Ragnarok
Af Kristian Hansen
Næste år er det 60-årsdagen for det tredje Riges fald, der endte med et grufuldt opgør mellem de sidste rester af den tyske værnemagt og den røde hær i Berlins sønderbombede gader. Meget er skrevet om dette inferno taget direkte ud af Dante. For få år siden udkom A. Bevor, manden bag ”Stalingrad, the fatefull sieg” med værket ”Berlin – the downfall”, før dette er der ligeledes arbejdet fremragende med dette kapitel af Europas historie af bl.a. Allan Clark. Med bogen ”Ragnarok” lykkes det alligevel for Joachim Fest at se på begivenhederne med nye øjne. Resultatet er en fascinerende, om end grusom beskrivelse af de sidste desperate dage i det tredje Riges hovedstad.
Næppe før i historien har en mands politiske verdenssyn skabt så meget gru og ødelæggelse, som Adolf Hitler. Da det hele var ved at være forbi og nederlaget var en uomtvistelig realitet, der bare ventede på at indtræffe, skærpede han sin opfattelse. Nu var det selv hans eget folk, tyskerne, der ikke fortjente at leve. I diktatorens øjne havde de ikke magtet den opgave, han havde stillet dem. Dem, der var værdige, var faldet ved fronten, og resten måtte nu leve med konsekvensen af den fejlslåede indsats.
I slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945, hvor fjenderne strammede grebet om 1000-års riget fra øst, vest og syd, dannedes der i Hitlers verdenssyn en idé, der kort og godt gik ud på at tage så meget af civilisationen med sig i sin undergang. Denne opfattelse kulminerede med den såkaldte ”Nero-ordre”, hvis grundlæggende indhold var, at alt der kunne tjene fjenden, eller det fremtidige fortabte Tyskland skulle destrueres. Alt fra jernbanelinjer til våbenfabrikker og fødevaredepoter skulle jævnes med jorden. Mange valgte at se bort fra denne ordre, da der så sent i krigen ikke var mange, der troede på Føreren længere. Ikke desto mindre formåede de fanatiske tilhængere at ødelægge store dele af Østtysklands infrastruktur og industrielle kapacitet.
Krigen i sig selv tog nu også sin del i ødelæggelsen. Fra øst buldrede millioner af sovjetiske soldater mod hjertet af Tyskland med enorme ødelæggelser til følge. Dette forstærket af den forbitrede modstand, som de sidste rester af Hitlers væbnede styrker ydede. En del af nazismens propaganda gik på, at undermenneskerne fra øst ingen nåde viste. For de fleste borgere og soldater i Tyskland var der derfor ikke noget andet valg end at kæmpe til døden.
Bogen her foregår i Berlin og beskriver de sidste måneder af et dødsdømt diktaturs historie. Foruden at følge Hitler og hans nærmeste beskrives tilværelsen for den civile befolkning også. I foråret 1945 var Berlin sønderbombet. Livet var en kamp for overlevelser mellem på den ene side de natlige terrorbombardementer og på den anden knapheden på livsnødvendige forsyninger og regimets egne bødler.
I sin bunker 30 meter under Rigsdagen befandt Hitler sig i en tilstand, der enten var præget af total defaitisme eller udbrud af idéer om vidundervåben, der ville bringe sejrene i hus. Nogle dage var det tanken om en fred med de Vestallierede, der drev ham, andre håbet om, at armeegrupper, der ikke længere eksisterede, ville redde ham og Tysklands ære.
Slutningen på historien kender vi alle. Hitler og hans hustru Eva Braun tager deres eget liv. Det samme gør Goebbels og hans familie. Ingen aner hvor mange civile og soldater der gik til, men tallet har været fortvivlende. Russerne mistede op imod 400.000 soldater i den sidste offensiv, der ente med Berlins fald.
Joachim Fest har med bogen ”Ragnarok” fortalt en historie, der er beskrevet mange gange før. Ikke desto mindre er dette et af de bedste værker om emnet, jeg har læst. Brugen af øjenvidneberetninger og alternative kilder giver læseren en ny synsvinkel, der simpelthen er dybt fascinerende. Fest er en gammel herre. Han har selv oplevet det tredje Rige og har dedikeret sin professionelle karriere som historiker til at arbejde med emnet. Hans skrivemåde er letlæselig, sober og aldeles professionel. Det skal dog siges, at der er en del detaljer der er indforståede. Således at det af læseren kræves, at denne har en vis forhåndsviden om det tredje Rige som sådan, hvis der ikke løbende skal slås op i leksika eller andre værker om krigen. Dette er dog ikke en hæmsko, men en udfordring.