Nanjing massakren

Af Erik Ingemann Sørensen

”Når man ser tilbage på tusinder af års historie, bliver det klart, at ingen race eller kultur har et monopol på at vise sig grusom i krig. Civilisationens fernis synes at være overordentlig tynd – en fernis, der let kan skrælles af, især under krigens tryk”.

Sådan formulerer den kinesisk/amerikanske journalist og forfatter, Iris Chang (1968-2004) det menneskelige paradoks i bogen ”Nanjing Massakren”, der netop er udkommet på dansk. 11 år efter udgivelsen i USA!

Det er et stykke glemt/fortiet stykke historie, Iris Chang her afdækker. 70 år efter de ufattelige grusomheder fandt sted (december 1937- marts 1938), er det første gang danske læsere får en dyberegående redegørelse for de uhyrligheder, der overgik indbyggerne i Kinas daværende hovedstad, Nanjing. Angrebet på byen er omtalt i ”Politikens verdenshistorie” bd. 18, 1986. Men ikke et ord om de japanske ugerninger mod civilbefolkningen.

En af forklaringerne kan – måske – være, at der ”kun” døde omkring 300.000 mennesker. Et tal der overskygges af blandt andet ”Holocaust” og grusomhederne på Østfronten.

Baggrunden for begivenhederne er det japanske angreb på Kina i 1937. De kejserlige japanske tropper marcherede hastigt mod Nanjing, hvor Chiang Kai-shek havde hovedkvarter. Den japanske hær nedkæmpede forholdsvis hurtigt den kinesiske hovedstad, som militæret herefter flygtede fra. Herefter lå byen totalt åben for de efterfølgende massakrer.

I det indledende kapitel, ”Vejen til Nanjing” forsøger Iris Chang at finde en forklaring på det store spørgsmål: ”Hvad var det, der bristede på skuepladsen, og tillod japanerne en adfærd, der totalt brød med de bånd, der ellers binder menneskers opførsel?”.

Det er et spørgsmål, historikere har stillet i talrige sammenhænge. Her lyder det næsten som et skrig.

Iris Chang forsøger at komme med et svar – eller et bud – ved at se på Japans historie, dets sociale hierarki, den sociale nød i begyndelsen af det 20. århundrede, befolkningseksplosionen og – i særdeleshed – den stærkt voksende nationalisme. I 1925 skriver nationalisten Okawa Shumei følgende: ”Forud for en ny verden må der gå en dødskamp mellem Vesten og Østen. Denne teori er virkeliggjort i den amerikanske udfordring af Japan. Det stærkeste land i Asien er Japan, og det stærkeste land, der repræsenterer Europa… er USA. Disse to lande er bestemt til at kæmpe. Kun Gud ved, hvornår det vil ske.” (p.33 f)

Overalt i Japan voksede militarismen, japanske skoleelever blev opdraget efter streng militær disciplin og militær indlæring. Og selve uddannelsen af rekrutterne overgås end ikke af uddannelsen af SS’ernes elitetropper. Mildt sagt.

Kineserne blev gjort til undermennesker, lavere rangeret end dyrene. Men da japanerne i sommeren 1937 fik fremprovokeret krigen med Kina, gjorde kineserne indædt modstand – så indædt, at den japanske krigsmaskine, der havde troet hele Kina ville være erobret i løbet af 3 måneder, gik i stå. Dette medførte et så voldsomt had mod kineserne, at vildskaben fik frit løb, da Nanjing i løbet af få dage blev rendt over ende. Hvorefter forbrydelserne og uhyrlighederne i næsten 6 uger fyldte alle døgnets 24 timer. På en så grusom måde, at Den røde Hærs hærgen under fremrykningen mod og erobringen af Berlin nærmest fremstår som ”drengestreger”.

Det er ganske enkelt ubærligt at skulle omtale, hvad det var, der skete. Umenneskelighed og afstumpethed er aldrig skildret så forfærdeligt.

Uvilkårligt må man stille sig selv spørgsmålet: hvad får et kulturfolk til at begå disse handlinger? I bogen ”Interrogations. The Nazi Elite in allied Hands” af Richard Overy gengives en celleaflytning af 2 SS officeres samtale. De drøfter kz-lejrene og arbejdet i krematoriet. ”There was a horrible smell of lime and burning flesh smelling like a strong smell of urine...(both laughing) But you got so used to it that you eat your sandwiches in there too...” (p.199)

Er ofret gjort til et dyr – ja, så falder alle moralske grænser tilsyneladende. Hvor uforståeligt det end er.

Midt i dette Dantes inferno er der et lyspunkt. I november 1937 var der på initiativ af den franske præst, Jacquinot de Bessage, blevet etableret et neutralt område i byen. En international sikkerhedszone, hvor hundredtusinder af kinesere kunne være i relativ sikkerhed. Herom skriver Iris Chang: ”Set i bakspejlet virker det næsten mirakuløst, at en snes udlændinge klarede at gøre alt det, de gjorde, mens 50.000 japanske soldater flåede byen i småstykker. Man skal huske, at disse mænd og kvinder var missionærer, læger, lærere og direktører – ikke erfarne officerer…” (p.99)

Denne enestående indsats, hvor blandt andet danskeren Bernhard Sindberg – udsendt af F.L. Smidth - reddede alene omkring 6.000 kinesere – står voldsom stærkt set i relation til grusomhederne.. En af de førende initiativtagere og ledere var tyskeren John Rabe – overbevist nazist. Hans armbind og hagekorsflaget – sammen med en meget myndig optræden – bremsede japanerne ved sikkerhedszonen. Lige så grusomme beretningerne om massakren er, ja, lige så stærk er beretningen om denne humanitære indsats.

Året efter brød 2. verdenskrig ud i Europa – og i 1941 krigen mellem Japan og USA. Selv om journalister og fotografer – både i Japan og i USA – havde dækket begivenhederne, gled de hurtigt i baggrunden. For til sidst næsten at blive glemt af det internationale samfund.

Japan fik aldrig sin Nürnbergproces, og kun ganske få japanske krigsforbrydere blev henrettet efter krigen. Historikere og politikere skiftede fokus – den kolde krig kom til – Japan blev allieret med USA. Her ligger en del af forklaringen på, at massakren blev officielt glemt. Men tusinder af kinesere levede videre med ulægelige sår på sjælen. Kvinderne kunne ikke tale om de skændsler, de havde været udsat for. Alt blev tavshed.

Indtil bøgerne om japanske krigsforbrydelser begyndte at dukke op. Fx Laurence Rees’ ”Horror in the East”, BBC, 2000. Det officielle Japan tog afstand fra redegørelserne, der end ikke omtales i nutidige japanske skolebøger, flere benægtede, at massakren overhovedet havde fundet sted. Den dag i dag har Kina ikke fået en officiel undskyldning – et forhold der er stærkt medvirkende til at der er et anspændt forhold mellem de to nationer. Men benægtelse, hovedrysten og fortielse kan nu ikke længere skjule det forfærdelige, der skete de 60 dage i Nanjing.

Den 9.11. 2004 fandt man Iris Chang død i sin bil. Hun havde skudt sig.

I en nekrolog i ”Chronicle Foreign Service” skriver Kathleen E. McLauglin: ”Many wonder if the gentle, sympathetic young woman, known here as Chang Sunru, was the massacre’s latest victim?”

Man kan ikke lade være med at spekulere på, om hun overhovedet kunne leve videre efter at have skrevet denne bog. Det er frygtelig læsning. Oversætteren, Peter Tudvad har leveret et stærkt arbejde – og på glimrende vis suppleret med anmærkninger, hvor det er nødvendigt. ”Arbejdet med oversættelsen var så hårdt", fortalte Peter Tudvad i en telefonsamtale, at ”jeg sad en hel dag og stirrede ud i luften.”.

Det samme skete for anmelderen.

En stor ros til Politikens Forlag for at sende denne uhyrlige – men absolut nødvendige og vigtige bog på markedet.