Patrioter og fattigfolk
Fattigvæsenet i København ca. 1500-1850
Af Johnny Wøllekær
Historiske Meddelelser om København er udkommet med et særnummer, der handler om hovedstadens fattigvæsen fra slutningen af middelalderen og frem til umiddelbart før det moderne gennembrud. Med dette særnummer håber redaktionen, at man kan sætte fornyet fokus på den københavnske fattigdoms historie – et meget agtværdigt og prisværdigt håb! København havde som andre europæiske storbyer massive fattigdomsproblemer i den behandlede periode. Byens gader var overfyldt med tiggere, gadebørn, krøblinger og andre fattigfolk. Det er derfor også et omfattende og betydningsfyldt emne, redaktionen har valgt at gå i krig med. Hovedstandens fattigforsorg var betydningsfuld på flere måder. København fungerede ofte som en slags ”eksperimentarium” for nye administrative tiltag og ideer, og mange af de initiativer, der blev introduceret i hovedstaden, kom senere ud i provinsen. Det københavnske fattigvæsen var prøveklud for eksempelvis tvangsarbejde allerede omkring år 1600, noget der først senere slog an i andre købstæder. Det var i hovedstaden, at landskendte fattiginstitutioner som Opfostringshuset, Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset og Ladegården lå.
Bogen rummer seks hovedbidrag, der nogle steder overlapper hinanden. Indledningsvis leverer arkivar Peter Henningsen en fin oversigt over fattigvæsenets historie fra ca. 1500 til 1800. En periode, hvor der skete en omfattende regulering og omlægning af fattigpolitikken. Inspirationen hentede myndighederne blandt andet fra andre europæiske storbyer, herunder den nordtyske by Hamborg. Fattigvæsenet bar derfor præg af et ”fælleseuropæisk tankegods”.
Der, hvor Peter Henningsen lader sit bidrag slutte, tager historikeren Keld Mikkelsen over. Med udgangspunkt i en demografisk og økonomisk forklaringsramme bliver den store fattigvæsensplan fra 1799 taget under behandling. En plan, der på sigt førte til en øget centralisering, specialisering og professionalisering af fattigvæsenet. Planen førte også til, at arbejde og naturalieforsørgelse vandt frem, så fattigforsorgen fik et voksende institutionaliserings- og tvangspræg.
De to første kapitler danner en slags forståelsesramme for de næste tre bidrag, hvor delelementer af fattigforsorgen behandles. Flere af bogens artikler kredser om oplysningstiden og de nye tanker, der fløj hen over landet. Lidt forenklet sagt, så betød oplysningstiden, at fattighjælpen gik fra at være en barmhjertighedsgerning til at være en del af ”samfundets politiske kamp mod fattigdom, løsgængeri og kriminalitet”. Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel til løsning af samfundsproblemerne blev arbejde (og arbejdstvang). Det gavnede staten, men lærte også de fattige at bestille noget. Arkivar Birgitte Vedel-Larsen tager netop de københavnske arbejdshuse og tvangsarbejdsanstalter under behandling, og hun demonstrerer endnu en gang, at arbejdshusene var et resultat af en international bevægelse. Inspirationen kom blandt andet fra England, Nederlandene og Tyskland. Allerede i 1500-tallet blev arbejdsføre tiggere ”aktiveret” ved tvangsarbejde, og i 1600-tallet kom kongens arbejdshuse, hvor borgerne blev ”opdraget” til gode, arbejdsomme samfundsborgere.
I kapitel 4 og 5 er der fokus på oplysningstidens patriotiske tanker blandt borgerskabet. Historiestuderende Peter Wessel Hansen har analyseret en samling af 76 efterladte breve, skrevet af fattigskolelærerinde Henrica Gembse til Københavns Magistrat i årene 1792-98. Brevene giver et sjældent indblik i fattigskolelærerinders selvforståelse. I deres ordbrug og tone er brevene gennemsyret af patriotisk retorik og tankegods. Det er dyder som ”retfærdighed”, ”ædelmodighed” og ”menneskekærlighed”, der er i centrum i brevene, og lærerinden var formentlig påvirket af de patriotriske tanker, som herskede i fattigvæsenet og dets friskoler generelt.
Peter Wessel Hansens medstuderende Svend Ranvig-Christensen og Asger Boe Wille tager tråden op og foretager en interessant gennemgang af fattigskolernes lærebøger og deres indhold. Deres pointe er, at indholdet af fattigskolernes undervisning i mangt og meget var identisk med den, der blev praktiseret i de nye folkeskoler fra 1814. Fattigskolerne blev en slags afsæt for de senere folkeskoler.
Årbogen afsluttes med en oversigt over eksisterende litteratur og kilder til det københavnske fattigvæsens historie. Læserne er dermed godt klædt på til at lave selvstudier. I indledningen skriver Peter Henningsen, der er årbogens redaktør, om forarmethedens stank og fattigdommens konsekvenser i form af "dårlig og ussel ernæring, sygdom og dødelighed". Det giver – sammen med bogens titel - forventninger om en fortælling, hvor det er de fattige, som er i centrum. Men her bliver man lidt skuffet. Bogen giver en ”traditionel” tilgang til stoffet med fokus på lovgivning, forordninger og de administrative tiltag. Det er – med enkelte undtagelser - fortællingen om fattigvæsenet set fra oven og ikke de enkelte fattigfolks skæbner, der er i centrum. Når det er sagt, så giver årbogen dog en kompetent og omfattende indføring i det københavnske fattigvæsens administration og organisering, og den er et uundværligt instrument til yderligere studier. Jeg håber – og tror – at årbogens redaktion med bogen har åbnet porten for et fornyet fokus på den københavnske fattigdoms historie.
