hvor det engelske punkorkester Sex Pistols optrådte på spillestedet Daddy’s Dance Hall i København, og slutter otte år senere, den 21. september 1985, hvor man til Rock for Afrika-koncerten i Idrætsparken, for sidste gang kunne opleve det legendariske århusianske orkester Kliche, og hvor det københavnske band Sods for første gang optrådte under navnet Sort Sol. De to begivenheder markerer altså henholdsvis begyndelsen og enden for den første danske punkbølge.
Jan Poulsen har allerede beriget det danske bogmarked med en håndfuld bøger. Blandt andet en bog fra 2002 om netop Sort Sol og en bog fra 2006 om den engelske musiker David Bowie. Desuden har han forfattet et par bøger med tværmusikalske temaer, og endelig har han i en årrække været medforfatter til Politikens Store Rockleksikon, der siden sin fremkomst i starten af halvfjerdserne, er kommet i adskillige nye og stadig flottere udgaver, og nu står som det absolut mest autoritative samlede værk, der er skrevet om dansk og international rockmusik. Han har desuden arbejdet i næsten 20 år som programmedarbejder i Danmarks Radio, og har sideløbende været redaktør på forskellige musikblade, ligesom han har skrevet et utal af magasinartikler gennem årene.
Jan Poulsen har til denne lejlighed valgt at lade hovedpersonerne selv komme til orde, i den forstand, at bogens helt store afsnit på 325 sider udelukkende består af mundtlige, nedskrevne udsagn fra de involverede parter. Det er en form for oral history, som forfatteren tidligere er stødt på i andre sammenhæng, blandt andet i en bog om den amerikanske politiker Robert Kennedy og en anden bog om Andy Warhol-musen Edie Sedgwick. Umiddelbart kan man synes, at forfatteren på den måde kommer nemt om arbejdet med at skrive bogen. Men det er uretfærdigt at dømme på den måde, for der er selvfølgelig mange overvejelser bag, hvordan man redigerer de udsagn som personerne kommer med, så de både fremstår nogenlunde kronologisk og ligeledes i høj grad kommer til at kommentere hinanden.
På den måde kommer tekstmængden nærmest til at fremstå som en samlet organisk masse, hvorfra historierne gærer og syder. Allerede på de første 50-60 sider af bogen bliver man indført i de første initiativer, som førte til, at orkestret Sods blev dannet i København, og dernæst om den let parodiske krig som netop Sods havde kørende med det århusianske punkorkester Lost Kids. Sideløbende hermed glider vi næsten ubemærket over i et afsnit om forfatteren og litteraturkritikeren Poul Borums private forfatterskole i hans lejlighed i Havnegade i København, hvor en række af de unge lyrikere på Poul Borums initiativ mødtes for at læse digte op, og derefter kommenterede dem for hinanden. Så følger igen en række udsagn om Sods, som sammen med en masse venner havde bosat sig i en række klubværelser i Store Kongensgade 61 i København. Stedet blev hurtigt samlingssted for en lang række aktiviteter med udgangspunkt i Sods. Derefter er vi pludselig havnet på Kunstakademiet i Århus, hvor Lars Hug fortæller om sin tid som akademielev. Samtidig dannede han orkestet Kliche, der med deres debutalbum Supertanker fra 1980, allerede leverede en klassiker i den danske rockverden. Forinden havde han dog ifølge Jan Jet, forsangeren i Lost Kids, spillet sindssyg et halvt år og havde ladet sig indlægge på sindssygehospitalet i Risskov, nærmest for sjov.
Ovennævnte er som sagt bare et ultrakort referat af den første fjerdedel af bogen. Herefter bliver en række billedkunstnere bragt ind i historien og en hel hær af andre musikere kommer til orde. En del af billedkunstnerne blev hurtigt for nemhedens skyld samlet under den fælles paraplybetegnelse De Unge Vilde, der var en direkte oversættelse fra tysk af begrebet Die Neuen Wilden, som var fællesbetegnelsen for en tilsvarende gruppe unge, vesttyske billedkunstnere. Den tyske gruppe fik hurtigt en enorm mediebevågenhed og kom ind på de store gallerier, og begyndte at sælge kunst til høje priser. Herhjemme kulminerede det i 1982 på udstillingsstedet Tranegården i Gentofte med den epokegørende fællesudstilling Kniven i hovedet, hvor en række af bevægelsens kunstnere fik lov til at udstille samlet.
I alt har Jan Poulsen interviewet 52 mennesker, der alle var involveret i den første bølge af punk i Danmark. En del af navnene er totalt ukendte i den brede offentlighed i dag, men omvendt er der en snes navne, som alle har formået at skabe sig en karriere indenfor musik-, kunst- eller medieverdenen, med afsæt i deres tid som punkere. Her tænker jeg på navne som Mikael Bertelsen, Peter Bonde, Claus Carstensen, Søren Fauli, Martin Hall, Bo hr. Hansen, Henrik S. Holck, Lars Hug, T. S. Høeg, Steen Jørgensen, Morten Lindberg (Master Fatman), Knud Odde, Lars Ravn, Peter Peter (Schneidermann), Kenan Seeberg, Nina Sten-Knudsen, Frederik Stjernfeldt, Søren Ulrik Thomsen og Jens Unmack.
Den mest markante tråd, der går gennem hele bogen, er beskrivelsen af den afstandstagen, som folkene fra punkbevægelsen bevidst lagde til hippiegenerationen, der allerede dengang mange steder havde sat sig som magtfaktorer, og som gjorde sig store anstrengelser for at holde punkerne ude i kulden. Det medførte, at punkerne i høj grad udviklede en gør-det-selv-holdning, hvor de selv udgav deres egne plader, selv arrangerede deres egne koncerter, lavede deres eget tøj og udgav deres egne musiktidsskrifter, de såkaldte fanzines. Hele denne Do-It-Yourself-attitude var i øvrigt stærkt inspireret af punkscenen i England, hvor de engelske punkere oplevede de samme problemer med at komme til orde.
Bedst til at sætte ord på denne voldsomme afstandstagen til den foregående ungdomsgeneration er multikunstneren Martin Hall, der utallige steder i bogen formulerer sig om dette tema. Et lille citat fra side 126 kan bruges som illustration af dette: Enhver, der voksede op i 1970’erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfri søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer. En ganske grusom tid. Punken vendte utopierne ryggen, anerkendte nøgternt tingenes tilstand og begyndte at benytte samfundets affaldsstoffer som en del af sit eget æstetiske udtryk. Man var omgivet af sammenbrudets æstetik i de år, og hvad der ikke allerede var gået i stykker, det sørgede man eventuelt selv for at smadre. Logikken? Her er en ting, og her er den samme ting gået i stykker! Hvilken udgave kan du bedst lide? Den bundne form holder på energien, den ødelagte sender den videre. Deraf punkens umiddelbare destruktionsfascination: Løslad energien.
Billedkunstneren Claus Carstensen bruger en anden formulering til at beskrive det samme som Martin Hall, nemlig at punkerne havde en antiholdning til hele den antiholdning, som 68’erne repræsenterede. En anden betegnelse som Claus Carstensen bruger, er ordet nødfællesskab som en beskrivelse af det sammenhold, der opstod hos de unge kunstnere, der inden for hver deres udtryksformer, blev nødt til at søge alternative kanaler, for at komme af med deres budskab.
Man kan sagtens synes, at der er en stor grad af selvhøjtidelighed over mange af de personer, der kommer til orde i bogen, specielt en type som Martin Hall, men omvendt synes det næsten at være en naturlov inden for kunstbranchen, at de yngre generationer føler et stærkt behov for at skille sig ud fra den generation, som kom lige før dem. En form for forældreoprør kan man vel næsten kalde det.
En slags retrospektiv opgør med selvhøjtideligheden kommer i høj grad til udtryk i kultfilmen De skrigende halse, som ovennævnte Søren Fauli instruerede i 1992. Manuskriptet skrev han sammen med den også ovennævnte Bo hr. Hansen. I filmen følger man en håndfuld meget selvbevidste punkmusikere, der kæmper sig frem til en slags gennembrud, godt hjulpet af deres manager, Djarnis, der spilles helt uforglemmeligt af Søren Pilmark.
Det tidligere nævnte fjendskab mellem de københavnske og de århusianske punkmusikere fylder også en del i bogen. I hvert fald i starten. Mange kommenterer fjendskabet, som kort sagt bestod i, at de københavnske musikere så ned på de århusianske, fordi disse nok var en tand mere umidddelbare i deres udtryk, og derfor ikke var så mørke, alvorstunge og netop selvhøjtidelige, som man med god ret kan betegne dele af den københavnske punkscene.
Jan Jet fra Lost Kids siger i den forbindelse, at hver gang der var københavnske bands på besøg i Århus, så slog Lost Kids gæstfrit dørene op, så københavnerne kunne overnatte gratis. Gæstfriheden gik dog ikke den anden vej, når de århusianske bands skulle spille i København. Så måtte de inlogere sig på hoteller, fordi københavnerne ikke ville have de jyske bonderøve boende. Den eneste århusianer, der fik adgang til punkhøjborgen i Store Kongensgade var Kate Svanholm, der var en meget karismatisk sangerinde i Lost Kids, men det var udelukkende fordi hun i en periode var kæreste med Peter Peter (Schneidermann), der var guitarist i Sods. Således kunne kærligheden altså overvinde ubehaget ved omgangen med de bondske punkere fra Århus.
Centralt i denne krig mellem København og Århus, stod Camilla Høiby, der ikke selv var musiker, men hørte til i kredsen omkring Sods. Hun havde været i London i forsommeren 1977, hvilket åbenbart berettigede hende til at påtage sig en nærmest kommisær-agtig rolle, hvor hun stort set alene kunne bestemme, hvem der var rigtige punkere og hvem, der absolut ikke skulle lukkes ind i kredsen. Jan Jet kalder hende direkte en smatso, mens musikeren Jens Unmack nøjes med at sige, at Camilla var spin, før spin fandtes. Hun var punkmiljøets Karl Rove!
Ved en anden lejlighed var Camilla Høiby med til at smide æg og tomater efter Lost Kids under en koncert på et spillested på Christiania. Helt stikker-agtig blev hendes rolle, da hun opdagede, at Lost Kids fra Århus på deres første lp-plade Bla Bla havde hugget et par numre fra den amerikanske musiker Johnny Thunders og bare havde oversat sangene, uden at henvise til Johnny Thunders som ophavsmand. Camilla Høiby skrev derfor et brev til Johnny Thunders pladeselskab, og fortalte om forbrydelsen. Det amerikanske pladeselskab skrev derefter til Medley, der var pladeselskab for Lost Kids, og krævede, at pladen blev trukket tilbage. At Medley samtidig var pladeselskab for Sods, til hvis inderkreds Camilla Høiby tilhørte, synes dog ikke at interessere nogle af de udspurgte. Man kunne ellers sagtens forestille sig, at Sods på det tidspunkt følte, at Medley gjorde mere for at fremme karrieren for Lost Kids end for Sods, og at Lost Kids derfor skulle have en lærestreg.
Ellers fik punkerne tiden til at gå med at hænge ud på Gammeltorv på Strøget for at forarge borgerskabet og tigge penge fra turisterne, når de da ikke stjal mad i supermarkederne. Eller de brugte tiden på at slås med rockerne, som heller ikke brød sig om punkerne, om end Sods blev bedt om at spille for Hells Angels i deres klubhus et par gange. Til gengæld var der en større åbenhed i bøssemiljøet, hvor man var vant til forskellige mere flamboyante fremtoninger, så der fik punkerne lov til at være i fred. Endelig røg de hash i store mængder og sniffede lim, tog speed og syre og andre hårde stoffer. Specielt amfetamin var populært hos punkerne fordi det både var billigt og effektivt, men samtidig havde den bivirkning, at folk efter en periode med et fast forbrug havde tendens til at udvikle en galoperende paranoia.
Et væsentligt plus ved bogen er det omfattende illustrationsmateriale, som forfatteren så gavmildt fordeler ud over bogens sider. Man finder et utal af koncertplakater, bandfotos, pladeomslag, avisudklip, fanzines, malerier, koncertbilleder, kassettebåndomslag og tidsskriftsforsider. Alt sammen er det med til at gøre bogen endnu mere underholdende og læseværdig.
Til sidst i bogen er der et fyldigt afsnit, hvor Jan Poulsen giver en samlet opstilling af, hvad der udkom af punkmusik på plade i Danmark i perioden. Desuden er der lister med de udgivelser som de unge lyrikere, der tilhørte bevægelsen, fik udgivet i perioden. Der er tale om ca. 15 forfattere, hvoraf Michael Strunge, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen er de mest kendte navne. Her kunne man måske spørge forfatteren, om det er en forglemmelse eller en bevidst udeladelse, at han ikke har inkluderet forfatteren Henrik List på listen. Henrik List udgav i 1980’erne tre digtsamlinger, som efter min mening må siges at tilhøre punkgenerationen. Siden har han unægteligt skrevet en række bøger om andre emner, der adskiller sig meget fra hans første bøger, og det er måske det, der har diskvalificeret ham fra Jan Poulsens liste.
Ligeledes forekommer det underligt, at forfatteren ikke har medtaget nyligt afdøde F. P. Jac på listen. Han omtales adskillige gange i bogen undervejs af de involverede personer, så det må være en ren forglemmelse.
Endelig har forfatteren også opstillet en liste med et dusin af de billedkunstnere, der i perioden havde soloudstillinger eller indgik i større gruppeudstillinger.
Når man ser listen med de forskellige orkestre og deres udgivelser, så kommer man unægtelig til at trække på smilebåndet over den fantasifuldhed, der kom til udtryk, når musikerne skulle finde på navne til de forskellige bands. Navnene kan groft sagt opdeles i tre grupper. De højtravende, de aggressive og de morsomme/bizarre.
Den første gruppe består af meget selvhøjtidelige navne som: Art Radicaux, Ballet Mécanique, Cinema Noir, Cyklon Anti Cyklon, Dualistic World Code, Global Guaranty Orchestra, Misanthropic Charity eller Poets Of the Signature.
Den anden gruppe består mestendels af bands med et kort og aggressivt navn: Bollocks, Brats, Büld, Crap, Disaster, Flere Døde Pansere, Gang Bang, Gylle, Kalashnikov, Prügelknaben, The Razor Blades, Scatterbrain, Skizo Kids eller Slim.
Endelig er der de morsomme eller bizarre bandnavne, som for eksempel: Dame i Rød Rumdragt, De må være Belgiere, De tilfældige fra igår, Farvel Søndag, Huberts Badehotel, Næste uges TV, Sigurds Kogeplade, Spild af tid og endelig min personlige favorit, nemlig Wilfreds Popkuvøse. Sikken et navn!
Ligesom der er lagt stor fantasi i navngivningen af de forskellige bands, så er titlerne på nogle af deres sange om muligt endnu sjovere eller tankevækkende. Her følger et ganske lille udvalg: What A Boring Cunt, Lorteland, Magtbegær, Militærdestruktion, Flere bomber, mere magt, Blodrus, Systemets vold, Dummere end politiet, Attacked by a Female Insect, Flere sange om pølser og læder, Bert finder sin sok, Født som nul, Hvem slikker hvems, Forhadt ungdom, Plastic Messiah, Rubber Cock, Døden er mit vækkeur, Bevar Danmarks Røvhuller, Skidt på samme lokum eller Mein Messerschmidt ist Tot.
Jeg er overbevist om, at Jan Poulsen sagtens kunne have skrevet en mere traditionel bog om dansk punk, med skarpt adskilte afsnit og kapitler, og sammendrag og konklusioner. Men den form for historiefremstilling, som han har valgt til denne bog, passer perfekt med bogens indhold. Man mærker selvfølgelig, at det især er musikken, der er Jan Poulsen speciale, og den del af indholdet kunne sagtens have stået alene. Det udvider læseoplevelsen, at han udover musikken inddrager både litteraturen og maleriet, fordi de tre udtryksformer var så integrerede i hinanden. Men det er musikken, der er omdrejningspunktet, og hvis man specifikt søger efter viden om de lyrikere og billedkunstnere, som bliver inddraget i bogen, så skal man også opsøge andre kilder.
