Renæssancens stænder og håndværk
Af cand.mag. Steen Ivan Hansen
Mange vil kende Jost Ammans træsnit fra 1568, som viser datidens mange håndværk. De er blevet benyttet som illustrationer i mange kulturhistoriske værker, da de er rigtigt gode kilder til belysning af de forskellige håndværk og værksteder i denne periode. Derimod bringes de ledsagende tekster, som var gjort på vers af Hans Sachs, så at sige aldrig.
Det er der nu rådet bod på for Danmarks vedkommende, idet forlaget Hikuin har oversat og genudgivet værket: Stænderbogen under titlen Renæssancens stænder og håndværk. Jens Vellev gennemgår i et par kapitler både baggrunden for værket samt dets forløbere og efterfølgere, men ikke mindst selve Stænderbogens tilblivelse og skæbne.
Det fremgår, at det faktisk var Sachs` tekster på såkaldte knittelvers, der var de yndede – træsnittene var supplement dertil, men med tiden gled digtene i baggrunden, og de færreste kender vel teksterne i dag, mens vi ser Amanns træsnit i mange sammenhænge. Det giver derfor god mening at udgive hele værket, for teksterne uddyber billederne, ligesom historien om værkets tilblivelse er et stykke kulturhistorie.
Filologerne Hans Blosen, Per Bærentzen og Harald Pors har oversat værket, og de har valgt ikke at forsøge sig med en versificeret oversættelse, men slet og ret en korrekt meningsmæssig oversættelse. Det har vel næppe heller været muligt at sætte oversættelsen ind i verseform, uden at det ville gå ud over nøjagtigheden. Endvidere gengives versene i deres tyske originaltekst, så med blot et minimum af sprogkendskab til tysk – og støtte i oversættelserne – vil man kunne forstå de ganske charmerende vers, Sachs har skrevet.
Jens Vellev bidrager på flere områder med de nødvendige baggrundsoplysninger, f.eks. undrede det undertegnede, at både pave, kardinal og biskop får en positiv omtale, mens munke og ikke mindst pilgrimme kritiseres. Bogen er trykt i Frankfurt am Main, og det var vistnok en by, der var splittet mellem katolikker og lutheranere. Det samme var udgivelsen af Stænderbogen for så vidt, idet Sachs var lutheraner og udgiveren, Sigmund Feyerabend var katolik. Han ønskede at bogen skulle kunne afsættes i begge lejre, så vi taler nok om et kompromis – at genere paven gik ikke an, men at munkenes liv fik den beskrivelse, at deres klostre ikke længere rummer megen ånd, kunne åbenbart passere. På samme måde skrev Sachs (ifølge Vellev) i sit manuskript, at menigheden både får brød og vin, men forlæggeren strøg det med vinen, som ikke var gældende ved de katolske messer.
Stænderbogen har alle samfundets lag med, så efter kirkens folk følger kejseren, konger og fyrster m.fl., men så er det ellers de mange håndværk, der beskrives – i alt omkring 90, og selv om dette vel ikke er overraskende, så er det tankevækkende, hvor stor en betydning specialiseringen udi håndværk havde før industrialiseringen. Ved at udvikle stadig mere snævre fag opnåedes en større og langt bedre vareproduktion - en udvikling, der forsatte langt op i tid. Nogle af fagene har vi nok ikke haft i Danmark, for i Tyskland var der en endnu større håndværkstradition og et meget større afsætningsmarked, end i Danmark. Det menes f.eks., at Nürnberg havde omkring 50.000 indbyggere, og her produceredes mange artikler til salg i hele Nordeuropa, ikke mindst metalprodukter.
Enkelte af disse håndværk lever endnu, men de fleste er væk – bl.a. derfor er Stænderbogen en fremragende kilde. De fleste håndværk omtales positivt, og versene lader håndværkeren tale, mens stikket viser ham med sit arbejde. Lad os tage et enkelt eksempel i oversættelse – vil man læse de fine vers, må man ty til bogen:
Børstenbinderen. Man kalder mig børstenbinder. Jeg laver alle slags børster, smukke børster til fruer og frøkener, guldbetrukne og en fryd for øjet, også bløde klædebørster og fejekoste til tjenestefolkene og børster, som man vasker glas med, når de er blevet snavsede.
Det er næsten kun advokaterne og jøderne, der får et dårligt skudsmål, og Advokaterne (prokuratorerne) er mange vel også lidt efter i dag…
Prokuratoren. Jeg procederer for retten og forfægter ofte en dårlig sag med snuhed, snedig list og rænker, med forhaling, bedrag og prokuratorkneb, hvormed jeg trækker sagen i langdrag. Men ender det så uheldigt, at min klient må ned med nakken, så har jeg dog ofte fået fyldt pengepung og mund.
Og dog får mange af os måske en omgang af Sachs til sidst, idet han nævner fire slags narre, hvoraf højst den ene, nemlig Den durkdrevne hofnar, kan siges at beklæde et egentligt erhverv. De øvrige tre er i en eller anden skala mange af os andre, nemlig Pengenarren, Ædenarren og Ærkenarren!
Man må i høj grad bifalde, at vi nu har fået dette interessante værk på dansk i sin helhed. Det kan læses til oplysning om renæssancens samfund, om det tekniske stade og endelig som meningsfuld fornøjelseslæsning. I øvrigt en nydelig bog med fine farvetryk – tak til Hikuin for denne satsning.
Se også Svar på anmeldelsen af "Renæssancens stænder og håndværk i tekst og billeder"
