Yeah yeah yeah!

Af Poul Porskær Poulsen , arkivar Vejle Stadsarkiv

”…da The Beatles i august [1963] udsendte deres næste single, ’She Loves You’, fik den nye form for galskab endnu en tak opad. Sangen, som blev påbegyndt på bagsædet fra én koncert til en anden og færdiggjort af John og Paul hjemme i dagligstuen i Forthlin Road, mens Pauls far som sædvanlig sad og så tv, blev nærmest et kampråb for The Beatles og deres tilhængere. ’Yeah, yeah, yeah’ blev i al offentlig hemmelighed adgangskoden til en hidtil ukendt verden, hvor det at være ung ikke længere bare var at være en yngre voksen, men noget i sig selv.” (s. 76)

Det var ’She Loves You’, der fik mig med på bølgen. Jeg havde måske nok hørt Beatles i ’Efter Skoletid’ i radioen før, men med denne energiske popsang blev selv en dreng langt ude på landet helt solgt. Men kan godt muge ved køerne, samtidig med at man synger ’ti labs ju jæe, jæe, jæe’!

En hel generation af unge fik beatles-klassikerne som lydtapet bag alt, hvad der foregik i dagligdagen og til festerne, og skønt der senere kom andre helte, som væltede én om kuld (Cream, Jimi Hendrix, Led Zeppelin, Jefferson Airplane, the Band osv.), så blev Beatles ved med at være der. Fantastiske sange, som Lennon-McCartney har beriget verden med, og som flere gange efter bandets opløsning har nået hitlisternes førstepladser i nyrestaurerede udgaver. Og på det bevidsthedsmæssige plan var Beatles med til at sætte gang i ungdomskulturen, der skulle lede frem til ungdomsoprør og frigørelse.

Selve det tidsrum, hvor Beatles var en faktor, der stadigvæk indspillede plader og afsøgte grænser i populærmusikken, var ellers relativt kort. Det første album ’Please Please Me’ blev udgivet 1963 – og det sidste, ’Let It Be’ i 1970. På det tidspunkt var John, Paul, George og Ringo for længst ophørt med at give livekoncerter; larmen ved deres koncerter var så øresønderivende, at de ikke kunne holde ud at fortsætte. Ikke fordi bandet spillede specielt højt, men fordi fansene skreg så højt, at det for så vidt var ligegyldigt, hvad de fire på scenen sang og spillede. Ingen – heller ikke dem selv – kunne høre det alligevel! I stedet arbejdede bandet i studierne med forskellige eksperimenter: indisk musik, lsd-påvirkede vrøvlesange, musichall-sange, you name it! Og det var faktisk ret godt alt sammen. Efter min mening allerbedst på LP’erne ’Revolver’ (1966) og ’Abbey Road’ (1969) – to plader, jeg stadig har stående i en vinyl-samling, der nu dog sjældent høres.

Det var, som om Beatles bare slog igennem som lyn fra en klar himmel. Men der lå en lang historie bag gennembruddet. Startet som skiffle-band i slutningen af 50’erne, massevis af jobs på spillesteder i Liverpool og omegn, de mange, mange timers optræden på klubber i Hamburg mm. På det tidspunkt spillede de nærmest almindelig dansemusik – men de var ihærdige og begyndte også efterhånden at inkludere nogle af deres egne sange. Netop de tusindvis af jobs inden gennembruddet er en af de vigtige forudsætninger for deres klasse. De var simpelthen utroligt sammenspillede – de tusindvis af timer på mange forskellige scener gav en voldsomt stor ballast.

Torben Bille, der er journalist på Politiken (blandt med meget veloplagte tv-anmeldelser), har begået denne personlige krønikebog om The Fab Four, og den er det en fornøjelse at sluge, når man selv har været ramt at bacillen Beatles. Der kommer vel ikke nyt frem for rigtige afficionados – Bille benytter sig af en lang række værker, der i årenes løb er skrevet om Beatles, men det er nu ret sjovt at få frisket op alligevel, og undertegnede har da også fået en masse detalje, som ikke var kendt i forvejen. Og beretningen om Torben Billes egen oplevelser i forbindelse med Beatles – og den danske pigtråds- og beat-scene i de år – er spændende og ind imellem kostelig læsning. På den måde bliver bogen et personligt tidsdokument fra den gang far (og farfar) var ung. Hvis man interesserer sig for The Beatles, er bogen naturligvis et must, men det er den for så vidt også, hvis man er interesseret i populærkultur og samfundsforandring i 1960’ernes Europa og USA. Den kultur og den samfundsforandring skete ikke mindst akkompagneret af Lennon-McCartney-sange, hvad enten det var ’Yesterday’ eller ’I´m The Walrus’, ’Strawberry Fields Forever’ eller.. man kunne blive ved…