Nürnberginterviewene

Af David Høyer

Da det tredje rige gik i totalopløsning, besluttede flere af dets ledere, heriblandt Adolf Hitler og Joseph Goebbels, at tage deres eget liv. Men ikke alle i den nazistiske top valgte denne udvej; i stedet forsøgte de at imødegå de allieredes efterfølgende retsopgør. Blandt de allierede havde der næsten fra starten hersket den tanke, at aksemagternes ledere skulle drages til ansvar for deres gerninger. I stedet for at følge deres første indskydelse og likvidere hele toppen på stedet, valgte de allierede dog i stedet at stille dem for et internationalt militærtribunal og efter fastlagte retsprincipper at forsøge at lade dem få en retfærdig retssag – et privilegium de anklagede sjældent havde ladet deres egne ofre få.

For at styrke den symbolske værdi i dette opgør med nazismens ideologi blev retssagerne henlagt til den tyske by Nürnberg, der tidligere havde været genstand for indførelsen af de tyske racelove samt Hitlers massive parader.

Leon Goldensohn, der var psykiater i den amerikanske hær, blev udstationeret ved fængslet i Nürnberg i foråret 1946, hvor han skulle observere fangerne samt holde deres mentale tilstand oppe, så de kunne optræde på anklagebænken. Der havde allerede været ét selvmord blandt fangerne, og flere ville nok forsøge at undslippe ’bødlen’ ved at tage deres eget liv. Disse samtaler som Goldensohn førte med de anklagede bliver på denne måde et indblik i fangernes tanker frem mod domsafsigelsen. Vi introduceres til Hermann Görings desperate forsøg på på den ene side at forsvare nazismens positive sider og på den anden side bortforklare forbrydelserne med enkelte personers misbrug og forførelse af Føreren. Ligeledes oplever vi, hvordan Wilhelm Keitel, stabschefen for de tyske styrker, forsøger at nedspille sin egen rolle og undskylde ud fra ønsket om blot at tjene Tyskland.

Nürnberginterviewene er inddelt i to sektioner, hvor den første sektion ’De tiltalte’ består af interviews med 19 af de tiltalte ved Nürnbergdomstolen. Den anden sektion kaldes ’vidner’ og består af samtaler med en række af de topfolk i Nazityskland, som blev brugt som vidner ved retssagerne. Flere af vidnerne fik dog selv siden hen en række domme for krigsforbrydelser af forskellig art. Men de var ikke blandt de 19 på anklagebænken ved det som forstås som ’Nürnbergdomstolen’. Disse ’vidner’ havde derfor også deres egne kors at bære.

Gennem Goldensohns interviews bliver vi på denne måde vidner til disse tiltaltes tanker og følelser, alt imens de reflekterer over deres forgangne liv. Som et næsten symptomatisk træk ved alle disse tidligere nazistiske topfolk er det som om de alle i deres 11. time forsøger at lægge afstand til Hitler og hans forbrydelser. Næsten alle forsøger de at fortælle, hvorledes de var meget uenige med Hitlers racepolitik, at de ikke fandt operation Barbarossa nødvendig, og at evt. forbrydelser i sidste ende nok i virkeligheden var blevet begået af det ondskabsfulde og manipulerende slæng omkring Hitler i form af Martin Bormann, Heinrich Himmler og Joseph Goebbels. Hvad der er fascinerende er, at disse anklagede på den ene side udtrykker en vis lede ved Hitler ofte udtrykt ved deres følelse af, at han gennem sit selvmord har ladt dem alle i stikken, og på den anden side kan de ikke undslippe hans faderagtige dominans og deres fascination ved hans karakter. Der er et næsten Peter-Jesus agtigt forhold mellem de anklagede og deres messias – Hitler. I denne 11. time forsøger de alle at benægte ethvert kendskab til forbrydelserne, og alle forsøger de at lægge afstand til hans politik, men deres beundring skinner alligevel igennem.

Det er disse mange sjælekvaler, der er fascinerende læsning i Nürnberginterviewene. Men desværre har bogen også en række negative aspekter. Leon Goldensohn døde i1961. Han havde på dette tidspunkt mere eller mindre opgivet ideen om at redigere disse interviews og udsende dem på tryk. Først her næsten 40 år efter hans død har hans bror besluttet sig for at lade omverden kende disse interviews. Dette forhold at Goldensohn ikke selv har redigeret interviewene forekommer desværre som et problem for bogen. Historikeren Robert Gellately har i stedet påtaget sig dette hverv, og resultatet er til tider temmelig uinteressant. Sagen er, at de anklagede der på tidspunktet for Goldensohns interviews stort set alle var mere eller mindre midt i deres egne retssager og derfor ofte forekommer, som om de overfor Goldensohn fører deres forsvar fremfor egentligt at ’krænge deres sjæl ud’. Derfor bliver interviewene til tider blot en gentagelse af udtalelser, der sandsynligvis allerede er at finde i beretninger om Nürnbergdomstolen. Ud fra en akademisk betragtning og vurdering af kildegrundlaget er det også kritisabelt, at Gellately ikke opstiller under hvilke kriterier han har redigeret interviewene. Da Gellately heller ikke er psykiater savner man også en psykiaters vurderinger og analyser, som nok ville have været til stede, hvis Goldensohn selv havde redigeret disse interviews. Goldensohn har dog indskrevet enkelte egne vurderinger og overvejelser, når han stiller spørgsmål til de anklagede. Dette resulterer i en letlæselig men ofte forvirrende tekstopsætning, hvor man til tider bliver i tvivl om, hvem der siger hvad – Goldensohn eller den anklagede, fordi de interviewedes egne udtalelser kun markeres med symbolerne >> der til tider uheldigvis er fraværende.

Ofte fremsætter de anklagede forskellige forklaringer og forsvar i forhold til anklagerne imod dem. Hvis man ikke er inde i deres sag fra andre afhandlinger om Nürnberg domstolene, sidder man ofte tilbage med en lidt ufuldkommen følelse, hvor man ikke aner, om deres forklaringer er sande eller ej; der ville det have løftet bogen væsentligt, hvis notesystemet havde været mere udbygget med en historikers svar på deres påstande.

Alt i alt er Nürnberginterviewene fascinerende læsning, men man mangler desværre en eller anden form for afrunding, og derfor fremstår teksten som ikke andet end en redigeret kildesamling, der selvfølgelig kan være nyttig for folk med en stærk interesse i enkelte af de tiltaltes historie, men for den brede offentlighed vil den nok forekomme langtrukken og ufuldkommen.