Nakbaen - om den etniske udrensning i Palæstina i 1948
Af Michael Agerbo Mørch, stud.theol.
Israel-Palæstina-konflikten sover sjældent, om nogensinde. Hyppigt tages kontroverserne op i medierne, hvor politikerne debatterer, sympatisører agiterer - og de fleste af os andre er bare snot forvirrede. Hvad er op og ned i sagen? Hvem skal man holde med? Hvem har krav på landet? På verdenssamfundets støtte?
Det er umuligt at skrive et neutralt indlæg i debatten i 2014. Striden har hærget for længe, og meningerne er for mange. Derfor vil alle bidrag blive partsindlæg, hvor en af de vigtigste opgaver som læser er at gennemskue skribentens standpunkt, hvis ikke det lægges tydeligt frem. Det er også min opgave i denne anmeldelse. Ove Carlsen, en dansk pensionist, har sat sig for at skrive en række hæfter om Mellemøsten under serietitlen ”Billeder fra Mellemøsten”. Det nærværende hæfte er første udgivelse, der kom på gaden i juli 2014.
Ove Carlsen beskriver sig selv som ”omvendt”. I sin tidlige ungdom i 60’erne var han tilhænger af staten Israel, men efter seksdageskrigen i 1967, og senere en vielse med en arabisk kvinde fra Beirut, tipper sympatien over og bliver i stedet til en intens modstand mod Israel. Det er ud fra denne position, han nu skriver. Det er klart, at når man lægger sin personlige omvendelseshistorie til grund for en historisk fremstilling af et materiale, så skal man som læser være særligt på vagt. Både politiske og religiøse omvendelser slører blikket for nuancer og kan besværliggøre en frugtbar dialog. Nuvel, ingen af os skriver historie fra et neutralt ståsted, så det udelukker ikke Ove Carlsen fra debatten. Som læser må man bare skærpe sin opmærksomhed.
Temaet for hæftet er indsnævret til at omhandle den såkaldte Nakba, dvs. den tumult, der opstod i Israel/Palæstina før, under og efter Statens Israels oprettelse i 1948. Nakba er det arabiske udtryk for, at de israelske myndigheder, herunder militær og paramilitær, på en mildest talt uskøn måde rømmede store geografiske arealer for arabisk befolkning og dermed tilranede sig mere jord end aftalen egentlig retfærdiggjorde.
Der er flere aspekter af fremstilingen, som jeg stiller spørgsmålstegn ved. For det første er der en begrebsdefinition, der mangler. Ove Carlsen kalder Nakbaen for en ”etnisk udrensning”. Det havde været oplagt at få defineret, hvordan Carlsen forstår dette voldsomme begreb, da forskningen og diverse leksika ikke er enige om det. I manges ører vil det være et ladet udtryk, så ”affolkningen” eller ”uddrivelsen af arabere” havde måske været bedre?
For det andet er kildebrugen en storsynd. Carlsen lister 22 referencer op i litteraturlisten, men det er ikke mange af disse, der bliver brugt mere end én gang i fremstillingen. Til gengæld bruges Ilan Pappes ”Den etniske udrensning af Palæstina”, udgivet på Forlaget Klim i 2012, stort set ved hvert eneste afsnit. Carlsen skriver selv på s. 5, at Pappes bog er ”den dominerende kilde”, og det er i hvert fald ikke underdrevet. Problemet herfor er flere: (1) Ved gennemgangen af en så kompleks problemstilling som Nakbaen, må der ganske enkelt inddrages flere synspunkter. Dvs. både tendentiøse partsindlæg fra begge sider, forskellige synspunkter i forskningen, etc. Det nærmer sig det uvederhæftige at afgrænse sit kildebrug til én person. (2) Pappe er alt andet end en objektiv kilde til Nakbaen. Pappe er selv ”omvendt” israeler, og det gør hans forskning mindre stærk. Han er blevet kritiseret mangfoldigt gennem årene, bl.a. for at være uærlig, hadsk, useriøs og selektiv. (3) Pappes eget kildebrug er ofte Palæstinensere, der ser tilbage på Nakbaen. Dvs. levnedsbeskrivelser fra den ene side af den uheldige affære. Det er nødvendigt at inddrage erindringer, men kan ikke danne basis for en bare nogenlunde sikker fremstilling af begivenhederne. (4) Mindre sagligt og mere polemisk kan man også spørge, om ikke det virker lidt omsonst at udgive et hæfte, der reelt er et referat af Pappes bog. Pappe er jo udkommet på dansk, så de fleste vil vel læse Pappe direkte?
For det tredje er der hæftets generelle sprogbrug. Bare på side 2 forekommer ord og sætninger som ”velplanlagt etnisk udrensning”, ”jødiske militærmagt”, ”frygt for deres liv eller for overgreb”, ”flygtningene mistede alt” og ”Nakbaens uretfærdigheder”. Den slags svulmende sprog går igen i hæftet og gør læsningens underholdende, men skæmmer også seriøsiteten på en ærgerlig måde.
Det store spørgsmål om Nakbaen er, om de israelske myndigheder uddrev de arabiske befolkningsgrupper fra deres landområder eller om de arabiske ledere fra de omkringliggende lande opfordrede palæstinenserne til at flygte fra Israel, da de snart ville gå i krig mod den nyoprettede stat. Logikken er således, at hvis A er sand, så har Palæstina krav på en langt større del af landjorden, end de har nu, hvis B er sand, så har Palæstina ikke krav på mere landjord. Sidste år udkom et stort partsindlæg fra den proisraelske side, da Søren Harslund sendte ”Israel - kampen for staten” på gaden. I den bog bliver der argumenteret for synspunkt B. Jeg nævner det blot her for at gøre opmærksom på, at bevæggrundene for Nakbaen altså kan diskuteres, også selvom Ove Carlsen mener, det er useriøst. Jeg har ikke selv frimodighed til at lægge hovedet på blokken og forsøge at afgøre striden, dertil opfatter jeg det som alt for kompleks og umuligt at afgøre, hvem der har ret. For problemet er jo, at vi ikke har nok overleverede kilder til at afgøre striden, samt at vi reelt må inddrage motivforskning i beskrivelsen, en praksis, som sjældent fører noget overbevisende med sig.
Ove Carlsens hæfte om Nakbaen er en engageret skitsering af én bestemt opfattelse af hændelserne i 1948. Det er et velskrevet essay, der argumenterer ihærdigt for sin sag. De klare bias og den selektive og sparsommelige brug af kilder, trækker dog væsentligt ned i min læsning af hæftet.
