Porten

Af Kristian Hansen, historiker

Historien om Cambodja og De Røde Khmerer er blandt de mørkeste kapitler i menneskets historie. De eksakte tal for, hvor mange mennesker der gik til, ser aldrig dagens lys, men antallet er svimlende. Barbariet havde ingen grænser. Alle der satte sig mod revolutionen, eller var stemplet som ”fjender af revolutionen” blev hensynsløst henrettet. Dette ofte efter længere tids slavearbejde eller grusom tortur. Der blev ikke taget hensyn til, om der var tale om kvinder, børn, gamle eller mænd – alle gik de til.

Vesten var under dette inferno nærmest udelukket for informationer fra det lukkede rædselsregime. Kun ganske få fremmede fik adgang og dette kun under stramme vilkår. Alligevel er der over tiden kommet en række beskrivelser ud fra landet, der er lavet film og skrevet bøger. Således er de fleste i dag klar over, hvad der skete i de tidlige 70’ere i det lille sydøstasiatiske land i revolutionens navn.

Den franske etnolog, Francois Bizot befandt sig i Cambodja i 1971, hvor han forskede i buddhismen, med de særtegn religionen har i området. Nærmest ved et uheld falder han i De Røde Khmerers hænder og tilbringer adskillelige måneder i fangenskab. Under hele opholder, der for hovedpartens skyld er i en primitiv lejr i junglen, ligger Bizots skæbne hen i det uvisse. Det eneste han ved er, at der myrdes løs omkring ham, og at han på mange måde repræsenterer det gamle regime, som khmererne hader så indædt. Vilkårene er kummerlige, sygdomme hærger og tynder ud blandt fangerne. Bizot selv klarer opholdet uden sygdom, men lever i konstant rædsel for, hvad der skal ske med ham. Tanken om hans datter er det eneste der holder forfatteren fast i et indædt ønske om at slippe levende fra infernoet.

Bizot kommer under sit ophold i kontakt med de forskellige mennesker, der befinder sig i lejeren. Både medfanger og vogterne. De fleste af fangevogterne er ikke andet end store børn, der er revet med i revolutionens vanvid, og som blindt udfører de rædselsfulde ordre, der gives. Bizot har ikke meget til overs for disse teenager-bødler, eller for nogen anden i bevægelsen. Ikke desto mindre er kontakten uundgåelig og danner i grunden rammen om meget af bogens indhold. De samtaler Bizot fører med de forskellige personer fra De Røde Khmerer sætter på sin egen facon ansigter og personer på revolutionens ”håndværkere”. Det er netop det, der gør dette værk fascinerende. Vi har set det før. Senest i filmen ”Der Untergang”, hvor det er historiens største dæmon, Hitler, der karakteriseres. Bizot beskriver de mange diskussioner og samtaler, han har med sine bødler. Samtaler der omfatter såvel revolutionen og dens mål, som mere personlige emner. Undervejs får læseren således et indblik i det vanvid og den rædsel der omklamrede hele Cambodjas revolution, og menneskerne bag den. Det er som i ”Der Untergang” tanken om, at det er mennesker, der foretager sig disse grusomme handlinger, der gør bogen så gribende og uhyggelig på samme tid. Læseren tvinges til at forkaste tanken om, at det ikke er monstre men mennesker, der myrder og torturerer løs.

Bizot bliver endelig løsladt efter længere tid, men forlader ikke landet. Han vælger at drage tilbage og deltage i arbejdet med at redde udlændinge ud af landet kort tid efter, at hovedstaden falder i Khmerernes hænder. Igen er armoden næsten ikke til at fatte, og igen er det kontakten med Khmererne, der binder læseren til bogen. Hver dag er sin egen lille rædselshistorie, men enkelte menneskers frygtelige skæbner. Ihærdigt arbejder Bizot på at hjælpe sine landsmænd og andre, der er fanget i situationen frem til den endelige evakuering af alle udlændige fra landet.

Porten er unægtelig en gribende, om end grusom historie. Bizot, der har brugt 30 år på at bearbejde sine oplevelser, før han skrev dem ned, tager læseren med på en uhyggelig rejse gennem menneskets mørkeste sider. Alligevel er bogen ladet med en livsbekræftende energi, der manifesterer sig i forfatterens egne og hans skæbnefællers brændende ønske om overlevelse. Således beskriver Bizot øjeblikket, hvor han endelig var fri, som en genfødsel:

”Jeg forlod det cambodjanske helvede ad en udvandringens bro som en omflakkende sjæl, der af dødsdommerne for anden gang havde fået lov at gå fri. Jeg var som et nyfødt barn stødt ud i en uudsigeligt kvalfuld smerte (jeg så mit eget lig tone frem gennem disse hæslige optrin), og min rejse på den anden bred bragte mig til midten af en dyrebar ø. Jeg gik ind i rosenæblets land for at genfødes til en ny tilværelse.” s. 282.

Porten er af andre anmeldere sat i samme klasse som Dostojevskii og Solsjenitsyn, og heri er jeg ganske enig. Der er tale om en nyklassiker, der har set dagens lys. Jeg kan varmt anbefale dette mesterværk. Ikke kun til historisk interesserede, men til alle læsere. Det er en gribende beretning om liv og død, om menneskets værste og bedste sider og om, hvor dyrebart livet er.