Rejser til det lykkelige Arabien. På sporet af Carsten Niebuhr

Af Winnie Bak-Vidriksen

John Andersen skriver i sit forord, at han ikke er forfatter, men en skrivende fortæller, der i bogstaveligt forstand selv skal have oplevet de steder, Carsten Niebuhr rejste, for at kunne beskrive dem – og gudskelov for det. Ellers var vi helt gået glip af hans fantastiske billeder, hans arkitektoniske beskrivelser og sindsstemninger, hans samfundsmæssige oplevelser og hans farverige skildringer af de personer han møder på sine rejser.

Som uddannet arkitekt og medlem af eventyrernes klub, er han i besiddelse af to faktorer, der – for hans vedkommende - er med til at gøre hans rejsebeskrivelse til skøn læsning.
Hans mål med rejsen til ”Det lykkelige Arabien” er hér mere end 200 år efter Carstens Niebuhrs ekspedition, at opsøge disse historiske steder. Hvad var Niebuhrs mission? Hvad var det, han oplevede? Hvordan tager den arabiske verden sig ud i dag? Hvad er det for en udvikling, den gennemgår?

I sin rejsebeskrivelse veksler John Andersen mellem citater fra Niebuhrs egen rejsebeskrivelse – et digert værk genudgivet af forlaget Vandkunsten – og John Andersens egne beskrivelser. Flot understøttet af skitser af Niebuhr og billeder taget af John Andersen under rejserne.

I modsætning til Niebuhr og dennes rejsefæller, som foretog rejsen i ét stræk, har John Andersen besøgt landene af flere omgange; dette skyldtes forskellige faktorer som tid, penge og uroligheder i dele af den arabiske verden. En del af landene har han desuden besøgt med arkitektstuderende.

Rejserne i Niebuhrs fodspor fører ham til landene Tyrkiet – hvor han besøger Istanbul med de imponerende moskeer Hagia Sofia og Sultan Ahmed -  Ægypten – hvor han bl.a. besøger det nye verdens bibliotek i Alexandria, der ligger næsten samme sted som det berømte oldtidsbibliotek, der brændte i år 391, og hvor Niebuhr har beskrevet ruinerne i sin rejsebeskrivelse. Vi får desuden den ”lille detalje”, at det nye bibliotek er tegnet af en norsk tegnestue.

I Sinai ørkenen besøger han det isolerede Katharina kloster, som Niebuhr ikke nåede at få adgang til pga. et meget besværligt bureaukrati. Han rejser til Saudi Arabien, hvor kvinderne går rundt som ”sorte sække”, og hvor mændene nyder livet, mens alt arbejdet bliver udført af indere og pakistanere. Yemen har han besøgt ved en tidligere lejlighed, et land der mest er kendt for uroligheder og kidnapninger, men som også har meget andet at byde på. I Bombay i Indien besøger han Elephantia-øen, og han beskrivelser er endnu engang suppleret med Niebuhrs grundige beskrivelser, optegnelser og skitser.

Rejsen går også til Oman, Iran og Irak. Ved flylandingen i Iran beskriver John Andersen, hvordan alle kvinderne skynder sig at tildække håret helt og aldeles for ikke at få besvær med det hemmelige politi – som ironisk nok blev skabt i samarbejde mellem CIA og Shah Reza Pahlavi. Væk fra hovedstaden og væk fra offentligheden bæres tørklædet mere afslappet. Han besøger Persepolis, som pga. omfattende udgravninger er mere synlig i dag, end da Niehbur besøgte stedet – man ser både Niebuhrs skitse fra 1765 og Andersens billede fra 2007. Rejsen går til Syrien, Cypern, Palæstina, Jordan, tilbage til Tyrkiet og så til sidst rejsen hjem gennem Østeuropa på motorcykel.

Man kunne blive ved med at komme med opremsninger af de oplevelser, John Andersen beskriver delvis gennem Niebuhrs egne ord og dels ved selvsyn. Som nævnt indledningsvis, formår han at skabe en fuldendt beskrivelse af fortid, nutid, samfund, kultur og arkitektur. Man kan kun blive fanget af hans historie og hans stil. Og at han hverken er forfatter eller historiker, tror jeg kun gør hans beskrivelser mere levende og ægte. Man mærker tydeligt hans begejstring for at rejse, møde mennesker og naturligvis ikke mindst hans begejstring for arkitektur og for Niebuhr.

Og har man ikke lige mod på at give sig i kast med Niebuhrs egen rejsebeskrivelse, der ikke ligefrem er godnat-læsning – undertegnede er selv kun nået halvvejs gennem bind 1 – er John Andersens bog en glimrende måde at blive introduceret til Niebuhr. Den kan desuden bruges til inspiration, hvis man planlægger at rejse til ”det lykkelige Arabien”.

Bøger skal læses af én selv, og det skal denne i højeste grad. Det et meget begrænset billede, man i en anmeldelse kan nå at give af John Andersens utroligt mange oplevelser under hans rejse, og man kan hurtigt komme til at lægge ham ord i munden - så derfor: de bedste anbefalinger hér fra. Se at få den læst!