6. Juli

Af Erik Ingemann Sørensen

EN HISTORIE OM HISTORIEN

Ib Søbys roman om sejren ved Fredericia 6. juli 1849 er både krigsfortælling og en mareridtsagtig kærlighedshistorie.

Sejre på slagmarken er der ikke svært mange af i Danmarkshistorien. Men blandt de få står udfaldet fra Fredericia – natten mellem den 5. og 6. juli 1849 – som en af de mest geniale og heroiske. Nu er det 164 år siden. Men den årlige mindedag, der indledes fra volden med kanonsalutter, sørge- og sejrsmarch gennem byen og blomsternedlægning på krigergravene, er et særkende for fæstningsbyen.

I de senere år er man langt om længe begyndt at lægge blomster på de faldne slesvig-holsteneres grave. De var ellers blevet smidt i en massegrav, hvorefter præsten havde spyttet på dem. Det tjener De Danske Forsvarsbrødre til ære, at man endelig har taget sig sammen til også at ære fjenden.

I 1848 var frihedsbevægelserne bølget gennem Europa. For slesvig-holstenerne var dette signal til at bekæmpe ”den danske undertrykkelse”. Og støttet af tyske forbundstropper lykkedes det faktisk at trænge den danske hær baglæns op gennem Jylland. I denne regulære borgerkrig.

General de Meza blev med en del af hæren på Als. En anden del af hæren rykkede ind i fæstningsbyen Fredericia, der lå godt beskyttet bag et gigantisk voldanlæg. Og general Rye trak sig ud på Helgenæs, hvor et skanseanlæg kunne hjælpe med at bremse de forfølgende styrker. Og holde dem stangen.

Flankestillingen Fredericia blev belejret – af en nu opdelt styrke. Og oprørerne anede ikke uråd, før det var for sent. General de Meza fik sine tropper sejlet til Faaborg og videre til Fredericia. Og fra Helgenæs kom Rye sejlende med sin styrke. Et genialt træk overfor en splittet modstander.

Det er om denne historiske begivenhed, journalisten og forfatteren Ib Søby har skrevet sin debutroman. Hele 516 sider er det blevet til. Det er ganske mange, men forfatteren har ofte en god pen. Han beretter godt om soldaternes trængsel i en krigstid. Og der ligger et stort researcharbejde bag. Fortællingen understøttes også af, at han i en periode har boet lige uden for fæstningsbyen.

Bogen er bygget op over den fiktive hovedperson, Niels Peter Nielsen, der er løjtnant – og tæt på general Rye. Det er gennem ham læseren ledes gennem ventetiden. Soldaternes frygt og håb, deres længsler, smerterne og omkostningerne. Rigtig godt.

Pudsigt nok fylder selve udfaldet fra Fredericia blot 12 sider. Unægtelig noget lidt i forhold til bogens titel. Også alt, alt for lidt. Det er jo her, dramaet for alvor udspilles.

At bogen alligevel er på 516 sider, skyldes en indbygget ”kærlighedshistorie”. Anførselstegnene er anbragt for at antyde – at det i realiteten er noget helt andet. Når jeg i underrubrikken kalder den for ”mareridtsagtig” – ja, så hænger det sammen med – for nu at være særdeles meget venlig – at såvel sprogligt som historiemæssigt er bedre sandelig set!

Bogen afsluttes med en række små biografier om nogle af de historiske hovedpersoner. Samt Tøjhusmuseets beskrivelse af krigergraven i Fredericia. Og endelig med nogle kortrids. Her er Helnæs pludselig havnet på Mols – og et kort, der viser selve udfaldet – mangler helt.