Ukraines historie

Af Thomas Petersen

Ukraine har siden opstanden i februar 2014 på Maidan-pladsen i Kijev stået højt på den internationale dagsorden. Mange ord og enorm stor spalteplads er brugt på begivenhederne på pladsen, på regeringsomvæltningen i hovedstaden samt ikke mindst på Ruslands formelt u-acceptable, men i virkelighedens verden forståelige indblanding i de østlige ukrainske regioner samt annektering af den strategisk uhyre vigtige Krim-halvø. USA´s lunkne og EU´s skarpe reaktion i form af sanktioner mv. samt Ruslands svar var forventelige og for nogle også forståelige. I hvert fald er det alment kendt stof.

Nato´s reaktioner i form af en usædvanlig hidsig og skarp retorik, grænsende til den velkendte ditto fra den kolde krig, samt senest beslutningen om troppe-deployering i de baltiske med flere lande og Ruslands reaktion herpå er måske mindre hensigtsmæssig – ja, oven i købet direkte farlig. Opmærksomheden omkring Ukraine, Krim mv. har ikke overraskende fremkaldt en mængde litteratur, nationalt og internationalt. Mere eller mindre lødig. Nærværende bog hører til den i særdeleshed lødige slags og repræsenterer et vellykket forsøg på at placere og diskutere den øjeblikkelige konflikt ind i den historiske ramme, hvor den naturligvis hører hjemme.

Schweiziske Andreas Kappeler (f. 1943) hører til i superklassen af Europas betydelige historikere og slavister. Uddannet på universiteterne i Zürich og Wien. Og med et omfattende og væsentligt forfatterskab bag sig. Disputatsen handlede om det brogede mønster af etniske mindretal langs floden Volga. I årene 1982-98 var Kappeler professor i østeuropæisk historie ved universitetet i Köln, dernæst kaldet professor, ligeledes i østeuropæisk historie, ved universitetet i Wien. Indtil pensioneringen i 2011. Hans forskning har primært handlet om nationale mindretal i det tsaristiske Rusland – især som nævnt mindretal langs Volga som tatarer, tjuvasjer, basjkirer og mari. Men også muslimer i Rusland og Centralasien har haft Kappelers aktive forsknings-interesse.

Siden 1980erne kom Ukraines historie i fokus i Kappelers forskning. Især efter hans kaldelse til Wien i 1998 koncentrerede han sig om de tidligere habsburgske dele af det nuværende Ukraine, Galicien. Blandt forfatterens hovedværker kan nævnes Russland als Vielvölkerreich. Entstehung, Geschichte, Zerfall fra 1992.

Allerede fem dage efter det fejlslagne kupforsøg mod Gorbatjov den 19. august 1991 erklærede det ukrainske parlament landet for selvstændigt. Og uafhængigt af en voldsomt skrantende Sovjetunion. En skrantning, der især tog fart efter nævnte kupforsøg. Den 1. december samme år stemte 90 % af den samlede befolkning ved en folkeafstemning ja til den erklærede uafhængighed. Med den høje ja-procent må mange etniske russere også have stemt for uafhængigheden. En uge senere, den 7. december, opløste præsidenterne for Rusland, Ukraine og Hviderusland en flosset union og erstattede den med et løst fællesskab af uafhængige stater. Ukraine er arealmæssigt Europas næststørste stat og hører med sine 45 mio. indbyggere blandt de største i Europa. Etniske ukrainere indtager en sjetteplads blandt denne verdensdels nationer. Ikke desto mindre kom Ukraines selvstændighed som en overraskelse for alle.

Dette er alt sammen kendsgerninger, der sammen med en mængde psykologi og andet umåleligt er vigtige at have in mente, når man skal vurdere Ukraines betydning – samt ikke mindst Ruslands reaktion, aktion og adfærd i den aktuelle verden. Det var da også med udgangspunkt i Ukraines andel i Sovjetunionens opløsning i 1991, at Andreas Kappeler i 1994 udgav sin Kleine Geschichte der Ukraine. Ligesom det var den aktuelle situation omkring Ukraine, der motiverede forfatteren til i 2014 at udsende en stærkt opdateret fjerde udgave af sin bog. Det er denne udgave, der danner grundlag for nærværende oversættelse af bogen til dansk. Den behandler det nuværende Ukraines historie fra middelalder til nutid, hvor dog tiden siden uafhængigheden i 1991 optager en tredjedel af bogens 481 sider.

Det er yderst prisværdigt, men samtidig noget af en satsning, når det lille familiedrevne forlag Ellekær vover at udgive denne prægtige og vægtige bog. Et forlag, hvor manden Jens er direktør og oversætter, mens fruen Dorte står for det tekniske som f.eks. layout og korrektur. Ganske vist er Ukraine oppe i tiden og genstand for mange dagsaktuelle samt for mange mere eller mindre seriøse publikationer, der rapporterer fra den allernærmeste fortid og dens krigsskuepladser. Men her er bogen, der leverer hele pakken. Skal og vil man få en mere tilbundsgående forståelse af, hvad der foregår i Ukraine og ikke mindst hvorfor, skal man studere nærværende bog, der giver læseren det historiske bagtæppe og tapet. Oven i det hele lærer man en hel masse om de tilgrænsende lande.

Bogen involverer de stater, der gennem tiderne har regeret over hele eller dele af det nuværende Ukraine – det vil sige Polen-Litauen, Rusland, det genopstandne Polen efter 1. Verdenskrig samt Sovjetunionen. Kappeler veksler klogt mellem et russisk og et ukrainsk perspektiv samtidig med, at han underkaster de ukrainske nationale myter historikerens kritiske blik. Dermed bliver hans bog ikke blot ukrainernes historie, men tillige de etniske gruppers – russere, polakker, jøder m.fl. - historie. I aktualitetens interesse behandler forfatteren udførligt de senere års dramatiske begivenheder helt frem til efteråret 2014.

I lange perioder af deres historie har ukrainerne stået i skyggen af deres tilgrænsende statsfolk. Indtil slutningen af 1600-tallet underlagt Polen-Litauen, derefter Rusland. Bortset fra ganske korte perioder har Ukraine ikke været en stat – kun nation. Hverken polakker eller russere anerkendte dem som en nation, men derimod som dele af deres egen nation. Russerne tog skridtet fuldt ud ved i 1800-tallet simpelthen at forbyde ordet ”ukrainere” og erstatte det med ”lille-russere”. Så var styrkeforholdet og synsvinklen ligesom slået fast med syvtommesøm. Også mange ukrainere eller i hvert fald overklassen blandt dem var tiltrukket af den statsbærende nations sprog og kultur. Denne proces blev i 1800- og 1900-tallet forstærket af forsøg på en aktiv russificering fra såvel den tsaristiske som den sovjetiske statsmagt. Personligt husker jeg en kollega fra universitetet i Kijev, som jeg oprindelig havde mødt i Georgiens hovedstad Tbilisi. Og hvor vi ubesværet kommunikerede på russisk. Et par år senere inviterede vi samme kollega til en konference på Aarhus Universitet. Men nu kunne han pludselig kun tale ukrainsk.

”Når den statslige kontinuitet mangler, og nationens eksistens er omstridt, hvad kan så være genstanden for en ukrainsk historie”? Spørger forfatteren retorisk i sin indledning. Er det historien om et landområde, er det historien om et folk eller er det historien om overordnede stater? Kappeler gør opmærksom på, at de samme spørgsmål kan stilles, når det handler om mange andre yngre nationer som tjekker, letter, italienere og tyskere.

Kappeler gør opmærksom på, at al historie skrives med udgangspunkt i nutiden. Derfor kan en nutidig Ukraine-historie relateres til den ukrainske stat, der har eksisteret siden 1991. I uafhængighedserklæringen fra august samme år, påberåbte det ukrainske parlament sig Ukraines tusindårige statslige tradition. Det vil sige fra Kijevriget fra 900- til 1200-tallet, over fyrstendømmet Galicien-Volynien i 1200- til 1300-tallet, storfyrstendømmet Litauen fra 1300- til 1500-tallet, Dnepr-kosakkernes hetmanat i 1600-tallet, det kortvarige hetmanat i 1918 og til Den ukrainske Folkerepublik 1918-20. Denne tusindårige statslige tradition er, som Kappeler helt korrekt gør opmærksom på, imidlertid en national myte. Gennem lange dele af sin historie var Ukraine nemlig en del af tilgrænsende stater. Som Litauen, Polen, Det russiske Imperium, Det habsburgske Imperium og Sovjetunionen.

Kappeler indrømmer, at ingen af de gængse kriterier (som f.eks. stat, nuværende territorium, folk eller geografisk område) på tilfredsstillende måde kan definere genstanden for den ukrainske historie. Hans tilgang er derfor mere fleksibel og dynamisk. Konkluderende erklærer han derfor:

”Jeg ser ukrainsk historie som historien om det område, hvor ukrainerne levede som befolkningsflertal. I overensstemmelse hermed projicerer jeg ikke de nuværende grænser for deres beboelsesområde tilbage på historien. De ikke-ukrainere, som lever i Ukraine, bliver dog medinddraget, men derimod ikke de ukrainere, som udvandrede til Rusland og Sibirien eller til Nordamerika og Vesteuropa”, (side 10).

Den grundighed og akribi, der sammentrængt fremgår af dette citat gennemsyrer og karakteriserer generelt denne velskrevne bog.

Hvordan deler man historien? Det er i virkelighedens verden det helt store spørgsmål. I forskningen er det endvidere et vanskeligt problem. Kappeler bruger den historiske arv fra det middelalderlige Kijev-rige som eksempel (side 39f.). Russere, der med egne øjne ønsker at se, hvor kristningen af deres fjerne forfædre ifølge Nestor-krøniken fandt sted, er i dag henvist til at rejse til udlandet for at få ønsket opfyldt. Det svarer til, at danske skolebørn skulle til Holsten for at se noget, der svarer til den store Jelling-sten.

Kappeler mener entydigt at kunne fastslå, at russernes eksklusive krav på arven fra Kijev-Rus ikke er holdbar. Her vejer ukrainernes argumenter vedr. territorium og befolkning efter hans mening tungere end russernes ditto vedr. dynastiske, politiske og kirkelige kontinuiteter. Kappeler har svært ved at se, hvorfor herskere som Vladimir den Hellige og Jaroslav den Vise fra 900- og 1000-tallet skal skildres som russere, eller hvorfor russerne skulle kunne gøre krav på byen Kijev med dens kulturelle arv og historiske mindesmærker som for eksempel Sofia-domkirken og Huleklostret.

På den anden side har han også svært ved at se Kijevriget eksklusivt som en ukrainsk stat. Det omfattede nemlig ikke kun ukrainernes forfædre, men også stor- og hviderussere. ”Derfor kan begreberne ”russisk” og ”ukrainsk” ikke anvendes til at beskrive Kijevriget og dets befolkning”, slår forfatteren følgelig fast side 41. I stedet må man anvende substantiverne Rus og østslavere og adjektivet østslavisk. Eksemplet illustrerer, hvordan Kappeler gang på gang i løbet af sin bog argumenterer for og imod, før han fælder dom – et afgørende kendetegn på den habile forsker.

Bogen dokumenterer til fulde en forsker, der har styr på sit begrebsapparat, sin litteratur og sine kilder. Og som kender den internationale forskning i dens dybde og bredde. Bogen er med sine 99 billeder overdådigt illustreret. Forfatteren har strøget henvisninger, men medtaget en omfattende litteraturliste. Oversætteren er sluppet rigtig godt fra sin opgave. Ikke mindst vedrørende de traditionelt svære terminologiske gengivelser.

Det foreliggende værk repræsenterer efter to århundreder (det vil sige siden Johann Christian Engel´s værk Die Geschichte der Ukraine und der ukrainische Kosaken, wie auch der Königreiche Halitsch-Wladimir fra 1796) det første forsøg på en samlet tysk-sproget fremstilling, skrevet af en ikke-ukrainer. I det angelsaksiske område udgav den amerikansk-canadiske historiker, men med ungarske og ruthenske rødder, Paul Robert Magocsi i 1996 det monumentale og skelsættende værk A History of Ukraine.

Kære læser, læs og studer denne bog grundigt, og du vil i fremtiden kunne udtale dig langt mere overbevisende om, hvad der er ret og rimeligt, forkert og rigtigt – kort sagt mere sagligt end tilfældet er i dag om et af Europas påtrængende spørgsmål.

Siden er oprettet 7. september 2016.