Israel – kampen for staten

Af Anders Ellegaard  

Det er med blandede følelser, man nærmer sig denne bog som genstand for en anmeldelse. Emnet Israel skal ikke tages frem ved et almindeligt hyggeligt selskab. Emnet er egnet til hidsige diskussioner og fastlåste meninger. Siger man noget pænt om Israel, jøder eller zionister, er man det ene, og siger man noget pænt om palæstinensere og arabere, er man det andet. Og omvendt!  

I sit forord skriver overrabbiner emeritus Bent Melchior, at når man tager stilling til enkelte emner i en mere end hundrede år gammel strid, vil man blive beskyldt for at ”holde med” snart den ene part, snart den anden. Bent Melchior skriver videre, at selv om han anser sig selv som ven af Israel, betyder det ikke, at han er fjende af palæstinenserne eller modstander af deres rettigheder.  

Den kinesiske general Zun Tsu skrev, at man skal kende sin fjende og sig selv og derved undgå 100 slag. Lettere fortolket kan man sige, at ved at følge den alment menneskelige og gode akademiske tradition med at sætte sig grundigt ind i både egne og modpartens historie, forudsætninger, holdninger og meninger, kan man på et fornuftsgrundlag afgøre, hvad man selv synes er ret og rimeligt i en sag. Og måske dele sol og vind lige.  

Præsident George W. Bush (ham skal man heller ikke nævne i et pænt selskab!) sagde i en tale: ”Either you are with us or against us (… with the terrorists)”. Det er et falsk dilemma, en sort-hvid tankegang, som ikke tillader en afbalanceret eller nuanceret stillingtagen eller holdning til et emne. Emnet Israel hører til i den kategori, hvor mange har fastlåste meninger og holdninger.  

Søren Harslund har skrevet en bog om staten Israels historiske forudsætninger og om skabelsesprocessen for statens tilblivelse efter 1948. Forfatteren beskrives på bogens omslag som født i 1944, forsikringsuddannet, medlem af Kristendemokraterne med forskellige tillids- og ledelsesposter, ledelsesmedlem i det danske FN forbund og medlem af Det Udenrigspolitiske Selskab siden 1981.

Søren Harslund oplyser desuden selv, at han har studeret ved Danmarks Tekniske Højskole (nu DTU) og ved Københavns Universitet, og at han har aftjent sin værnepligt som befalingsmand ved Civilforsvarskorpset (nu Beredeskabsstyrelsen).

Og nu til bogen!  

Der er hele tre forord.

Det første af Overrabbiner emeritus Bent Melchior, som peger på, at både de traditionelle og de nye, sociale medier kun kan skrive overfladisk om dagens aktuelle begivenheder.

Bogen her giver mulighed for fordybelse. Bent Melchior roser forfatteren for at være objektiv. Ikke forstået som neutral, for forfatteren tager også stilling, men på en sådan måde, at læseren får mulighed for selv at drage sine egne konklusioner. Bent Melchior mener også, at forfatteren vil få skæld ud af mere radikale tilhængere fra begge sider. 

I det andet forord skriver Flemming Kofod-Svendsen, tidligere boligminister og udenrigspolitisk ordfører for Kristeligt Folkeparti, at bogen med sin bredde og sine mange emner kan give viden til både den uforberedte og den allerede vidende læser. Den er desuden egnet som opslagsbog, når et emne skal belyses nærmere.

Det tredje forord er skrevet af forfatteren selv. Her citeres Aldous Huxleys tanker om forkortelse og kortfattethed. Den korte, elegante form kan være ensbetydende med usandhed, men på den anden side er forkortelse ofte en nødvendighed. Alternativet kan være slet ingen fremstilling. Målet er at fortælle ”betydelig mere end de farlige kvart- og halvsandheder, der altid har været gangbar tankevaluta”. Forfatterens anden præmis er at være så objektiv som mulig, og den tredje præmis har været at beskrive de internationale bestræbelser, der har været for at skabe ordnede forhold i området. Forfatteren gennemgår herefter bogens fem dele med oplysninger om indhold og intentioner.  

Bogens første del er en gennemgang af jødernes og zionismens historie. For mange er zionismen (længslen tilbage til højen Zion i Jerusalem, Zions Bjerg) et begreb, som stammer fra Wien i 1885, hvor forfatteren Nathan Birnbaum brugte det for første gang. Det udgjorde grundlaget for den jødiske nationale selvstændighedsbevægelse, som Theodor Herzl grundlagde i 1897. Tanken var at løse det jødiske folks problemer ved dannelse af en egen stat.

Forfatteren redegør imidlertid for, at længslen mod Zions Bjerg har levet siden jøderne blev eksileret til Babylon i det 6. århundrede f.Kr. Begrebet ”Eretz Yisrael” er synonymt med jødernes tilknytning til det geografiske område. Det symboliserer det jødiske folks fødested, hvor dets åndelige, religiøse og politiske identitet fødtes. Hvor Kristendommen blev universel og international forblev ”Eretz Yisrael” en central del af det jødiske folks identitet. Der er således identitet mellem folket og landet.

Uanset hvor svært det i perioder har set ud, har drømmen altid levet for jøderne. Det var denne drøm, som i sidste ende førte til dannelse af staten Israel i 1948.

Indtil Første Verdenskrig var der ringe indvandring af jøder til området, som for størstedelen var ufrugtbar ørken. Efter krigen opstod der i perioden 1919-1923 en indvandring fra Sovjetunionen og Østeuropa af jøder, som var landbrugere. Fattige, men unge og zionister. Der dannedes kollektiver/kibbutzer og kooperativer/moshawer, og landbruget blev udviklet. Der var tale om et generationsskifte. I 1924 indførte USA begrænsning for indvandring af jøder. Det betød, at mange middelklassejøder fra Polen emigrerede til Palæstina. Det medførte et løft for byerhvervene og øget byggeri.

Der opstod allerede tidligt store meningsforskelle blandt zionisterne. Skulle landet for eksempel baseres på den ortodokse jødedom, eller skulle det være en verdslig/sekulær stat? De mange uenigheder førte i 1948 til, at staten ikke fik en grundlov men ”kun” en uafhængighedserklæring.

Det store gennembrud kom efter Første Verdenskrig. Indtil da havde Det Osmanniske Rige herredømmet over området, men nu blev det Storbritannien. I følge Balfourerklæringen fra 1917 skulle England støtte et ”nationalt hjem” for det jødiske folk i Palæstina. Med respekt for eksisterende ikke-jødiske samfund.

Ifølge Sykes-Picot aftalen mellem England og Frankrig skulle de to lande opdele Mellemøsten i protektorater, idet der i området ikke var nationale bevægelser og institutioner, som umiddelbart kunne danne grundlag for selvstændige statsdannelser. I dette kapitel behandles mange emner: araberne og deres interesser, Tysklands politik og rolle i området, Lawrence of Arabia, kapløbet til Damaskus m.m.

Ved en konference i San Remo i 1920 delte England og Frankrig Mellemøsten mellem sig. Frankrig smed araberne ud af Damaskus. Der blev ikke noget arabisk storrige under emir Feisal. England indsatte en civil administration i Palæstina, som på dette tidspunkt omfattede Øst-og Vestpalæstina, hvilket vil sige også det område, som i dag svarer til Jordan.

På dette tidspunkt startede de første arabiske, antijødiske optøjer, idet araberne protesterede mod jødisk indvandring til Palæstina.

Ifølge Balfourerklæringen skulle England støtte zionisterne, men det var også vigtigt for Det britiske Imperium at have et godt forhold til de arabiske stater. Et både-og? En umulig opgave!

I den turbulente periode blev flere arabiske stater dannet, men det multietniske og multireligiøse Palæstina kunne ikke enes om det. I 1923 ”delte” England Palæstina i en østlig del svarende til Transjordanien og en vestlig del - henholdsvis øst og vest for floden Jordan. Den endelige statsdannelse skete dog først efter 1948.

I 1920´erne og 1930´erne fortsatte indvandringen af jøder fra andre lande, og de arabiske stater organiserede hver for sig eller sammen forskellige kampagner mod det jødiske Palæstina. Forsøg på deling af området i et arabisk og et jødisk område mislykkedes totalt. I 1930´erne begyndte Tyskland at støtte de arabiske stater i deres politik overfor jøderne i Palæstina. Hitlers strategi for Mellemøsten var en knibtangsmanøvre fra syd, når Nordafrika var indtaget, og fra nord når russerne var overvundet. Resultat: jøderne væk fra Palæstina.

I 1939 brød England med Balfourerklæringen. Der skulle ikke dannes en jødisk stat nu, araberne skulle med i beslutningsprocessen, og man skulle vente i 10 år. For jøderne var dette et forræderi.

Ben-Gurion havde allerede indset, at jøderne stod alene uden støtte fra England. På et zionistmøde på Hotel Biltmore i New York i 1942 udviklede der sig et opgør mellem zionisternes leder præsident Chaim Weizmann og David Ben-Gurion. Jøderne skulle fremover ikke arbejde for et ”nationalt område”, men for en jødisk stat, og man skulle åbne grænserne for jødisk indvandring.  

Kapitel 16 i bogen har overskriften ”Den store krise”. Heri gennemgås mange facetter af Anden Verdenskrig med et særligt blik på jødernes situation og skæbne: holocaust, Endlösung/Wannsee-konferencen 1942, Hitlers tale i Sportspalast i Berlin i 1942 (..udslettelsen af alle jøder), kz-lejre, indvandringsforbuddene i næsten alle lande, de illegale indvandringer til Israel med skibe, englændernes flådeblokade, Haganahs og Irguns kampe mod englænderne, redningen af danske jøder, Schindlers jøder m.m.  

Efter Anden Verdenskrig var jøderne på kollisionskurs med englænderne. Området blev stadig administreret på det overordnede plan af englænderne, som måtte beskyttes mere og mere af militær og politi. England mente stadig, at der var tale om et nationalt jødisk område, men zionisterne ønskede en stat. Balfour versus Biltmore. Revisionisternes Menachem Begin betragtede England som en besættelsesmagt og krævede en hårdere kurs. I England blev Churchill afløst af Clement Atlee fra Labour partiet, men skønt jøderne var ledet af et arbejderparti, viste det sig, at Atlees kurs var hårdere end Churchills. Konflikten tilspidsedes, den jødiske sabotage mod engelske installationer og mandskab tog til, og det kulminerede med terrorhandlingen d. 22. juli 1946 mod Hotel Kong David i Jerusalem. Hotellet blev sprængt i luften af medlemmer af undergrundshæren Irgun. I aktionen omkom 91 personer, hvoraf en del var højtstående engelske officerer. Forfatteren oplyser, at Irgun telefonisk havde advaret om aktionen, men at englænderne ikke tog advarslen alvorligt. 

England havde i april 1946 ensidigt meddelt Folkeforbundet, at man ville dele Palæstina i to, således at Området øst for Jordanfloden, Transjordanien, ville blive en selvstændig stat. Dette skete d. 14. maj 1946. Landet skiftede navn til Jordan og den 25. maj lod Emir Abdullah sig udråbe som konge over Jordan. Dette ville de øvrige arabiske stater dog ikke anerkende, idet de hævdede, at det ville betyde en anerkendelse af den jødiske stat Israel.

Der har været – og er stadigvæk – nogen begrebsforvirring omkring ordene Palæstina og palæstinenserne. Palæstina betød oprindeligt både Øst- og Vestpalæstina, medens palæstinenserne omfattede alle, der boede i det område. Begrebsforvirringen udnyttes stadig bevidst i den politiske debat. Forfatteren fastslår af praktiske grunde, at i bogen betyder Palæstina området vest for Jordan floden, og palæstinenserne betyder alene araberne (side 181). Et behageligt træk for læserne uanset, hvordan den enkelte i øvrigt definerer indholdet af ordene.  

I perioden herefter nærmer vi os en tid og begivenheder, som mange kan huske er sket. I 1947 valgte England at overlade sagen til FN, som havde afløst Folkeforbundet. Man udarbejdede en plan, som delte landet i 3 jødiske dele, 4 arabiske dele og et Jerusalem i FN-regi. Araberne sagde nej. Deres holdning var, at staten Israel ikke kunne accepteres. Der skulle være en arabisk stat, hvor visse jøder var accepterede. Et kompromis var heller ikke en løsning. Jøderne jublede over FN´s delingsplan, men araberne gik til angreb på jøderne overalt i landet. Israels uafhængighedskrig startede, Englænderne forholdt sig passive. Jøderne fik våben og ammunition fra Tjekkoslovakiet, og da de var bedre organiserede, og der kom frivillige fra udlandet (38 fra Danmark, heriblandt Herbert Pundik), blev araberne trængt i defensiven.

Efterfølgende startede der en masseflugt af arabere fra Israel til Jordan, Syrien, Libanon og Gaza. I alt vurderes antallet til 600.000. Ifølge denne forfatter, var årsagerne ”frivillig” evakuering og arabisk skrækpropaganda og pression. Både antallet og årsagerne til flugten er omdiskuterede fra begge sider - og af begge siders tilhængere og modstandere. Forfatteren redegør for de divergerende opfattelser af årsagerne til flugten, og for spørgsmålet om der var tale om etnisk udrensning, som nogle mener.

Den 14. maj 1948 oplæste David Ben-Gurion i Det jødiske Nationalråd dén uafhængighedserklæring, som stadigvæk er gældende som en slags grundlov for staten Israel. De tilstedeværende medlemmer underskrev erklæringen, og Ben-Gurion sagde: ”Staten Israel er oprettet. Mødet er hævet”

Det engelske mandat lå i ruiner, og englænderne rejste ud af landet. USA´s præsident Truman anerkendte staten Israel samme dag, som uafhængighedserklæringen blev underskrevet. England anderkendte først den nye stat 8 måneder senere.

Israels efterretningstjeneste havde konstateret, at de militære styrker i Egypten, Jordan, Libanon, Syrien og Irak var klar til at invadere Israel, når englænderne var ude. Efterretningstjenesten vurderede, at Israels chancer var 50 %. Efter hårde forhandlinger lykkedes det Folke Bernadotte på vegne af FN at skaffe våbenhvile mellem parterne. Han blev likvideret i Jerusalem efter at have afleveret sin rapport til FN. Formentlig af medlemmer fra den israelske undergrundsorganisation Lehi, som mente, at han var for imødekommende over for araberne.

Jerusalem blev delt, således at Jordan beherskede den gamle bydel, og israelerne den nye. Denne deling blev fastholdt indtil 1967.

Efter den opnåede våbenstilstand i april 1949 kontrollerede Israel 77 % af Palæstina. Det var 40 % mere end FN´s delingsplan havde lagt op til (side 208). Israel var nu anerkendt som selvstændig stat af omkring 50 lande, heriblandt USA og USSR. Israel blev optaget som selvstændigt medlem af FN den 11. maj 1949.

Det første valg i den nye stat blev afholdt d. 25. januar 1949. Resultatet var, at 12 partier blev valgt til Knesset, som var et etkammersystem. Selv om regeringen i mange år var domineret af arbejderpartiet, havde partiet aldrig et komfortabelt flertal. Man skulle manøvrere sig frem – nærmest fra sag til sag. Der var og er stor forskel på partiernes størrelser, hvilket i perioder har gjort staten nærmest umuligt at regere.

I den følgende periode var der en stadig indvandring fra naboområder og fra andre lande. I 1952 var der 1,4 millioner jøder i landet, hvilket svarede til en fordobling af antallet. Indvandringen var så stor, at mange måtte bo i teltlejre i perioder.

I 1948 havde den provisoriske regering bestemt, at enhver jøde havde ret til at bosætte sig i Israel. Denne bestemmelse blev formaliseret i en lov om tilbagevenden fra 5. juli 1950. Forfatteren anfører (side 212), at: ”Det var i international sammenhæng en enestående lov, som afspejlede det forhold, at det jødiske folk i næsten 2000 år havde måttet affinde sig med rollen som et nationalt og ofte undertrykt mindretal i talrige værtslande og først i 1948 fik en internationalt anerkendt stat i sit gamle hjemland. Intet andet folk havde opnået national selvstændighed efter sådan en tusindårig landflygtighed”.

Det er næppe at tage munden for fuld at sige, at disse ord fra forfatteren er hans personlige fortolkning af det skete. 

Den følgende periode var præget af arabernes og jødernes stejle holdninger, gentagne optøjer, forsøg på mægling fra FN´s og stormagternes sider og det afsløredes, at FN var handlingslammet, idet USA, England og Frankrig stod over for USSR.

I Egypten kom oberst Gamal Abdel Nasser til magten som præsident. Han blev støttet af USSR med blandt andet våben.

Uroen kulminerede med Seksdageskrigen i juni 1967. Israel bombede fra starten Egyptens, Jordans og Syriens luftvåbens fly og fik dermed luftherredømmet i regionen. Derefter fulgte hårde kampe på landjorden, hvor israelerne slog de tre modstanderlandes styrker. Israel erobrede Sinai, Vestbredden, Østjerusalem med den gamle bydel, Vestbredden og Golanhøjderne. I bogen redegøres der mere detaljeret om krigen.

Det er blevet hævdet fra anden side, at det var en fejl fra Israels side, at de forblev i de erobrede områder. (Sinai er dog senere opgivet). Problemet er, at Israel derved gjorde sig til en besættelsesmagt, med hvad deraf følger. Der er eksempler nok på besættelsesmagters problemer andre steder i verden. Og nu er situationen fastlåst. Igen. Forfatteren er kort inde på dette spørgsmål (side 223), hvor han referer positionerne mellem ”duer” og ”høge” i Israel.

Efter krigen genoprustede Egypten og Syrien med hjælp fra USSR. Allerede i oktober 1967 startede ”Udmattelseskrigen” mellem Egypten og Israel. Den skulle komme til at vare i 2 år.

Efter Nassers død i 1970 blev Anwar Sadat præsident, og skønt han var mere moderat i sine holdninger, skulle parterne igennem Yom Kippurkrigen i oktober 1973 før der for alvor blev ændringer i situationen. I bogen redegøres der for Israels strategi og taktik under krigen.

Efter krigen begyndte USA´s udenrigsminister Henry Kissinger på dét, som siden blev kendt som hans penduldiplomati. Han rejste frem og tilbage mellem parterne, og det endte med at Egypten og Israel forpligtede sig til med fredelige midler at arbejde sig frem til en egentlig fredstraktat.

Som afslutning på denne del i bogen beskriver forfatteren Israels forsoning med Vesttyskland.  

Bogens anden del har overskriften ”Frihed uden fred”.

Det første kapitel (nr. 20) har overskriften ”Mod en usikker fremtid”.

Trods parternes våbenstilstand med henblik på forhandlinger om en mere permanent løsning af problemerne, viste det sig ikke muligt at finde en vej ud af de fastlåste krav, selv om parternes havde forpligtet sig til det over for FN. For araberne var det ikke længere et territorialkrav, men et krav om den jødiske stats ophør. Israel vil på den anden side ikke opgive sine territorier – hverken de oprindelige eller de senere erobrede – lige som man ikke vil tillade tilbagevenden af de flygtede palæstinensere.

Araberne anlagde nu en ny strategi mod Israel baseret på økonomisk og psykologisk udmattelse af den israelske befolkning. Målet var ”fred uden Israel”, og strategien var ”ikke fred – ikke krig”.

Der var imidlertid et opbrud på vej i den arabiske front. Efter fredsaftaler med Egypten og Jordan var Libanon og Syrien hovedfjenderne blandt naboerne. Andre fjender var Irak og Libyen.

Et stort problem var og er de statsløse palæstinensere. Israels tilbud om at lade dem vende tilbage (på visse betingelser) mod at alle arabiske stater anerkendte og sluttede fred med Israel blev afvist.

I følge forfatteren er den arabiske tankegang om ære eller frygten for at tabe ansigt en hindring, lige som alt-eller-intet politikken er det.

En fremgang er der dog kommet, efter at Den arabiske Liga i 1964 oprettede The Palestinian Liberation Organization (PLO), som var en paraplyorganisation for flere kamporganisationer. De mest kendte af dem var al-Fatah, Islamisk Jihad og Hizbollah. Lederen af PLO´s eksekutivkomité (forretningsudvalg) var Yassar Arafat. PLO´s politiske myndighed var Palestine National Council (PNC).

I september 2000 startede den anden intifada (opstand). Målet var delt i 3 faser.

Fase 1 var at tvinge Israel ud af selvstyreområderne (Vestbredden og Gaza) ved omfattende terroraktioner og psykisk pres. Fase 2 var at bruge de befriede områder som base for et opgør med det palæstinensiske selvstyre og fortsat terror mod Israel for at svække staten militært og psykologisk. Fase 3 skulle være det endelige militære opgør med staten Israel.

Internt blandt palæstinenserne var der dog uroligheder. Specielt var al-Fatah og Hamas uenige om midler og mål.

I Mellemøsten opstod der en islamisk vækkelse, som føjede en religiøs dimension til konflikten: Islam er den eneste rette tro.

Et særligt problem er de kristne palæstinenseres situation. De er forfulgte i både Libanon og Gaza, og også i andre arabiske lande.

Europa og den vestlige verden er efter Anden Verdenskrig blevet mere og mere sekulariseret. Det har betydet bagatellisering af religion i samfundene. Både kristen og islamisk religion. Klaus Wivel citeres for udtrykket ”sekulær apati” fra Vestens side.

Israels dilemmaer kan kort beskrives som arabernes højere fødselsrate, flere fjendtligt indstillede palæstinensere i selvstyreområderne, interne konflikter mellem sekulære og ortodokse jøder, uregerlighed med mange politiske partier, uenigheder mellem bosættere og forskelle i pligten til militærtjeneste.

Og der er flere!

Afsluttende i dette kapitel kalder forfatteren Israel for ”En enestående nation”. Forfatteren beskriver jødernes 4000 årige historie og den 2000 årige diaspora/ørkenvandring og reflekterer over, at de har kunnet bestå som et folk og nu en stat gennem så mange år. Andre folk og stater er opstået og forsvundet på langt kortere tid. Der henvises også til den store kulturelle og erhvervsmæssige påvirkning jøderne har haft på andre mennesker og nationer. Jøderne har fået ”Friheden, ja – men ikke freden”. Fremtiden er usikker.  

I kapitel 21 skriver forfatteren om mulighederne for forsoning og samarbejde. En forudsætning for en fredsslutning er, at de to sider internt har viljen til fred. Dette er ikke tilfældet hos nogen af dem. Rabiate, ortodokse ekstremister findes i begge lejre. Andre stater støtter disse militante grupper. For eksempel støtter Iran både Hamas og Islamisk Jihad.

Forfatteren henviser til EU som forbillede, og beskriver de internationale bestræbelser for at hjælpe forhandlingerne på gled. Endelig opsummerer forfatteren ønsker, muligheder, nødvendigheder, fejl og ansvar. I lyset af denne sommers opstand i Gaza er det svært at se, at der er sket fremskridt i fredsprocessen, og svært at forholde sig optimistisk til forfatterens gode forslag til en løsning.  

Bogens tredje del har titlen ”Israel og den kristne verden”. Det underliggende kapitel 22 har titlen ”Erstatningsteologi og bibeltolkning”.

Indledningsvis skal det her bemærkes, at der er 2 udgivere af bogen. Den ene er Forlaget Scandinavia, der udgiver bøger med et kristent indhold.  Den anden, ”Ordet og Israel”, der er en organisation som ifølge sin hjemmeside er en kristen dansk bevægelse, som driver dels et arbejde i Danmark og dels et arbejde i Israel. Bevægelsens formål er, at den danske menighed må få Bibelens syn på Israel, og at det jødiske folk må få Bibelens syn på Jesus Messias.

Altså at Jesus er Messias, hvad jødedommen ellers ikke anerkender. De kristne jøder kaldes også for messianske jøder. I Israel er de ikke velsete.

En særlig kristen teologi – erstatningsteologien - hævder, at den kristne kirke har indtaget Israels plads og løfter. Den anser derfor staten Israel som en sædvanlig stat. Det nye testamente har erstattet det gamle testamentes bestemmelser. Nu er hele verden det af Gud udvalgte folk, og hele jorden er det hellige land.

Andre kristne trossamfund fastholder imidlertid sammenhængen mellem det gamle og det nye testamentes eskatologiske profetier.  

Bogens fjerde del har titlen ”Dokumentation”

Det lyder umiddelbart kedeligt, men er det bestemt ikke. Forfatteren har udvalgt en række dokumenter og referater af taler, som har haft afgørende betydning for staten Israels oprettelse og beståen. Forfatteren begrunder og kommenterer de enkelte dokumenter m.v.

Her skal kun nævnes enkelte tekster i dokumentationen, men alle er af interesse for at forstå skabelsesprocessen.

Det første dokument er Israels stadig gældende uafhængighedserklæring, som mest er en beretning i prosaform om det jødiske folks historie og skæbne og dets ret til at skabe deres egen nation på dette sted.

Der er medtaget flere dokumenter fra FN – både fra generalforsamlingen og fra sikkerhedsrådet. For eksempel sikkerhedsrådets resolution 242 af 22. november 1967, altså efter Seksdageskrigen, hvor det fastslås, at det ikke er tilladt: at erhverve territorier ved krig, at Israel skal trække sine væbnede styrker tilbage, at der skal være fri sejlads i internationalt farvand og at flygtningeproblemet skal løses.

En anden resolution fra sikkerhedsrådet er nr. 338 af 22. oktober 1973. Denne gang efter Yom Kippurkrigen. Man opfordrer blandt andet parterne til at opfylde resolution nr. 242 fra 1967!

Ganske udsædvanligt tillod FN´s generalforsamling, at en ikke-regeringsrepræsentant holdt tale i forsamlingen d. 13. november 1974. Et procedurebrud! Taleren var Yassar Arafat. Talen er gengivet side 307 i bogen. Efter denne tale var det den israelske FN-ambassadør Yusef Thekoas tur til at tale. Denne tale er gengivet side 309. Disse to taler bør være pensum for retorikstuderende. Arafats tale er i klasse med for eksempel Martin Luther Kings berømte ”I have a dream” – tale. Blomstrende, følelsesladet og med retoriske greb og gentagelser. Thekoas´ tale er i stramt juridisk, politisk diplomatsprog. Sikkert mere formelt korrekt, men den sælger ikke mange billetter.

I generalforsamlingsresolution nr. 3236 af 22. november 1974 kan man se, at de arabiske nationer og deres støtter har fået flertal i forsamlingen. Det er tale om støtte til PLO og det palæstinensiske folk uden noget krav om fred som betingelse herfor. (Side 312).

I generalforsamlingsresolution nr. 3379 af 10. november 1975 fastslås det blandt andet, at zionisme er en form for racisme og racediskrimination. (Side 316).

Et særligt afsnit handler om FN og bosætterne. Der er meget, der taler for, at i følge Genevekonventionerne, Haagkonventionen og FN´s generalforsamlingsresolutioner og den internationale folkeret har Israels bosættere ikke juridisk ret til deres handlinger. Forfatteren anvender en argumentation, som jurister bruger, når de ikke kan finde argumenter i den formelle jura: ”det fremgår af forholdets natur”. For unge jurastuderende er det en klar dumpeargumentation. Men i den virkelige verden? Politik og jura kan være to vidt forskellige verdener. Forfatteren analyserer og anfører sine personlige betragtninger om bosættelserne og fredsudsigten, og som han skriver ”… og ikke mindst de politiske realiteter i Mellemøsten”. (Siderne 331 – 337). Interessante betragtninger, men det er ikke denne anmeldelses opgave at gå ind i en diskussion om emnet. Men en aktuel, vigtig og relevant diskussion er det!

Et særskilt kapitel nr. 24 er helliget forholdet mellem PLO og Israel. Efter dannelsen og den senere anerkendelse af PLO blev organisationen både fjende og forhandlingspartner for Israel. Det palæstinensiske ”parlament” består af 380 medlemmer. PLO´s nationalpagt fra 1968 med i alt 33 artikler (side 341 ff.) fastslår blandt andet, at jøderne ikke er et folk men en religiøs gruppe, og at de derfor ikke har ret til deres egen stat. På grund af store interne uenigheder og stridigheder ideologisk, taktisk, operativt og på grund af medlemmernes nationale tilhørsforhold til arabiske stater med store politiske modsætninger, er det aldrig lykkedes palæstinenserne at danne en ”eksilregering”. Én ting er de dog enige om: Israel skal væk og der skal dannes en palæstinensisk stat i stedet. I bogen er også PLO´s 10-pumkts program (1974) og 15-pumkts erklæringen (1977) taget med (side 347 ff.). Målet er stadig Palæstinas totale befrielse og Israels eleminering.

I kapitel 27 gennemgår forfatteren hele processen om fredsaftalen mellem Israel og Egypten. De mange møder og forhandlinger. Efter Yom Kippurkrigen i 1973 begyndte tilnærmelserne mellem de to stater. I 1977 talte Anwar Sadat i Knesset i Jerusalem. En verdensbegivenhed!  Efter Camp David aftalen i 1978 blev fredsaftalen underskrevet 26. marts 1979. Forskellige aftaler, taler og selve fredsaftalen er gengivet i bogen.

Bogen gennemgår herefter de fredsudspil, der efterfølgende har været: EF/EU’s erklæringer fra Venedig (1980), Berlin (1999) og køreplanen for fred (2003), De saudiarabiske fredsudspil: Fahd-planen (1981), Abdullah-planen (2002), Det amerikanske fredsudspil (1988).

Kapitel 31 hedder ”Mod fred mellem Israel og palæstinenserne” (siderne 409 – 447). Her gennemgår forfatteren fredsprocessen, som startede i Madrid 1991.

Med Oslo-aftalen indgik Israel og palæstinenserne en principaftale den 19. august 1993.

Den 9. september sendte Yassar Arafat et brev til Yitzhak Rabin, hvor PLO anerkendte staten Israel, og ville efterkomme FNs resolutioner 242 og 338 (se ovenfor), og PLO forpligtede sig til at indlede en fredsproces og til fredelig sameksistens m.m.

Den 9. september - samme dag - svarede Rabin, at Israels regering anerkendte PLO som repræsentant for det palæstinensiske folk, og at den ville forhandle med PLO om fred.

Principerklæringen blev underskrevet d. 13. september 1993 på plænen foran Det hvide Hus i Washington. Amerikanerne havde ikke medvirket til aftalen, hvilket nogle udlagde som en forudsætning for, at aftalen blev indgået.

Yitzhak Rabins tale efter underskrivelsen er gengivet i bogen side 418. Det er igen en tale af høj retorisk standard. Det er en tale med hårde, kontante ord, men også en tale, hvor man tror på, at den udstrakte hånd vil arbejde for freden,

Herefter omtales nogle af de mange aftaler, som senere er indgået eller forsøgt indgået.

I 1996 afholdes det første palæstinensiske valg, hvor Yassar Arafat vælges som præsident.

Den 4. november 1995 myrdes Yitzhak Rabin af en højrenationalistisk israeler ved afslutningen af et stort fredsmøde i Tel Aviv. Yassar Arafat dør den 11. november 2004, men fredsprocessen fortsætter. Forfatteren refererer om møder og planer helt frem til 2013. Ifølge forfatterens betragtninger om fremtiden er der vanskelige tider forude. Der er store interne uenigheder og vold i begge lejre. Der er store interne uenigheder om mål og midler i begge lejre. Fremtiden er uafklaret.

I det næstsidste kapitel gennemgår forfatteren fredsslutningen mellem Israel og Jordan d. 20.oktober 1994.

Det sidste kapitel er tilegnet Yitzhak Rabin in memoriam. En kort levnedsbeskrivelse og kong Husseins og Henry Kissingers taler ved begravelsen.  

Bogens femte del består først af et stort noteapparat (side 471 – 525) til bogens første 3 dele. Ofte er noter simple henvisninger til steder, som teksten er hentet fra, men her er noterne nærmere et forklarende supplement til teksten. Læsere af bogen bør være meget opmærksomme på de supplerende og uddybende oplysninger, der kan hentes her.

Den næste del er en historisk oversigt (side 527 – 657) som begynder ca. år 2100 f.Kr. og slutter den 27. april 2014. I sig selv en god oversigt, og også her er der yderligere oplysninger til forståelse af staten Israels (politiske) historie.
Herefter følger en række interessante kort fra forskellige perioder og særlige hændelser i Israels historie. Kortene er trykt på glittet papir, hvilket gør det let at orientere sig på dem.

Endelig er der en litteraturliste omfattende bøger, mindre skrifter, artikler, opslagsværker og tisskrifter.

Bogen afsluttes med et fyldigt 20 siders stikordsregister, som gør bogen til et rigtigt godt opslagsværk.  

Som skrevet i indledningen skal man altid overveje, hvem afsenderen af et budskab er. Det betyder ikke, at man skal afvise et budskab, men at det skal forstås på den rette måde. Filtreres måske. Som Bent Melchior skriver i forordet, er denne bog måske ikke objektiv, men den tillader læseren at danne sine egne meninger ud fra de facts og holdninger, som forfatteren har taget med. Med disse bemærkninger skal bogen anbefales varmt.  

Der er tale om en meget stor bog, som kommer rundt om snart sagt alle vinkler og hjørner af staten, begrebet og tilstanden Israel. Man kan være enig eller uenig, begge dele er godt. Det betyder nemlig, at det er en vedkommende bog.