Nørre Vosborg i tid og rum, bd. 1 og 2

Af Henrik Gjøde Nielsen, ph.d.stipendiat, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet.

Der skal et godt sofabord til at bære de 884 sider i særdeles kraftigt hardback og stort format, 32,5 x 25 cm, der udgør det smukt tilrettelagte og velproducerede værk Nørre Vosborg i tid og rum bd. 1-2. I Nørre Vosborg til tjeneste af Helle Skaarup, direktør for Fonden Nørre Vosborg, skriver Helle Skaarup, at kvalitet er kodeordet for det nye Nørre Vosborg (bd. 2 s. 418). Det gælder også for bogen. Hertil kunne man så føje volumen. Det er lige før, det er for meget, og så alligevel ikke.

I forordet oplyses læseren om, at værket rummer resultaterne fra det tværfaglige forskningsprojekt ”Nørre Vosborg i tid og rum,” præsenteret af 26 forskere fra forskellige fagområder, der satte sig som mål for forskningsprojektet at gøre Nørre Vosborg til Danmarks bedst udforskede herregård. Med værket føler folkene bag forskningsprojektet sig stærkt overbevist om, at dette mål er indfriet (bd. 1 s. 9). Det synspunkt kan der næppe fremføres holdbare argumenter imod. Videre oplyses det, at tanken bag værket er, at hvert kapitel kan læses og forstås for sig, da næppe alle læsere vil tilegne sig værket i en fortløbende læseproces (bd. 1 s. 9). Nej, sikkert nok. Og endelig oplyses samme sted, at værkets omfang bl.a. skyldes det særdeles righoldige godsarkiv, og så dukkede der i øvrigt også lige en middelalderborg op, som skulle med. Nu er Nørre Vosborg godsarkiv ikke det eneste arkiv, der er særdeles righoldigt, og man har da også i adskillige sammenhænge set store materialemængder kogt kraftigt ind, uden at man dermed går glip af hovedlinjerne, hvilket imidlertid selvsagt går ud over detaljeringsgraden, til ærgrelse og frustration for de særligt interesserede. Den frustration møder man ikke i Nørre Vosborg i tid og rum. Her er hver en sten og hvert et blad vendt, og det er lige før man også tør påstå beskrevet, og det behøver man ikke komme med antydninger af undskyldning for, eller forklaring på. Jeg er rimelig sikker på, at alle bag værket har sat sig som mål at få skrevet hver deres del af projektet helt ud.

Det er der så kommet denne mastodont af en bog ud af. I to bind. Og i to bind der hver for sig er så store og uhåndterlige, at man er NØDT til at placere hvert bind på bordet for at kunne læse det. Lader man det hvile på benene forhindres blodgennemstrømningen efter en tid. Derfor – og her kommer indvending nr. 1, indvending nr. 2 kommer senere – kunne man lige så godt have taget skridtet fuldt ud og produceret værket i ét, gigantisk bind. Det er i forvejen umuligt at læse i en behagelig stilling.

Og det er umuligt at give værket en nogenlunde dækkende og for de enkelte bidrag retfærdig anmeldelse. Alene mængden af fagområder og forskningsdiscipliner umuliggør dette. Der anføres (bd. 1 s. 17) en liste over projektdeltagere, der samtidig angiver spændvidden i fag og ekspertiser. Og så er der naturligvis læsere, som er interesserede i, hvordan i alverden et så omfattende projekt kan gennemføres, både mht. herregården og mht. værket om denne. Det kan man læse lidt om i begyndelsen af bd. 1 (s. 11-18) og i slutningen af bd. 2 (s. 417-421).

Værket er opdelt i blokke, der rummer et forskelligt antal kapitler og til tider faktabokse. I bd. 1 finder man i ”Indledning” (s. 11-22) præsentation af forskningsprojektet, af Nørre Vosborg og bestemmelse af, hvad en herregård er. Så er banen kridtet op. Derpå følger ”Kulturlandskabet ved den sydlige del af Nissum Fjord” (s. 23-104), ”Middelalderborgen Vosborg” (s. 105-184), ”Vosborgs adelige ejere i middelalderen” (s. 185-236), ”Det første Sønder Vosborg” (s. 237-310), ”Stormfloden” (s. 311-318), ”Nørre Vosborg finder sin plads” (s. 319-342), ”Slægten Gyldenstjerne på Nørre Vosborg 1541-1626” (s. 343-370), ”Den gamle adel på Nørre Vosborg” (371-414) og endelig navneregister (s. 415-426). Det var bd. 1. Bd. 2 fortsætter med ”Nyadel og fæstebondens efterkommere 1687-1814” (s. 7-142), ”Landbrugslandskabet i nyere tid” (s. 143-152), ”Tang-slægtens gyldne tid 1814-68” (s. 153-268), ”Lyset dæmpes på Nørre Vosborg” (s. 269-318), ”Ned ad bakke og en ny fremtid” (s. 319-398), ”Sammenfatning og efterskrift” (s. 399-422), og endelig oplysninger om værkets forfattere, litteratur og forkortelsesliste og navneregister (s. 423-458). I begge bd. er for- og bagsats benyttet til henholdsvis gamle og nye kort samt ejerliste.

Det er meget vanskeligt at angive en samling eksempler på artikler, der ville give et dækkende indtryk af værket. I første bind er der artikler for folk med hang til geologi og kulturlandskab, samt i særdeleshed arkæologi og middelalderhistorie, men også adels- og slægtshistorie i tidlig renæssance. Specialiseringernes udfoldelse kommer fornemt til udtryk i f.eks. den udførlige redegørelse for kulturlandskabet i vikingetid og middelalder, set fra luften (bd. 1 s. 41-58). I andet bind er hovedvægten lagt på tiden efter 1814, og her slår det righoldige godsarkiv bl.a. igennem i den kostelige beskrivelse af kongebesøget 1861 (bd. 2 s. 252-260).

I den mindre behagelige ende finder vi den usentimentale fremstilling af godsslagtning, der nok så ofte omtales i herregårdshistorier, men her kommer vi altså tæt på (bd. 2 s. 343-344), hvilket gælder i den lige så usentimentale og for så vidt usympatiske fortælling om betydningen af at have udenrigsministeriets direktør til bord, hvilket kan medføre, at man får tilladelse til noget, men ellers ikke kunne få tilladelse til (bd. 2 s. 359-360). Sådan er det jo, som man siger. Det bliver situationen ikke bedre af. Heller ikke i denne sammenhæng. Men det kalder på respekt, at man også har den slags med i værket.

Og når vi nu er i den mindre behagelige ende, kan vi lige så godt få indvending nr. 2 på banen: Artiklerne er (naturligvis) forsynet med noter, der både er forklarende, uddybende osv., og fungerer som henvisninger med forfatter, år og sidetal. Fint nok. Resten af det videnskabelige apparat er imidlertid samlet i bd. 2 (s. 427-442), under titlen ”Litteratur- og forkortelsesliste.” Vil man således slå en note efter i bd. 1, må man først finde noteapparatet til den pågældende artikel, og finde ud af at det er x-forfatter, y-år, z-side, og derpå slå op i bd. 2 i litteraturlisten. Det er noget besværligt i så stort et værk. Værre er det, at der så i litteratur- og forkortelseslisten f.eks. blot står ”LAV: Landsarkivet for Nørrejylland, Viborg.” Der findes ingen samlet fortegnelse over, hvilke arkivalier der er benyttet. Det efterlader bl.a. spørgsmålet om, hvor stort godsarkivet egentligt er. Vil man vide det, er man således henvist til at plukke det ud af noterne i samtlige værkets artikler. Endelig bliver det noget omstændeligt at få overblik over, hvilke materialer, såvel kilder som litteratur, der er anvendt i den enkelte artikel. Det er en model, der også er set anvendt andre steder. Det gør den ikke mindre problematisk, men i dette tilfælde har den en decideret opgivende virkning. Man orker ikke at blive ved med at bladre rundt i kæmpeværket, for at tilvejebringe enten et samlet overblik over arkivmateriale, eller et overblik over baggrundsmaterialet for den enkelte artikel. Hvis hensigten har været at bringe et samlet overblik for hele værket,, dvs. en slags ”Nørre Vosborglitteraturliste,” lykkes det for litteraturens vedkommende. For det alt andet lige mere interessante arkivmateriale, umuliggøres overblikket. I et værk af denne kaliber kunne man have gjort begge dele. Nogle sider fra eller til ville ikke gøre værket hverken mere eller mindre uhåndterligt.

Hvis man vil have det hele serveret i kort form, kan man læse Anders Bøghs sammenfatning ”Et strejftog gennem (Nørre) Vosborgs historie” (bd. 2 s. 401-414), men så snyder man sig selv. Skal man give en sammenfattende karakteristik af værket, må det være, at repræsentanter for videnskabsgrenene arkæologi, historie, geologi, landskab, sedimenter og pollen, stednavne, kartografi, økonomi og administration fra middelalder til nutid, mønter, borge, kirker og kapeller, geofysiske jordbundsundersøgelser, dendrokronologi, personal- og slægtshistorie, segl, kakler og kakkelovne, stormflod, arkitektur, landbrug, adelshistorie, gods- og herregårdshistorie og restaurering har sat sig sammen og har besluttet, at nu kaster vi alt hvad vi hver især kan byde på banen, og hiver alt hvad vi kan ud af hver vores videnskab specifikt ift. Nørre Vosborg.

Det har man så gjort. Det kan ganske enkelt ikke gøres flottere. Det kan næppe heller gøres grundigere. På den måde opfylder værket drømmen for enhver, der er interesseret i herregårdshistorie, og værket virker som mødet med en herregård: Man nærmer sig stedet, får overblik over landskab og bygninger, og træder ind i gården, hvor man så danner sig et nærmere indtryk af bygningerne. Når man så går ind i bygningerne, befinder man sig blandt stadigt skiftende tilbud og spørgsmål. Dén korridor skal undersøges nærmere. Hvordan er kaminstuen indrettet? Hvor er bryggerset? Hvad gemmer loftet? Og kælderen? Og man pisker rundt for at få det hele med, på den tid der nu er til rådighed. For det tager så lang tid både at fordybe sig i detaljen og komme videre til næste rum.

Med Nørre Vosborg i tid og rum får man det hele med. Nørre Vosborg i tid og rum bd. 1-2 gør virkeligt Nørre Vosborg til Danmarks bedst udforskede herregård. Og der er jo tid nok. Når først man har fået bakset værket op på bordet.