Menu
Forrige artikel

De gyldne sporer

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 2540

Af Karsten Lykke Sørensen, cand.mag.

De Gyldne Sporer er det første bind i en riddertrilogi om den unge danske ridder Hialmar Gunwardsøn. Historien indledes i Græsted kirke i 1415, hvor Hialmar efter syv års tro tjeneste som væbner endelig vil blive slået til ridder. Det er et krævende liv at være ridder i middelalderens Danmark. Hialmar er blevet opflasket med de store historier om ridderlighed, der handler om så navnkundige personer som kong Arthur, Lancelot, Parzeval og i særdeleshed Geoffroi de Charny, der er en evig inspirationskilde for vores helt. Hialmar får tildelt en erfaren væbner, som ikke alene er vældig dygtig, men som også er tro og lydig. Dermed er historien klar til at begynde og scenariet udspiller sig gennem hele bogen i den øverste klasses domæner.

Hialmar er den tredje søn til en mindre stormand, der sidder på storgården Tyrsholt. Hialmars ældste bror har allerede modtaget sine gyldne sporer som tegn på ridderskabet og er arvingen til Tyrsholt, den mellemste bror er munk i Esrum Kloster, mens Hialmar som den yngste kun ejer en enkelt landsby, hvilket ikke vil være nok til at kunne understøtte en ridder resten af sit liv. Derfor er Hialmar nødsaget til at skaffe sig en indtægt via sit ridderskab. Måden hvorpå dette kan lade sig gøre er gennem ridderturneringerne, hvor en dygtig ridder for det første kan tjene penge (Hvis man vinder over en ridder erobrer man både hans stridshingst og hans rustning), men endnu vigtigere er muligheden for, at en fyrste vil tage en succesrig ridder i sin tjeneste.

Hialmars familie har en slægtsfejde med den nærliggende stormandsgård Dueborg. Fejden begyndte da Hialmars far, Gunward og stormanden på Dueborg, Eimund som unge kæmpede om den samme kvinde, der i sidste ende blev Hialmars moder. Fejden stoppede dog aldrig og den optræder fortsat i næste generation, hvor Gunwardsønnerne og Eimundsønnerne er dødsfjender. Handlingsrammen er således opbygget fra de første par sider. Efter Hialmars ridderslagning beviser vores helt sin dygtighed ved en turnering foran Søborg og vinder tre storslåede sejre over mere erfarne riddere, blandt andet over den ældste Eimundsøn, men taber dog til Rane Eimundsøn. Det viser sig senere hen, at det var noget lusket med i spillet, da Hialmars gjord var blevet skåret halvt igennem! Ikke desto mindre blev Hialmars indsats anerkendt og han fik tildelt æren at spise med ved lensmandens bord om aftenen sammen med turneringens vinder, Herr Walther von Rietenburg og turneringens jomfru Arina Eimundsdatter, som Hialmar hovedkulds forelsker sig i på trods af hendes slægt. Under middagen kommer Arina til at indikere, at hendes storebror Rane ikke er så ridderlig, som han burde være. Helt slemt bliver det senere på aftenen, hvor Rane har drukket sig fuld og konfronterer sin søster ude ved volden og blandt andet truer med at ville tage hendes jomfrudom fra hende! Hialmar overværer optrinet og vil beskytte Arina, men bliver holdt tilbage af sin væbner, da han er meget forslået efter dagens turnering. Løsningen bliver, at Rane går ind for at drikke videre og Hialmar tilbyder den ulykkelige jomfru sin tjeneste, hvorefter en farlig flugt til Lübeck, hvor en onkel til Arina som tidligere selv har taget en konflikt med Eimund bor, bliver sat i scene.

Historien kommer herefter til at handle om denne flugt fra slægtsfejden og de hævngerrige Eimundsønner, der vil slå både Hialmar og Arina ihjel for at rede deres egen ære. Bogens hovedperson deltager desuden i den store ridderturnering nede i Lübeck, der er tæt på at få fatale følger. Herudover kører der et magtspil mellem den nordiske konge Erik af Pommern og Hansebyerne, hvor onklen selv spiller en hovedrolle som købmand og vores hovedpersoner bliver hvirvlet ind i dette spil.

Susanne Clod Pedersen har ladet sig inspirere af middelalderens egne historier omkring ridderligheden, hvor den fuldkomne ridder besad viljen til at gøre det gode, evnen til at gøre det gode og modet til at gøre det gode. Sammensat med skønne jomfruer i nød, drabelige ridderturneringer, onde fjender og gode helte har man en god historie. Desværre for historien forsøger Susanne Clod Pedersen at fange den ridderlige stemning ved konsekvent at lade personerne tale som forfatteren kan læse det i sine ridderromaner fra middelalderen. Dette virker trættende og langtrukkent for læseren og egner sig bedst til oplæsning for et publikum (hvilket formentlig netop var meningen med middelalderens romaner). Derimod er Susanne Clod Pedersen særdeles god til at fange kampscenerne og give en beskrivelse af hvilke smerter, der måtte hænge sammen med ridderens liv. Uden at afslører for meget kan jeg roligt sige, at vores helt til tider kommer slemt til skade og beskrivelserne er så gode, så jeg nærmest selv kunne fornemme smerten, hør blot: ”Helvedes vanvid! Skærsildens flammer slog ned i skulderen, og Hialmar brølede og vred sig, bed og snappede og kastede sig mod rebene, så bordet vaklede. Igen og igen og igen åd det smalle glødende jern af det åbne kød, og ilden omspændte kroppen fra hoved til fødder, mens skulderen forkullede og osede bort under den skæggedes hænder. Lemmer sprang af leddene, senerne bristede, knoglerne smeltede.”

Hvis man således kan komme overens med de mange – og lange – beretninger om ædle følelser mellem en ridder og hans skønjomfru er dette en spændende ridderhistorie som især vil gøre sig godt ved højtlæsning en stille aften. Dette er som sagt det første bind i en trilogi og afsluttes på en klog måde, således at læseren næsten ikke kan vente på det næste bind, som skulle udkomme til efteråret 2008.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nina
Dagmar - Maria Feodorovna
Dronning Sophies magt