De fattige i Lodz

Af Henning Lyngsbo

Denne bog er virkelig et flot stykke litteratur. En historisk roman af de store. Ikke på grund af sidetallet på 661, men på grund af sit historiske, dramatiske indhold, der på fremragende vis fortælles af Steve Sem-Sandberg.

En roman der efter forfatterens egne udsagn ”i grove træk og med visse tilføjelser” følger begivenhederne i den jødiske Ghetto i Lodz 1941-1944, således som disse er optegnede i et unikt historisk dokument – Ghettokrøniken  på over 3000 sider. Dette værk er nu gjort mere tilgængeligt, idet Wallenstein Verlag i 2007 udgav et uforkortet tysk 5 binds værk med titlen ”Die Chronik des Gettos Lodz/Litzmannstadt.” Navnet Lodz er det polske navn på byen, medens Litzmannstadt blev det tyske navn for byen efter en befaling fra Hitler straks efter byens erobring i september 1939. I Steve Sem-Sandbergs bog  optræder mange nationaliteter. For at være loyal overfor bogens kildemateriale må forfatteren derfor lade polakker og den jødiske ghettobefolkning bruge navnet Lodz, medens han lader arierne, de tyske besættelsestropper konsekvent bruge navnet Litzmannstadt. Det kan virke forvirrende, hvis ikke man forstår sammenhængen. Det gælder også for samtlige gade- og stednavne, der alle til hobe fik tyske navne.

Ghettokrøniken er skrevet af nogle medarbejdere i Ghettoens jødiske administrations arkivafdeling. Udover rent statistiske opgaver skulle disse medarbejdere ”i største stilhed” indsamle materiale og gøre selvstændige notater herom til en fremtidig fremstilling af Ghettoens historik.

Selvom bogens basis hviler på nævnte 3000 dokumentarsider, fremhæver forfatteren, at bogen er en roman, og derfor indeholder fiktion. Uanset dette må man gå ud fra, at forfatteren ikke har ladet fiktionen  gøre vold på Ghettokrønikens data og oplysninger i øvrigt. Bogen indeholder et væld af episoder, hvor den menneskelige integritet i den grad fornedres eller destrueres. For nogle læsere kunne man forestille sig, at der i de situationer ville opstå et dilemma. Er de dokumenterbare, eller er de ren fiktion?      

Efter min opfattelse er der ikke noget dilemma. Hændelserne har fundet sted. Men måske er de ikke alle foregået i Lodz. Vi har så mange beretninger om den tyske besættelsesmagts brutalitet overfor befolkningerne i de besatte lande, hvor især Polen og i ekstrem grad de polske jøder blev hårdt ramt, at vi med sikkerhed kan sige, at bogens mange rædselsvækkende begivenheder har fundet sted i stort omfang overalt i det tyskdominerede rum. Uden at vide det hælder jeg dog til den anskuelse, at alle bogens begivenheder de facto fandt sted i ghettoen i Lodz 

Ghettoen i Lodz decimeredes fra 250.000 indbyggere ved ghettoens start 1939/40 til få tusinde  i 1945.  Langt de fleste blev myrdet i udryddelseslejre som Auschwitz efter at være deporteret fra Lodz. Disse deporteringer vakte naturligvis uro og frygt blandt beboerne i Lodz og gav anledning til mange af de omtalte brutale episoders opståen. Ikke mindst da tyskerne forlangte, at alle børn under 10 år skulle deporteres. Det drejede sig om op til 20.000 børn, der således skulle skilles fra deres forældre.

På sin vis er det dristigt af forfatteren at blande fiktionslitteratur med en skildring af det, vi med en bred pensel kalder holocaust. Eller spurgt på en anden måde: Vil romanen, som jeg jo kalder flot litteratur,  med sine kvaliteter fjerne focus  fra holocaust-temaet?  Det mener jeg ikke er tilfældet i denne roman. Steve Sem-Sandberg skriver jo om livet før opholdet og døden i udryddelseslejrene. Officielt blev ingen udryddet. Så derfor eksisterede holocaust ikke i bogens handling.

Læserne er dog på intet tidspunkt i tvivl om, hvad formålet med deporteringerne er. Holocausten beskrives som sagt ikke i bogen, men forfatteren lader den alligevel eksistere, gemt bag videnhorisonten men indenfor rygternes rækkevidde. Men for beboerne i Lodz er der imidlertid ingen dokumenteret viden om deporteringernes egentlige formål. Beboerne bliver jo fyldt med løgne, så som bedre arbejde og levevilkår. Selv den jødiske administrative leder, Mordechai Chaim Rumkowski også kaldet Jødeældste eller slet og ret Formanden, fylder sine borgere med de samme løgne.  

Det er disse løgne og deraf følgende usikkerheder i befolkningen, forfatteren søger at få læseren til at opleve. Og det må siges at være opnået. Fortælleevnen er helt i top. Hele følelsesregisteret kommer i brug. Forfatteren har en bemærkelsesværdig, prosaisk evne til at fremstille de mange dramaer, som befolkningen i Lodz oplever. En fortællekunst der fremkalder associationer om værker som Victor Hugo´s  De elendige, Charles Dickens Store forventninger m.fl.. 

Hovedpersonen i mange af bogens dramaer er den før omtalte Rumkowski. En særdeles monstrøs skikkelse. Kriminel på indtil flere områder, hvoraf skal nævnes  voldtægt og pædofili som de hyppigst omtalte.

Den 13. oktober 1939 havde den tyske stadskommissær Albert Leister tildelt Rumkowski posten som formand for et nyt styrende ældsteråd i ghettoen, der kun skulle være ansvarlig overfor Leister. Forinden havde Rumkowski overværet, at samme Leister havde ladet en juridisk doktor ved navn Klajnzettel fra den jødiske menighed blive klynget op med et reb om fødderne  i et stort valnøddetræ uden for Grand Hotel. Med hovedet således hængende nederst og skrigende af smerte blev Klajnzettel ramt af sten kastet af såvel tyske soldater som polakker. En stening der fortsatte, til han var død. Det eneste Klajnzettel havde gjort, var at fremføre en lang række klager på den jødiske befolknings vegne overfor Leister under en indbudt audiens hos denne.

At Rumkowski fik stillingen som formand skyldtes en skrivelse fra ham til Albert Leister, og hvori han tilbød sig som samarbejdspartner og leverandør af jødernes arbejdskraft i tusindfold. Modydelsen skulle så være fred og ro for befolkningen i ghettoen.

Det gik godt i ¾ år, så begyndte sulten at melde sin ankomst. Tyskerne tildelte efterhånden kun en femtedel af behovet hos ghettobefolkningen. I august 1940 begyndte urolighederne så, og gennem de følgende år skulle ghettoen opleve mange uroligheder. Det skulle her vise sig, at Formanden ikke var et hak bedre end sine tyske samarbejdspartnere. Han forlangte ransagninger samt anholdelser og efterfølgende deportering af uromagerne. Han fik heldet med sig, hvilket ikke mindst skyldtes et stigende angiveri i befolkningen. Det utænkelige var sket. Jøder forrådte jøder.

Forfatteren har et omfattende persongalleri, der træder i karakter i takt med ghettoens stigende fortrædeligheder. Og med personernes indtræden får disses familier også ansigter, der alle bærer præg af sult og en udsigtsløs fremtid. Alt af værdi var taget fra dem. Og det der var tilbage, var ganske få, næsten udslidte klæder og i bedste fald en madras. De var de fattige i Lodz. Det er dem og deres formand, den gensidige mistillid dem imellem, deres had og foragt, der fortælles om i romanen.

En af de mest forfærdende og mistillidsskabende taler, som Formanden holdt, var den om udlevering af tusindvis af børn til tyskerne med henblik på deportering. Det var d. 4. september 1942. Forinden Formandens tale, havde en anden person fra den jødiske administration talt til de forsamlede beboere. ”Der er krig. Hver dag lyder luftalarmens sirener over vores hoveder. Alle må løbe og søge beskyttelse. I den situation er børn og gamle kun i vejen. Derfor er det bedre, hvis de bliver fjernet.”

Det vakte naturligvis stor uro i forsamlingen. En uro der ikke blev mindre – tværtimod -, da Formanden efterfølgende talte. Han holdt en længere og stærkt appellerende tale til de forsamlede, hvor han bl.a. sagde: ”Brødre og søstre, giv mig dem. Giv mig jeres børn …!   Et ufatteligt påbud, der fik forfærdelige følger. Ingen ønskede at opfylde dette krav, hvorfor tyskerne d. 5. september 1942 beordrede udgangsforbud, for straks derefter at rykke ind i ghettoen. Døden gjorde sit indtog.

At Formanden blev beskyldt for mangt og meget i den følgende tid, er næppe overraskende. Men hans eget forhold til tyskerne forringedes også. Han og hans familie blev selv offer for tyskernes vanvid, idet de blev deporteret ved den sidste transport fra Lodz d. 28. august 1944 til Auschwitz hvor de alle blev myrdet.