Orientalske rejser
Af Erik Ingemann Sørensen
”Førend en Reysende kommer til Alexandrien, maa han have læst de gamle Skribentere, og giort sig et Begreb om de Ting, som han vil undersøge eller sammenligne… Endnu er der én Ting, som en Reysende nøye maa iagttage i hele Ægypten, nemlig aldrig at grave ved Foden af nogen Antiqvitet, ikke heller at bryde Steene ud af noget Mindesmærke…En Reysende underkaster sig stor Fare, dersom han har den Skrøbelighed, at indlade sig i Kierligheds-Handel med Fruentimmere…”. Advarende ord, der kunne stå i enhver moderne rejsefører. Men vi skal tilbage til Frederik Ludvig Norden, der nedskrev sine oplevelser i værket: ”Voyage d’Egypte et de Nubie”, der udkom 1755. Uddrag af dette og 28 andre er samlet i bogen: ”Orientalske rejser” med den finurlige undertitel ”Danskernes oplevelser blandt beduiner, haremskvinder og sultaner 1755-1946”, redigeret af de to Orientkendere, Anders Holm og Anders Jerichow. I alt 29 klip fordelt over små 200 år.
I forordet anfører redaktørerne, at den standende debat – anmelderen fristes til at anvende udtrykket mudderkastning – har sine rødder tilbage til de første møder med de arabisk-muslimske lande. ”Dialog og ”mellemfolkelige møder” har faktisk længe været på programmet hos de danskere, som gennem århundreder har ladet sig lokke af den østerlandske sirenesang.” Det er en herlig ide, de to redaktører her har fået. Det er godt fra tid til anden at stoppe op og kigge i det intellektuelle bakspejl og herefter stille sig selv en række mere eller mindre ubehagelige spørgsmål. Det lægger de mange tekster i den grad op til. Og så kan læseren stilfærdigt notere sig udtryk som ”storsnudede Arabere” og ”skidne Jøder”. Udtryk der dukker op adskillige gange i uddybende og forklarende sammenhænge. Sammen med redegørelser der giver udtryk for stor beundring for den orientalske kultur. Forundringen over mødet med det nye og ukendte. Spændingen, nervøsiteten, gruen.
Det er spændende uddrag de to redaktører har hentet frem. De mange iagttagelser gjort af 29 skribenter over så lang en periode giver i den grad stof til aktuel eftertanke. Som sådan har bogen en stor berettigelse. Ikke at den er udtryk for en lang række af ”Edle Einfall und stille Grösse”. Dem er der nogle af. Men mere det at læseren stort set kommer hele horisonten rundt. Fra Indien i øst til Marokko i vest, Konstantinobel i nord til Nubien i syd. Det er givtigt. Men også noget problematisk – for en del af de udvalgte tekster træder så at sige i hinandens fodspor – tilføjer ikke noget nyt – men bliver i stedet til trættende elementer. Kort og godt: antologien kunne have nået samme styrke, hvis den havde været redigeret med en noget bedre hånd. Det bliver for trættende i længden at læse det samme og det samme igen. Og det er synd.
Hvad er det, der gør, at nogle skribenter i den grad hæver sig over alle andre? Her er skribenternes ærinde stort set det samme: at føre læseren ind i en ganske ukendt verden, som han eller hun har oplevet på egen hånd. Det kan være svært at afgøre. Men blandt de 29 bidrag til antologien er der især 3, der i den grad hæver sig over de andre: Carsten Niebuhr, der skriver om arabernes karakter, H.C.Andersen, der med alle sanser åbne, går i land i Smyrna, og så journalisten Henrik Cavling, der i new journalism stil giver den som krigskorrespondent blandt tyrkiske soldater i Grækenland. Det forekommer mig, at de i den grad har en umiddelbar pen, der med digterisk begavelse er i stand til at fastholde ”det store i det små”.
Hermed ikke være forstået, at de andre bidrag er dårlige. Slet ikke. Afholdsmanden Larsen-Ledets beskrivelse af en juleaften i Tunis er næsten morsom. Og billedkunstneren Jens Birkholms beskrivelse af de homoseksuelles frie vilkår i samme by har en skarphed uden lige i hans stille undren: ”Gør et Menneske fra et Land, hvor en vis Handling betragtes som umoralsk sig skyldig i Umoralitet, naar det foretager denne Handling i et Land, hvor den betragtes som normal?” Et spørgsmål der i den grad er højaktuelt.
Det er tekster som disse, der er med til at gøre ”Orientalske rejser” relevant. Men dens styrke svækkes som tidligere nævnt ved, at bogen forekommer alt for omfangsrig. Redaktørerne har med deres store indsigt lavet et lille appendiks: ”Antologiens bøger – og andre nyttige værker.” Det er en rigtig fin ide. Så får den interesserede læser en god håndsrækning til at gå videre alene. Inspirerende. Stor tak for det.
Hver skribent introduceres indledende med en lille form for cv og en udgivelsesredegørelse. Det er en god ide med denne korte præsentation. Yderligere er der en kort redegørelse for, hvad der karakteriserer udgivelsesperioden. Også det er en glimrende ide, der dog skæmmes gevaldigt af overfladiske betragtninger. Det virker ganske tilfældigt, hvad det er, der er valgt ud som karakteriserende perioden. Det, der oplagt er en ide, bliver her til lidt fiksfakserier uden nævneværdig relevans. Et enkelt af mange eksempler: om perioden 1760-63 hedder det i periodekarakteristikken: ”I Europa tilstås Storbrittannien Canada ved freden i Paris (1763)”. Det er jo komplet ligegyldigt for konteksten. Godt havde det været, om man lige havde anbragt et muligt portræt af skribenten. Det er der ofte noget givende i – som for eksempel da Johannes Østrup vendte tilbage til København figurerende som en anden Lawrence of Arabia. Men det er jo en smagssag. Til gengæld er de illustrationer, der bringes i bogen, af en meget høj kvalitet. Og så savner man en liden ordliste til mange af de arabiske ord. Den havde hjulpet læseren. Nu må man bruge forholdsvis megen tid på at google sig til et svar.
Der er desværre noget sjusket over bogen. Ideerne synes gode nok, men er ikke gennemførte. Redaktørerne siger, at der er 28 danskere, der tager læseren med til den orientalske verden. Der er faktisk 29. Bagsiden understreger, at der er tale om 24 danskere. Det kan man da kalde forvirring. På indersiden af omslaget bringes et kort over det dækkede område. Her er markeret – med årstal og navn – hvorfra beretningerne kommer. Her er der så kun 26 navne – forvirrende.
Trods disse lidt knotne bemærkninger må det slutteligen konstateres, at ”Orientalske rejser” er en i tiden ganske nødvendig bog, der forhåbentlig kan give læserne stof til eftertænksomhed. Det synes der stort behov for i disse tider.
