Kinas Vidner

Af Henning Lyngsbo

Det er formentligt velovervejet, når bogens undertitel - stemmer fra en tavs generation - indeholder en kontradiktion. Efter at have læst bogen, forstår man til fulde forfatterens vanskeligheder med at få brudt en årtusinder gammel kinesisk tradition for, at man aldrig talte åbent om sine virkelige, personlige tanker og følelser. Og slet ikke i et offentligt rum, herunder alle former for medier. For en historiker er Kinas historie derfor et noget vanskeligt tilgængeligt område. Især tiden efter 1949, hvor det kommunistiske parti kom til magten. Angsten for at blive anklaget, torteret, dømt og henrettet for et udsagn eller handling, der stred mod partiets principper, var velbegrundet frygt blandt alle generationer. Xinran har under et interview fremsat den påstand, at omkring 70 millioner kinesere mistede livet under Maos regime. Mange af disse kinesere døde af sult eller udmattelse i de enorme arbejdslejre, der fungerede som alternative henrettelsesplatforme. Men selv uden for lejrene døde folk af sult, bl.a. fordi partiet havde placeret et familiemedlem og dermed hele familien i kategorien dårlig baggrund, hvilket på det nærmeste var en udstødelse af samfundet. Ingen adgang til job, uddannelse eller offentlig støtte. Tab af ejendom, stilling og rettigheder m.m.. En udstødelse eller fordømmelse var ensbetydende med en social deroute, hvor dette at skaffe sig og sine føde var en kamp om liv eller død.

Ikke underligt at folk brændte eller på anden vis fjernede personlige dokumenter, breve o.l. af frygt for, at det skrevne ville blive brugt som bevismateriale mod dem. Et enormt omfattende kildemateriale forsvandt derved. Tilbage var naturligvis partiets dokumenter og skrevne udsagn. Men selv disse havde det med at undergå forandringer og ødelæggelser. Mange tilbagekaldtes fordi de under omvæltninger i partiet nu betragtedes som usande.  Så selv det offentlige kildemateriale, herunder den trykte presse, var og er ikke udstyret med den pålidelighed, som en historieforsker kunne ønske sig.

Det var disse odds, Xinran var oppe imod, da hun efter  næsten 20 års research foretog godt 20 interviews af personer, der havde oplevet, eller rettere gennemlevet tiden under og efter Mao. For fleres vedkommende også tiden før Mao. Gennemsnitsalderen var 75. Den ældste var 99.

Xinran er født i 1958 i Beijing, men flyttede i 1997 til London, hvor hun bor i dag. Hun blev i øvrigt gift med den engelske litteraturagent Toby Eady. Ikke uinteressant idet Toby Eady også havde været litteraturagent for en anden kinesisk kvindelig forfatter Jung Chang, der i 1991 udgav bogen Vilde Svaner. En kæmpesucces med en fremragende fortælling om 3 generationers tilværelse i det meste af nittenhundredetallets Kina. Alene i Danmark blev bogen trykt i 250.000 eksemplarer. Ingen tvivl om, at Xinran blev inspireret af Jung Changs succes. Og så var der jo god hjælp at hente hos ægtemanden Toby Eady.

I stedet for Jungs slægtsromanlignende rammer (forfatter, mor og mormor), valgte Xinran en bred kreds af figuranter. Hun havde indledningsvis haft en bruttoliste på 50 personer, men valgte med forskellige begrundelser 30 fra. Hun ønskede en nettoliste bestående af ganske almindelige mennesker, idet hun fandt deres udsagn mere interessante og relevante. Blandt de tyve almindelige mennesker optræder dog et familiemedlem, som næppe kan betegnes som helt almindelig – en kvindelig generalmajor.

Xinran havde et andet formål med sin research. At sikre eftertiden så mange udsagn som muligt fra disse ældre mennesker, inden de tog deres vidneudsagn med sig i graven. For at sikre sig en optimal forståelse af de givne udsagn blev alle interviews – som hovedregel – gennemført som video-optagelser. Xinran er uddannet journalist. Så sammen med en god fotograf og lydmand/-kvinde blev fundamentet lagt for bogen KINAS VIDNER. Optagelserne var private. Ikke til eller på vegne  nogen kinesisk TV-station. Det ville i øvrigt være forbudt at udsende Xinrans optagelser over TV-nettet i Kina. Samme skæbne er overgået bogen. Den må ikke udgives i Kina.

Så man forstår dilemmaet for interviewofrene. Hvordan ville det være muligt at lade sig interviewe, når den kinesiske befolkning ikke måtte se eller høre interviewet?  Det ville jo blive offentliggjort i resten af verden. Og risikerede de derved sanktioner fra den kommunistiske regering? Xinran overtalte dem imidlertid ved bl.a. at fremhæve, at interviewet var en godgørende kulturel aktivitet med det formål at bidrage til, at man i fremtiden kunne forstå Kinas historie. Samt at omverdenen fik kendskab til det kinesiske folks stolthed over deres land. Det var formentlig det sidst anførte formål, der lokkede. Den opfattelse får man let, når læser interviewene. For uanset de ufattelige lidelser, der i årevis – ja et helt liv – var overgået de fleste af interviewofrene, så fejlede nationalbevidstheden tilsyneladende ingenting. Man kan ikke fri sig for den tanke, at talestrømmen var ligefrem proportional med graden af risikofrihed. Det manifesterede sig, når den interviewede i sine svar begyndte at væve eller stiller modspørgsmål, eller sagde, at det kunne man ikke med sikkerhed sige noget om, eller simpelthen gik i stå eller nægtede at svare.

At Xinran er kommet langt med sine interviews, kan der ikke herske tvivl om. Hun er nået dybt ind i de interviewedes hukommelser. Som hun selv udtrykker det, kan det sammenlignes med en i jordskorpen indestængt magma, der pludselig får mulighed for udbrud. Disse åbninger ville næppe være opståede, hvis det havde været en udlænding, der interviewede. Det kan måske være forklaringen på, hvorfor Xinran stiller nogle for en vesterlænding banale og stereotype spørgsmål som f.eks. ”Kan du stadig huske, da du blev gift?  Hvad havde du på? Var du tit oppe at toppes med din mand? Hvem løb af med sejren?” o.s.v. Sådanne spørgsmål og deres svar fylder meget i forhold til det egentlige formål – at aflægge vidnesbyrd om egne iagttagelser af Kinas historie. Men spørgsmålenes enkelthed og især velkendthed i dagligdagens small talk, har sikkert haft til formål at gøre interviewofrene trygge ved mødet med Xinran, og derved åbne for svarene på de egentlige spørgsmål. En conditio sine qua non. 

Xinrans interviewproblem er universelt. Det er ikke alene Kina, der volder historikerne problemer. Især i Tyskland og Rusland har det vist sig svært, ja næsten umuligt at få de generationer, der gennemlevede Hitlers, respektivt Stalins regime til at åbne sig og fortælle om de uhyrligheder, de havde oplevet. Der gives mange forklaringer herpå, hvilket imidlertid ikke hjælper på manglen af troværdigt kildemateriale.

Et diktatur ser det som en væsentlig forudsætning for opretholdelsen af diktaturet, at befolkningen ensrettes og individets selvrespekt og tankevirksomhed undertrykkes til fordel for en ubetinget lydighed overfor staten. En sådan hjernevask medfører et kollektivt hukommelsestab. Det er derfor prisværdigt, når det alligevel lykkes at få adgang til endnu eksisterende hukommelser. Xinrans bog er forunderlig at læse. Men også foruroligende. Der bor 1.3 milliard mennesker i Kina. Alle disse mennesker lider mere eller mindre af et kollektivt hukommelsestab, der vedrører næsten hundrede år af Kinas historie. Tiden er ved at rinde ud for sandhedens fremkomst. Men Kinas kommunistiske parti ønsker ikke at fremme sandheden. I hvert fald ikke for nærværende. Man må håbe, at Xinrans bog om KINAS VIDNER vil forstærke presset for at åbne for ytringsfriheden og derved tilbagegive folket dets hukommelse.