For the Health of the Enslaved

Af Poul Ulrich Jensen

I 1803 ophørte den transatlantiske slavehandel for Danmarks vedkommende, og det var frem til slaveriets afskaffelse i 1848 ikke længere muligt for plantagerne i Dansk Vestindien at få tilført ny arbejdskraft. Slavernes helbred blev hermed et presserende anliggende for både plantageejerne og koloniadministrationen, især på St. Croix hvis sukkerrørsplantager var øens helt afgørende indtægtskilde. Det skulle imidlertid vise sig umuligt at forhindre en stadig nedgang i antallet af slaver – den høje dødelighed oversteg år for år fødselstallet. Sygdom og død var altid nærværende under de tropiske himmelstrøg både for hvide og farvede, men slaverne var desuden som privat ejendom i høj grad afhængige af plantageejernes villighed til at gøre en indsats for deres overlevelse.

Niklas Thode Jensen, ekstern lektor ved SAXO-Instituttet på Københavns Universitet, har foretaget en omfattende undersøgelse af slavernes sygdomme og levevilkår på St. Croix samt den sundhedspolitik, der blev iværksat fra myndighedernes side i perioden 1803-48. Hermed er der føjet et vigtigt kapitel til forskningen i vores kolonihistorie, for selv om den er tiltagende i disse år, er netop det medicinhistoriske aspekt et temmelig overset område. Det er dog ikke fordi, der mangler kildemateriale. Danmarks tilstedeværelse i Caribien var særdeles beskeden i geografisk udstrækning, men ingen anden kolonimagt har efterladt en så omhyggelig dokumentation - ikke mindst med hensyn til sundhed og sygdom. Det er da også lykkedes forfatteren at bringe ny spændende viden for dagen.

Den velstrukturerede undersøgelse falder i to afdelinger. Der er først spørgsmålene om selve sundhedsvæsenets organisering, det vestindiske sygdomspanorama og lægernes behandlingsmuligheder. Den danske stat, der i midten af 1750’erne overtog de tre øer St. Thomas, St. Jan og St. Croix fra et privat handelskompagni, havde frem til o. 1800 opbygget et komplet sundhedsvæsen efter hjemlandets forbillede. Antallet af læger var forholdsvis stort, og næsten alle plantager på St. Croix havde eget hospital. Den europæiske lægevidenskab havde til gengæld i første halvdel af 1800-tallet, bortset fra kirurgien, ikke udviklet sig særligt siden oldtiden – det var stadig den gængse opfattelse, at de fleste sygdomme skyldtes ubalance i legemsvæskerne, og at den væsentligste smittekilde var forurenet luft, ”miasma”. Bakteriologien hørte endnu fremtiden til, og lægernes indsats bestod oftest i åreladning og udrensende medikamenter, der gjorde mere skade end gavn. Der var dog også enkelte nye våben i sygdomsbekæmpelsen – koppevaccinationen og kininen mod febertilfælde. 

Men med eller uden effektive kurmetoder var der flere barrierer at overvinde under de fremmede himmelstrøg. Indsatsen stod og faldt med slaveejernes samarbejdsvilje, og her kunne der udspille sig en form for magtkamp. Plantageejernes voksende problemer med store gældsposter, udpint jord og mangel på arbejdskraft gjorde dem modvillige overfor ethvert sundhedsfremmende initiativ, der kunne indebære økonomiske omkostninger. Slaverne var desuden ofte tilbageholdende med at underkaste sig den autoriserede lægebehandling, der lå langt fra deres egen opfattelse af sygdomme og deres årsager. For dem var der overnaturlige kræfter på spil, og kuren måtte nødvendigvis omfatte magisk-religiøse ritualer, udført af særligt kyndige ”Obeah” mænd. Denne del af deres afrikanske kulturarv havde overlevet omplantningen til Dansk Vestindien, selv om den efter slavehandelens ophævelse efterhånden svandt ind. Til gengæld holdt deres brug af egne husråd i form af lægeplanter stand, og de var ofte mere effektive end de danske lægers medikamenter. Men uanset de forskellige opfattelser var der én uomgængelig kendsgerning – Dansk Vestindien var, som det omfattende kildemateriale fortæller, et notorisk usundt opholdssted.

Det fremgår med al ønskelig tydelighed af de medicinalberetninger, der årligt sendtes fra øernes læger til Det kongelige Sundhedskollegium i København, og af plantagehospitalernes journaler. Feberen var i høj grad den vestindiske svøbe – især i sine farligste former som gul feber og malaria, men også fysiske skader var hyppigt forekommende. Det hårde arbejde resulterede i sår, knoglebrud og brok, manglende hygiejneforanstaltninger gav problemer med fordøjelsessystemet, og det fugtige vejr angreb lungerne. Dødeligheden blandt slaverne var således høj gennem hele den undersøgte periode, men varierede til dels efter årstiderne. Efteråret var den farligste tid, hvor sukkerrørene blev plantet, ofte i køligt og fugtigt vejr og med utilstrækkelige fødevarerationer til at kompensere for det hårde slid. De officielle myndigheder var opmærksomme på problemerne, men koloniadministrationens forsøg på at forbedre vilkårene strandede på en manglende eller i bedste fald forældet lovgivning og plantageejernes økonomiske argumenter. Det var dog en magtkamp, der langsomt bragte forbedringer i de sidste år af slaveriets eksistens.

Bogens anden del graver gennem tre ”case studies” af slavernes ernæring, koppevaccination og jordemødre lidt dybere i problemerne med den danske koloniadministrations sundhedspolitik. I perioden fra 1817 – 48 gjordes en ihærdig indsats for at bedre slavernes fødevaresituation. Det blev pålagt plantageejerne at udlevere en nøje fastsat ugentlig minimumsration, der dog efter forfatterens beregninger kun kunne dække omkring 75 pct. af energiforbruget ved markarbejdet. Næringsværdien i de udleverede rationer var også langt fra optimal, så slaverne var givetvis underernærede, undtagen under forårets høst, hvor der var adgang til en rigelig ration sukker. Denne barske konklusion sættes yderligere i relief, når man ser på dødeligheden blandt slavernes børn op til femårsalderen. Den var på 40 pct. og skyldtes i højere grad de sparsomme rationer end epidemier og dårlige hygiejniske forhold – økonomiske hensyn var således den store dræber på St. Croix’s sukkerplantager selv i slaveriets sidste år.

Til gengæld førte kampen mod de frygtede koppeepidemier til et positivt resultat. Efter ophøret af den engelske besættelse i 1815 blev der oprettet et temmelig enestående vaccinationssystem i Dansk Vestindien. I modsætning til de britiske og franske kolonimagter, der kæmpede med mangel på vaccine, modstand i befolkningen og dårlig kontrol af de vaccinerede, indgik lægerne, den lokale koloniadministration, sundhedskommissionen og karantænevæsenet i et effektivt samarbejde, og resultatet af anstrengelserne var til at få øje på - ingen alvorlig koppeepidemi ramte St. Croix i årene 1803 til 1848. Også jordmodervæsenet var bygget op efter hjemlige principper, men her var det sværere at overføre systemet til den danske tropekoloni – magtkampe og kulturforskelle kom i vejen, og europæisk fødselsvidenskab harmonerede dårligt med slavernes traditionelle tabuer og ritualer. Og så var der som næsten altid den økonomiske side af sagen – at få oplært en lokal kvindelig plantageslave til jordemoder var en udgift uden nogen øjeblikkelig synlig gevinst. Alt i alt betød den manglende kontrol med jordemodervæsenet en betydelig større risiko for både moder og barn, men systemet var dog væsentlig mere effektivt end i fransk og britisk Vestindien.

Niklas Thode Jensen har med denne bog om slaver, medicin og magt i Dansk Vestindien 1803-1848 leveret et særdeles væsentligt bidrag til forskningen i sygdoms- og sundhedsforhold frem mod slaveriets afskaffelse. Og som en rød tråd gennem undersøgelsen går en sammenligning med de britiske og franske tropekolonier, så de dansk-vestindiske forhold kan sættes ind i en større sammenhæng. Teksten er på engelsk, så der skulle være gode muligheder for, at de mange spændende resultater også vil nå ud over landets grænser, og den suppleres på udmærket vis af både gode illustrationer, tabeller og grafiske fremstillinger af det omfattende talmateriale. Det er således på alle måder en anbefalelsesværdig bog, der forhåbentlig vil blive fulgt af andre med lignende forskning. Koloni- og medicinhistorie er nemlig en meget frugtbar kombination.