Hundrede års krig mod Palæstina
Af Søren Peder Sørensen
”Hundrede års krig mod Palæstina” er et mammutværk på 462 sider, der udkom i 2020 og oversat til mange sprog, og nu også til dansk. Det er godt, for bogen er både aktuel og indsigtsfuld.
Til den danske udgave har Rashid Khalidi tilføjet et 25 sider langt efterord, hvor han analyserer den aktuelle krig, der brød ud den 7. oktober 2023 efter Hamas terrorangreb på Israel. Den tragedie, der udspiller sig for vores øjne, adskiller sig fra tidligere krige ved at være den hidtil værste målt i brutalitet, død og ødelæggelser. Men ifølge forfatteren rummer den ikke noget afgørende nyt. Det er det samme mønster som krigene de sidste 100 år om Palæstina.
Forfatterens hovedpointe er, at 100 års krigen er af grundlæggende kolonialistisk karakter, hvor eksterne magter har spillet en stor rolle i udkæmpelsen af den. Storbritannien frem til 2. Verdenskrig og USA med flere derefter. Disse stormagter har aldrig været hverken neutrale eller reelle mæglere i konflikten. De har altid været, og er stadig aktive deltagere i krigen på Israels side. En krig mellem kolonisator og koloniseret, mellem undertrykker og undertrykt. Så længe det varer ved, vil konflikten aldrig finde en fredelig løsning.
Rashid Khalidi (født 1948) er en internationalt anerkendt palæstinensisk-amerikansk historiker, der i mange år har forsket i palæstinensernes historie og identitet. Han tilhører en palæstinensisk overklasse og en lærd familie, der i generationer arbejdede i den osmanniske administration. Hans bedsteforældre blev ved staten Israels oprettelse i 1948 fordrevet fra deres hjem i en landsby nær Tel Aviv. Bedstefaderen, der var 85 år, nægtede i første omgang at lade sig flytte, da han ikke ville forlade sit hus og alle sine bøger. Til sidst blev han tvunget til det, og mistede både hus og bøger.
Forfatterens familie har siden været spredt for alle vinde, i arabiske lande, Europa og USA. Hans far var blandt de første palæstinensere, der arbejdede i FN i New York som ekspert på Mellemøsten. Forfatteren selv har virket som rådgiver for den palæstinensiske delegation ved en fredskonference i USA i 1991.
Et historisk overblik
”Hundrede års krig mod Palæstina” giver et historisk overblik over konflikten, fra den tidlige zionisme i slutningen af 1800-tallet, op til nutidens krige. Forfatteren sætter fokus på seks begivenheder, blandt dem Balfour-deklarationen i 1917, som under den britiske mandatperiode tilegnede Palæstina til det jødiske folk, uden at skele til de palæstinensiske arabere, som udgjorde flertallet.
Den opfattelse, at der kun var et folk i Palæstina, nemlig det jødiske folk, blev gentaget i Folkeforbundets deklaration i 1922, palæstinenserne blev skrevet ud af historien som ”et ikke-jødisk folk” og den kom til sin endelige udførelse, da FN med en resolution den 29. november 1947 set i lyset af Holocaust under 2. Verdenskrig anerkendte oprettelsen af staten Israel.
”Al Nakba”, katastrofen, har palæstinenserne siden kaldt det, da 750.000 mennesker, over halvdelen af den daværende palæstinensiske befolkning, blev fordrevet fra det, der blev til staten Israel. Familier og lokalsamfund blev opløst og spredt til nabolandene og til Vestbredden og Gaza. Fordrivelsen kom til at præge palæstinensernes identitet dybt og blev en kollektiv rystelse, som har forfulgt dem siden.
At begivenhederne fra dengang udviklede sig fatalt for palæstinenserne har ifølge forfatteren flere årsager. Den ene er den ulige kamp mellem palæstinenserne og Israel med sin stærke militærmagt. Den anden er det udbredte narrativ i vesten, som sætter lighedstegn mellem palæstinenser og terrorist. Den tredje er arabiske lederes svigt; de har hele tiden forsøgt at overbyde hinanden retorisk i deres støtte, men uden at gøre noget som helst.
Desuden har palæstinenserne sammenlignet med israelerne haft svært ved at slå igennem i forhold til vestlige ledere og medier. Det gjaldt også PLO´s legendariske leder i årtier, Yasser Arafat, som forfatteren kendte personligt og besøgte i juli 1994, da han netop var vendt tilbage til Palæstina efter 30 års eksil i arabiske lande. Arafat var lykkelig for at være tilbage i sit hjemland. Men han syntes at have mistet forståelsen for den verden, som han var omgivet af, en israelsk besættelsesmagt, der spærrede ham inde i hans hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden, hvor han sad til kort før sin død i 2005.
Konfliktens kerne
At to folk gør krav på det samme land, som de hver opfatter som deres eget, det er konfliktens kerne. For begge folk handler det om retten til at eksistere og have et nationalt tilhørsforhold. Israelske jøder ser sig selv om et folk, der er de historisk retmæssige ejere. Palæstinenserne opfatter det som deres forfædres land, som de har en historisk forankret ret til. At Israel de seneste 80 år har skabt et blomstrende samfund med et stærkt nationalt tilhørsforhold, har de aldrig kunnet forlige sig med.
Skal denne konflikt finde en fredelig løsning, er der kun én ting at gøre. Parterne bliver nødt til at anerkende, at der lever to folk i Palæstina, og at det ene folk ikke benægter det andet folks nationale eksistens. En gensidig accept er nødt til at hvile på lige rettigheder, uanset hvilke historiske forskelle, der er mellem de to folk. Ifølge forfatteren findes der ingen anden bæredygtig løsning, hvis man da ser bort fra den utænkelige situation, at det ene folk bliver udryddet eller fordrevet af det andet!
Bogen er kendetegnet ved en kombineret historisk forskning og personlige erfaringer. Ikke just let læsning med en vrimmel af lange og ukendte arabiske navne, begreber og fodnoter (60 sider). Alligevel er bogen ikke til at komme uden om, når man skal forsøge at forstå den komplekse situation om Palæstina. Den giver en dybere forståelse, ofte anskuet fra en anden vinkel end den gængse. Bogen rummer en grundtone med ønsket om at forstå modstanderen, hvilket er en anderledes og mere konstruktiv tilgang end den stærkt polariserede debat på de sociale medier og andre steder.
[Historie-online.dk, den 29. juli 2025]
