Smagen af Kina

Af Christen Bonde

Til al held kan historie formidles på mange måder. Den dansk-kinesiske forfatter Xinxin Ren Gudbjörnsson, der både har skrevet fag- og skønlitteratur og er udgivet såvel i Kina som herhjemme, har fået en glimrende idé, som Gads Forlag heldigvis har grebet.

Resultatet er en bog med nedslag i udvalgte og gerne mere farverige dele af hendes kinesiske slægts historie i de seneste hundrede år skrevet sammen med et udvalg af familiens bedste madopskrifter. De to umage dele er syet sammen med en gennemgående rød tråd omhandlende Kinas historie i samme tidsrum. Undervejs er der en række temaafsnit om især det kinesiske køkken og forskellige madvarer.

Ofte spiller bogens umage dele lydefrit sammen, for eksempel når forfatteren fortæller om sin oldefar, der åbenbart var blandt de første til at avle chili i Sichuan-provinsen, hvor familien kommer fra. Læseren får efterfølgende oldefarens opskrift på chilisauce. Eller da en succesrig søn, der sælger chilisaucen på det lokale marked, ser sig overhalet af en kvindelig konkurrent, der sælger en ganske anderledes chilisauce. Som i alle gode eventyr bliver de gift, og læseren får naturligvis også hendes opskrift serveret.

Med et glimt i øjet følger opskriften til retten ”Sichuansk socialistisk oksegryde med kartofler” historien om dengang, da kommunistpartiet udbredte det glade rygte om, at kineserne en dag ville blive så rige, at de kunne spise det hundedyre oksekød hver eneste dag. Oksekødsorgiet blev i øvrigt ikke til virkelighed, selv om landet blev meget rigere – kineserne kan nemlig bedst lide svinekød.

Bogen byder på mange andre eksempler på et veleksekveret sammenspil, og man mærker, at forfatteren har investeret en stor indsats i at få delene til at gå op. Forfatteren skriver med overskud, sproglig opfindsomhed og manglende lyst til at gemme sine meninger bort. Det gør bogen underholdende at læse, men desværre bliver den også nemt fanget mellem tre stole:

Opskrifterne er for få til, at bogen fremstår som en ’rigtig’ kogebog, ligesom man fornemmer en skarp redaktionsproces, hvor opskrifter med mange forskellige ingredienser er skåret væk med hård hånd til fordel for retter med en række af de samme gennemgående ingredienser. Læserne skal ikke blive skræmt væk.

Familiehistorien består af fortællinger, ”sådan som de huskes i familien” fremgår det af bagsiden på bogen – med andre ord: Ukritisk fortalte anekdoter i rigt mål. Man gyser i sit pernittengrynende sind, mens man sidder på sin hønsepind lammet af Erslevs hvasse blik, også selv om historierne er farverige tidsbilleder og som regel leder forfatteren til at forsøge at perspektivere.

Men den historiske lim, der binder delene sammen, er til tider tynd – som f.eks. den fjollede anekdote i starten af bogen med de kinesiske intellektuelle i Paris i 20´erne (de spiste utallige ”dekadente croissanter”). De blev åbenbart kommunister, fordi de europæiske kommunister holdt de bedste fester helt til den årle morgen.

I afsnittet om formand Maos vilde eksperimenter med kæmpelandet er forfatteren opsat på at fremhæve, at det hele ikke var skidt. Mange kinesere deler et mere nuanceret syn på Kulturrevolutionen, end det er normen i Vesten, hvor den står malet i dystre farver. Det er uden tvivl korrekt. Desværre undlader hun at nævnte de mange, mange millioner dødsofre under Maos styre, mens hun omvendt fremhæver, at nogle unge rødgardister stjal med arme og ben og udøvede vandalisme. Det er vist det, man kalder en banalisering af et tragisk aspekt af fortiden.

Til gengæld overbeviser historien om, hvordan kommunisterne med deres livsnære propaganda og tillidsskabende tilstedeværelse i 30´erne havde succes med at række ud til den almindelige kineser – Xinxin Ren Gudbjönsson har en kandidatgrad i marketing, så her er hun på intellektuel hjemmebane.          

Selv kunne jeg sagtens finde på at købe og forære den veloplagte, fortælleglade bog som værtsgave m/k – men helst til en ikke-historiker.     

[Historie-online.dk, den 25. oktober 2023]