Paris efter befrielsen 1944-1949

Fremragende Beevor

Med ”Paris efter befrielsen, 1944-1949” skrevet sammen med sin hustru, Artemis Cooper, fremstår Beevor endnu engang som en af samtidens helt store historiefortællere.

Af Erik Ingemann Sørensen

Frankrig under og efter den tyske besættelse 1940-1944 kan være ikke så lidt af et puslespil at beskæftige sig med. Franskmændenes egen tilgang til perioden er ofte båret af særdeles stærke følelser, farvet af den enkeltes ståsted – gaullist eller kommunist. Hertil kommer den enkeltes dobbelthed – de intellektuelles adfærd – la resistance og flere endnu. Mange, mange flere.

At samle alle disse brikker, så der tegnes et reelt og forståeligt billede, er en opgave, der kræver en utrolig research, viden, indsigt samt forståelse. Men det er til fulde lykkedes for de to forfattere, der udsendte bogen første gang i 1999 – og nu har skrevet en ny, revideret og udbygget udgave.

Ud af kaos

Det er vist ikke for meget sagt, at Frankrig var præget af kaos på alle områder i besættelsens sidste måneder – under befrielsen – og efter. Hvem ville vinde? Hvilken hest skulle man holde på – hvem ville eventuelt blive befrierne? Det summede af allehånde rygter i et Paris, der var i moralsk og menneskeligt forfald. 

Fortællingen om dette falder i 4 dele: ”En fortælling om 2 lande” omhandler besættelsen og befrielsen, ”L’etat c’est de Gaulle” beskæftiger sig blandt andet med dette gigantiske ego, regeringsdannelser og retsopgøret. ”Den kolde krig” er fortællingen om Frankrigs forsøg på at retablere sig som stormagt – og endelig er der det afsluttende ”Den nye normalitet”, der går frem til kuppet i Prag og oprettelsen af NATO – sluttende med den herlige fortælling: ”Paris sera tojours Paris”.

Særlig interessant er opgøret med og angsten for kommunisterne, der spillede en stor og ganske afgørende rolle under hele besættelsen. Kapløbet mod Paris er endnu en fascinerende fortælling. General Patton tordnede – som vanligt – frem og strakte sine forsyningslinjer langt ud over det fornuftige. Det var et katastrofescenarie for de Gaulle, der uanset omkostningerne ville have en fransk indmarch i Paris. Af flere årsager, hvoraf hans gigantiske ego var en af de helt centrale. Det virker flere gange, som kunne dette overdimensionerede ego slet ikke være i generalens krop.

Det er blandt andet denne finurlige vekslen mellem de store begivenheder og myriader af enkeltpersoner, der får siderne til at flyve af sted. Til at gøre læsningen vidunderlig levende.

Opgør

Et særligt interessant kapitel drejer sig om l’epuration sauvage – ”den grusomme udrensning”. Beevor skriver: ”En folkelig blanding af ægte moralsk harme, undertrykt frygt, misundelse og skyldfølelser synes at have frembragt et hysteri, som hurtigt fik udløb…” Forfølgelsen af ”tyskerpigerne” er velkendt. Men rundt om i Paris og andre steder i Frankrig oplevede man lynjustits med summariske henrettelser – endog udsmidning fra fly og andre rædselsgerninger.

Tallene af henrettede er der stadig diskussion om. Til gengæld er antallet af personer likvideret af modstandsbevægelsen rimeligt klarlagt. Det velrenommerede ”l’Institut  d’Historie du Temps Présent” sætter det til ca. 208 under okkupationen og 75 efter. Hertil kommer dog et stort antal uopklarede drab og mystiske dødsfald (ofte gaseksplosioner), hvoraf mange kan have været skjulte likvideringer. I Danmark ligger antallet af likvideringer foretaget af modstandsbevægelsen på omkring 400! ”Hvis man sammenligner reaktionen efter besættelsen af Frankrig med den i andre besatte lande i Nordvesteuropa – Belgien, Holland, Danmark og Norge – så var udrensningen i Frankrig ”moderet ifølge Jean-Pierre Rioux” (fransk historiker), skriver Beevor.

Frihedsrådet i Danmark havde kendskab til ”de lange knives nat”, hvilket – ifølge flere historikere – var en af årsagerne til, at man nøje vurderede og planlagde, hvordan man skulle agere ved befrielsen. For ganske mange var interneringen efter den 4. maj en slags beskyttelsesarrest mod ”gadens parlament”.

Heller ikke det officielle retsopgør gik efter klare og korrekte juridiske spilleregler. Herom vidner sagen mod de to store: Pierre Laval og Marskal Petain. Førstnævnte blev henrettet efter forgæves at have forsøgt selvmord med gift. Det lykkedes ved en særdeles ihærdig indsats at få ham genoplivet. Så han efterfølgende kunne henrettes! Marskal Petain blev idømt livsvarig forvisning på en lille ø i Atlanterhavet. Hvor han døde og blev begravet. (Her savner man historien om, hvordan hans knogler blev gravet op og gemt i hans sagførers garage i Paris med henblik på en senere mere statsmandsagtig begravelse. Men det blev opdaget – knoglerne samlet sammen og sendt retur!).

Nye tider

Efterhånden blev franskmændene trætte af deres befriere. nu spyttede man efterhånden efter de tidligere så eftertragtede amerikanske soldater. Livet begyndte langsomt – efter hårde vintre – at forme sig efter de vante rammer. Beevor beretter levende om digterne , kunstnerne og moden – om det Paris, der efterhånden blev den gamle eftertragtede metropol. Et helt kapitel omhandler således ”turismeinvasionen”, hvorfor det egentlig ikke er underligt, at der også findes et kapitel med overskriften ”Paris sera toujours Paris”. 

”Le grand Charles” dukker op igen og igen bogen igennem. Ikke underligt – om nogen er det vel ham, der tegnede Frankrigs genindtræden på den historiske og politiske arena. Også kampen mod kommunisterne, som det drejede sig om at få afvæbnet så hurtigt som muligt, får en fin gennemgang. Noget tyder på, at Stalin ikke var interesseret i kommunistiske kup i den amerikanske del af Europa – som de kaldte det. 

La guerre franco-francaise blusser en sidste gang op i maj 68 med studenteroprøret. Flere frygtede en ny borgerkrig – hvilket viste sig helt ude af proportioner – og roen sænkede sig atter over byen. Og landet.

Beevor afslutter sin fremragende bog med ordene: ”…langt det største flertal betragtede nu (30. maj 1968) sig selv som almindelige franskmænd, som var dødtrætte af politiske strejker og kaos i Latinerkvarteret. Den sartreske vej til frihed var endt. Borgerskabet havde ikke ladet sig vælte af radikale ideer.”

Bogen er naturligvis forsynet med en ypperlig kildeanvisning til de enkelte kapitler og en fremragende litteraturliste.

I realiteten er der vel ikke andet at sige end: Beevor har gjort det. Igen.

Hvilken mageløs fortæller.