Strandjagt

Af Anders Ellegaard

Sven Thorsen (f. 1942) har gennem mere end 10 år rejst rundt i landet for at opspore viden om strandjagten i Danmark. Viden indsamlet gennem trykte og utrykte kilder, jagtjournaler, regnskaber, billeder og ikke mindst gennem samtaler med gamle strandjægere eller deres efterkommere.

Strandjagten kan spores tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, hvor den var en del af overlevelsesgrundlaget for mange familier, som levede på et – med nutidens øjne og forhold – eksistensminimum. I bogen også kaldet ”fra hånden i munden”. Fattige folk som måske havde et lille landbrug, der blev suppleret med fiskeri og jagt. Og når det gik helt skidt så måske også med lønarbejde. Ser man bort fra det sidste, er det med forfatterens ord nærmest på stenalderniveau.

Ikke så underligt blev strandjægerne set ned på af landjægerne. De blev kaldt madjægere, som drev usportslig rovjagt eller ligefrem krybskytteri. Og det er nok rigtigt, at strandjægerne ikke drev jagt for sportens men for byttets skyld. Af bogens beretninger fremgår det dog også, at nogle af dem var drevet af en ubændig trang til jagt. De forlod familie og arbejdsgivere og det arbejde, de var i gang med, når forholdene for jagtbytte var gode.

Bogen om ”den lille mands jagt” er opdelt i 22 kapitler, enkelte har underkapitler med særlige tillæg. Forfatteren begynder med havjagtens historie, både jagtens udførelse og det udstyr, som blev brugt. Interessant er udredningen af historien om skydeprammen. Fra de første, som blev brugt i Odense Fjord i begyndelsen af 1800-tallet, til de forskellige ændringer, som blev foretaget på dem gennem tiden og i forskellige landsdele. Der blev senere tale om bådværfter i Bogø og Gerskov

Det er lykkedes forfatteren at opspore Odenseprammens introduktion i Limfjorden i 1884. En herlig historie om to unge mænds hemmelige mission fra Odense Fjord til det nordjyske, hvor de havde stor succes med jagten, og hvor de forsøgte at skjule prammene længst muligt for de lokale jægere.

Et andet vigtigt redskab var de geværer, som blev brugt. De havde meget større kalibre, end dem som er lovlige i dag. ”Nuller” og kaliber 4! Det var meningen at skyde fugle, og jo flere man kunne få med et enkelt skud jo bedre. Som det fremgår af bogen, var spørgsmålet, når man havde vist byttet frem: ”Hvor mange skud brugte du?” Patroner kostede penge – også selv om man ladede dem selv. Jagten skulle give overskud.

Lokkefugle behandles hvad angår typer, opstilling og antal, og også særligt dygtige lokkefuglemagere omtales.

En særlig jagtform med skydekasser og tøndejagt er omtalt tillige med et afsnit om jagten på Fanø med ”Skubkane, dunderbøsse og fuglegarn”. Også vinterjagt i de hårde isvintre bliver beskrevet.

Forfatteren indleder med en side, hvor han har anført ”Dem, der fortæller eller fortælles om”. I alt 38. Enkelte gamle strandjægere har forfatteren interviewet, men langt de fleste er døde, og deres beretninger med videre stammer fra deres efterkommere eller deres efterladte bøger, regnskaber, jagtjournaler med videre. Der er en række udvalgte beretninger om bestemte jægere, deres liv og forhold og bedrifter. Denne del af bogen er måske den mest interessante. I hvert fald for ikke-jægere. Det er kulturhistorie om en del af det danske samfund gennem næsten to århundreder. Om almuen, dens kår og forhold. Der er skrevet mange bøger om ”fine folk”, men ikke meget om de fattigste. I de senere år er der blandt historikere og andre fagfolk en stigende interesse for at skrive almuens historie, og i den forbindelse tager denne bog fat i en lille del. Det er tankevækkende at læse om den nøjsomhed folk levede i, og hvor få og små krav de stillede til tilværelsen.

Et interessant emne i bogen er de forskellige fugle, som havjægerne skød. Da en stor del af byttet skulle sælges til private eller vildthandlere, var det ifølge de bevarede jagtjournaler knortegæs og gråænder, som stod øverst på ønskelisten, men det varierede efter, hvor i landet jagten foregik. Og i 1930´erne ændrede billedet sig dramatisk. En svampesygdom ramte ålegræsset, som dækkede havbunden over meget store arealer i fjordene. Ålegræsset forsvandt, og da det var en livsbetingelse for knortegæs og ål, forsvandt også størstedelen af dem. Det gik hårdt ud over både jagt og fiskeri.

Peder Thomsen (1883- 1972), som var ivrig strandjæger, var ”blevet bundet af et kvindemenneske, og måtte så lægge op” i 1909 og blive fisker i Limfjorden. Om efteråret, når nettene blev taget op, var det udelukkende haglbøsserne, der skaffede den daglige indkomst. Med kone og otte børn var der mange munde at mætte. Peder Thomsen skød mange knortegæs, hvoraf de fleste blev solgt, men mange blev også spist. I et interview fortæller han:

”Vi brugte den til at koge gule ærter på, Og den var hyppig i stegegryden. Som røget gåsebryst var den uovertruffen, og den figurerede i tuskhandel som ingen anden fugl på disse kanter. Vi har fået alt fra cykler, flæskesider, petroleumslamper, kakkelovne, harer og beklædningsgenstande i bytte for rajgæs, og alle mine 8 børn har haft rajgåsefjer i puder og dyner. Der var et rend her af madammer, der ville købe fjer, og vi var altid leveringsdygtige”:

Emil Petersen (”Store Emil”) var strandjæger i Odense Yderfjord, hvor han tog ud fra Lindø. Da ålegræsset forsvandt i Odense Fjord flyttede han til Marstal på Ærø, hvorfra han tog på jagt og fiskede. Han var kendt for sin slagfærdighed, og han er i bogen citeret for følgende bemærkninger.

Når en svane fløj forbi sagde han: ”Der flyver 10 pund skært kød og en hel overdyne”. Når han blev spurgt, hvordan det gik i Marstal, svarede han: ”Alle fisker, undtagen præsten, han stanger ål”.

Særlige kapitler om jagt på svaner og sæler er også med. Disse var tidligere lovligt jagtbare. Unge svaner var flere steder eftertragtede, og sæljagt var næsten en levevej for enkelte jægere i 1930´erne og 1940´erne.

Et af de sidste kapitler i bogen adskiller sig fra de tidligere ved, at det ikke drejer sig om småkårsfolk. Tiderne skiftede, og den udvikling, som tog fart efter Første Verdenskrig, ændrede også jagten fra nødvendighed til fritidsfornøjelse. I kapitlet ”Brave jægere og bondeknolde” fortælles om en arkitekttegnet jagthytte bygget i 1923 på Hundser Odde ved Skibsted Fjord i Limfjorden. Én af jægerne, Laurids Rieck (1889- 1975), førte dagbog. I bogen fortælles om hytten og jagten, og en del af jagtdagbogen citeres. Deltagerne var en arkitekt, en tandlæge, en overretssagfører, en stationsforstander og en overinspektør. Her manglede ikke noget - hverken vådt eller tørt. Nærmede det sig ”ebbe”, drog man straks på fourageringstogt. En helt anden personkreds end den tidligere omhandlede i bogen. En helt anden levestandard og ikke mindst en helt anden holdning til selve jagten. Der klagedes over det ringe jagtbytte, men det påvirkede ikke deltagerne eller deres familier på samme måde, som det ville have påvirket de jægere, som tidligere er beskrevet i bogen. Ikke et ondt ord om det. Tiderne skiftede, og det skal selvfølgelig også med i bogen.

De tidligste strandjægere, som omtales, var fattige. De havde ikke fotografiapparater, men blev fotograferede ved særlige lejligheder hos en professionel fotograf. I bogen er der mange billeder af denne type, men det er også lykkedes forfatteren at finde andre, som er af mindre opstillede motiver. Det er for eksempel billeder taget af ovennævnte Laurids Rieck og den flere steder i bogen omtalte grosserer Ludvig Svendsen, som ejede Jagt- og Fiskerimagasinet i København. Ludvig Svendsen var nærmest professionel jæger og fisker. Og da han skrev bøger og artikler om jagt og fiskeri, havde han brug for billeder som illustrationer. Flere af deres billeder er med i bogen. I kapitlet ”Fotoalbum” er der desuden en række fotografier, som er optaget af eller med Willy ”Stenhugger” Hansen (1909-93) fra Stubbekøbing. Han var faglært og havde derfor en højere indkomst end de ufaglærte, som var hans medjægere, og han havde anskaffet sig et fotografiapparat. Willy Stenhugger tog mange billeder af jægere på strandjagt, og en hel serie af dem er med i bogen. Ét af dem er af ham selv, medens han sætter lokkegæs ud. Dette billede pryder også forsiden af bogen. Hans billeder er af forbløffende god kvalitet.

Bogen er i stort format og i samme fine udstyr som forlagets bog om Herregårdsjagt i Danmark. Jagtbillederne er sort/hvide, men til hvert kapitel er der et nyt, helsides landskabs-, dyre- eller fuglebillede i farver.

Sidst i bogen er der flere oversigter og bilag. Først 9 sider med kildehenvisninger: 27 utrykte offentlige og private arkiver, 35 mundtlige kilder og 4 sider med trykte kilder: aviser, årbøger og bøger. Dernæst 13 sider noter, som hovedsageligt er kildehenvisninger. Det næste bilag er statistiske tabeller over udbytter og regnskabsbøger. Endelig er der en oversigt over illustrationer, et personregister og et stedregister.

Bogen er både en jagt- og en kulturhistorie. Forfatteren, som er uddannet arkæolog, har gravet dybt i et hjørne af Danmarks historie. Fundet er en lille guldgrube om almuens levevilkår i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. Man mærker tydeligt forfatterens faible for bogens emner, og man behøver bestemt ikke at være jæger for at få fornøjelse af at læse den.