Polske stemmer
Af Preben Etwil
Med stor faktuel viden samt en udbredt solidarisk indlevelsesevne har Søren Kolstrup skrevet en glimrende bog om de polske indvandringsbølger i perioden 1892-2008 - startende med de polske roearbejdere og teglværksarbejdere fra begyndelsen af 1900-tallet, over jøderne fra Russisk Polen 1905 til 1920, de polske krigsflygtninge efter 1945, den kolde krigs afhoppere, den jødiske tvangsemigration i slutningen af 1960’erne, flugten fra den polske krigsretstilstand i 1980’erne og sluttende af med fri EU-indvandring af polske mandlige håndværkere og kvindelige sundhedsarbejdere i det nye årtusinde.
Når man har læst Kolstrup bog, kan man ikke være i tvivl om, at den danske arbejderhistorie i høj grad er sammenvævet med den polske indvandring. Indvandringen har vist både de gode og de mindre flatterende sider af den danske arbejderbevægelse. Men alt i alt er udsagnet i bogen, at indvandringen fra Polen i det lange løb var en gevinst for Danmark såvel som for Polen. I nogle perioder var det dog mere tydeligt end i andre perioder.
De forskellige indvandringsbølger fra Polen bliver i bogen forsøgt sammenstillet og sammenlignet. Kolstrup finder både ligheder og forskelle i indvandringsmønsteret. For alle otte perioder, der bliver analyseret, forsøger Kolstrup at se på hvilke demografiske, økonomiske og politiske pull- eller push-effekter, der lå bag udvandringen. Han beskriver også, hvordan og hvor hurtigt polakkerne (og de polske jøder) i de forskellige perioder bliver kulturelt indoptaget i det danske samfund. Sidst men ikke mindst analyserer Kolstrup virkningerne af den polske udvandring på de generelle samfundsmæssige forhold i både Polen og Danmark. I den forbindelse gives der en række udmærkede nutidshistoriske billeder af Polens udvikling. Det er helt givet, at en og anden dansker ikke er særlig velbevandret i nyere polsk historie. Det får de rig lejlighed til at råde bod på her.
Bogen starter med de velkendte roepigehistorier fra omkring 1890’erne. Her er nok ikke så meget egentligt nyt historisk stof at hente, men man må medgive, at de personlige beretninger gør fortællingen nærværende. En særlig dimension i analyserne er forholdet til den etablerede fagbevægelse. Fra at være ret ugleset på grund af indvandrernes klassetilhørsforhold, bliver forholdet væsentligt forbedret i begyndelsen af 1900-tallet, da polakkerne efterhånden får tilkæmpet sig overenskomster, og begynder at kæmpe sammen med de dansk organiserede landarbejdere. Alligevel kan der konstateres en vis træghed og niveaudeling i anerkendelsen. Fagbevægelsens top hilser polakkerne velkomne, mens de lokale ledere i fagforeningerne er langt mere forbeholdne i deres accept af de nye medlemmer.
Kolstrup beskriver i bogen en mindre kendt, men dog mellemstor, polsk indvandring af teglværks- og tørvearbejdere. De slog sig fra begyndelsen af 1900-tallet ned rundt omkring i Jylland og på Sjælland, og dannede ligefrem små lokale polske kolonier. I dag er der ikke nogle tydelige aftryk af polakkernes gøren og laden i lokalbefolkningernes historier – bortset fra gravstenene på de lokale kirkegårde. Efterkommere af disse polske tørve- og teglværksarbejdere blev så at sige assimileret i det danske samfund og drev på den måde naturligt ned i det almindelige anonyme menneskehav.
Historien om jøderne fra russisk Polen, er historien om hvordan en etnisk minoritetsbefolkning blev drevet på flugt både af simpel nød og fattigdom suppleret af politisk og religiøs forfølgelse. Det er også historien om, hvordan en generation af indvandrere på bare få generationer blev totalt integreret i det danske samfund – dog med den klare modifikation, at de fastholdt deres jødiske kultur og tro. Som en af deres egne udtrykte det: ”Et flydende smukt Dansk er en Betingelse for at kunne gøre sig gældende i det danske Samfund, men samtidig skal De som Jøde kunne tale, læse, skrive Jidddish for kun gennem dette kan De være i Kontakt med vort Folks Liv og Kamp” (p. 162). De polske jøder afveg på afgørende vis fra de tidligere polske indvandrere, da de ofte i forvejen var fagligt organiseret. De kunne derfor meget lettere end de polske landarbejdere indgå i de hjemlige arbejdskampe.
Mange danskere kender historien om de civile tyske flygtninge, der kom til Danmark i de sidste dage af Anden Verdenskrig. Færre er vidende om, at der sammen med denne store tyske flygtningestrøm også var et betydeligt antal polske krigsflygtninge, der blev interneret i en række lejre rundt om i Danmark. Forskellen mellem lejrene var, at de tyske lejre var bevogtede, mens de polske var ubevogtede. Men målsætningen for begge lejrtyper var, at de internerede flygtninge skulle vende tilbage til deres respektive hjemlande. Beskrivelsen af de polske krigsflygtninges vej gennem et totalt ødelagt Polen og deres ankomst til Danmark er hårrejsende læsning og er et af bogens allerbedste kapitler. Også fordi historien er overset i mange historiebøger. Men som altid når man har flygtningelejre, er der altid nogle der bliver tilbage. I Danmark drejede det sig omkring 500 personer, der primært blev ansat i landbrug, der var knyttet til sukkerproduktionen. Dette erhverv oplevede nemlig en stor efterspørgsel efter arbejdskraft lige efter krigens afslutning. En efterspørgsel der aftog betydeligt med mekaniseringen af landbruget i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne. De personlige beretninger, som polske flygtninge giver til Kolstrup om forholdene i lejrene og uden for, er måske bogens mest værdifulde.
Bogens kvalitet tynder noget ud efterhånden, som vi nærmer os nutiden. Der er en hæderlig beskrivelse af polske afhoppere under den kolde krig, men det er nok lidt af en overdrivelse, at kalde det en indvandringsbølge.
Mere kød på historien kommer der igen omkring den jødiske tvangsemigration i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Selve indvandringsbølgen er nok ikke det mest interessante, men Kolstrups analyse af de indenrigspolitiske forhold i Polen, der fører til jødeforfølgelsen, er et klassisk eksempel på, at misrøgtede diktaturer – uanset politisk observans – altid finder ydre fjender, som gøres til syndebukke for alvorlige interne problemer. Polen var ingen undtagelse. Solide og loyale samfundsstøttende jøder blev gjort til statsløse flygtninge, og nogle af dem endte i Danmark. Heldigvis faldt det sammen med, at Danmark i denne periode havde sin måske mest liberale flygtningepolitik nogensinde: ”Danmark havde ikke tidligere i landet historie (måske bortset fra de ungarske flygtninge i 1956) praktiseret en tilsvarende liberal flygtningepolitik. Alle – gamle som unge, arbejdsduelige som syge og handicappede – fik asyl. De polske jøders ret til asyl i Danmark gjorde landet til et mål for de tvangsemigrerede” (p. 241).
Den sidste store indvandringsbølge fra Polen under det kommunistiske styre skete efter, at der var blevet indført krigsretstilstand i Polen i december 1981. Bogen giver en udmærket forståelsesbaggrund for Solidaritets opståen, funktionsmåde og delvise forvitring. Men regimets sidste politiske krampetrækninger var så at sige begyndt. Samfundet var brudt sammen, og ledelsen af landet havde mistet legitimitet. Dette medførte, at landet blev: ”grebet af en ”samfundspatologi”, hvor alkoholisme, kriminalitet og misrøgt greb om sig […] Landet faldt ned i et sort hul” (p. 300). I dette mismod blev der dog udviklet en politisk opposition: ”som trods alle tilbageslag overlevede krigsretstilstanden godt hjulpet af støttekomiteer og pres udefra, og som banede vejen for Østeuropas første ikke-kommunistiske ministerpræsident” (p. 300). I kampens hede var det nødvendigt for en række oppositionelle kræfter at søge ly eller direkte beskyttelse udenlandsk – hvoraf nogle kom til Danmark. I bogen følger vi et par flygtningeskæbner i Danmark. Der er tale om medlevende personportrætter, men baggrundshistorierne er ikke uden interesse.
Den sidste store indvandrerbølge som bliver analyseret, er den massive økonomisk betingede folkevandring, der skete i kølvandet af Polens EU-medlemskab i 2004. Bogen beskriver livet for en række håndværkere og sundhedsarbejdere. Polakkerne var veluddannede og flittige, og kunne i Danmark opnå en løn der var syv til ti gange større end i deres hjemland. Dette fik mange – især yngre – polakker til at være ekstrem mobile. De gode økonomiske forhold i Danmark, og i resten af Vesten, gjorde at mange polakker, når de kom til det nye land, blev genstand for plat og svindel. De kendte ikke selv deres rettigheder, og selv om de blev snydt og bedraget så vandet drev, oplevede mange af dem langt bedre arbejdsmæssige og økonomiske kår, end de var vant til, hvorfra de kom. Dette skabte naturligvis et betydeligt modsætningsforhold mellem de lokale og de tilrejsende. De lokale arbejdere kunne med rette frygte, at de fremmede udgjorde en direkte fare for lønpres og dårligere arbejdsforhold. Bogen beskriver på fornem vis, at når der blev opnået overenskomstmæssige forhold på arbejdspladserne, blev modsætningerne også minimeret.
En så omfattende bog kan ikke være uden svagheder. Det er heller ikke tilfældet her – fx er bogen fyldt med litteratur- og kildehenvisninger, men ikke på en særlig klar og oversigtlig måde. Som læser kan man nogle gange godt sidde tilbage med en dunkel usikkerhed om interviewet er fortaget af forfatteren selv, eller om det er refereret fra en anden kilde. Der veksles også lige rigeligt mellem kildebaseret viden og personlige refleksioner. En klarere distinktion ville have været ønskelig. Ligeledes er det af og til noget uklart, om referencen er en henvisning til videre og supplerende læsning, eller om det er en egentlig tolkning af det foreliggende kildemateriale. I den sidste del af bogen virker det som om, at gentagelserne er ved at tage overhånd – også mere end en ”moderat overlapning”, som påstået i forordet.
Disse skønhedsfejl til trods kan på ingen måde bringe bogens samlede indtryk i fare. Her foreligger der nemlig en solid og gennemdokumenteret beretning om de polske indvandringsbølger i perioden 1892 – 2008. Bogen kombinerer på bedste måde de politiske, økonomiske og sociologiske videnskaber i en konkret historisk ramme.
