Det forsvundne spædbarn
Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.
”Midt på byggepladsen stod en klynge gule blomster. Selvom klyngen bare udgjorde en lille gul klat på den støvede plads, var det alligevel den, han så først. Det var også den, han siden hen blev ved med at se for sig, den ældre mand, der havde standset sin kran for at holde frokostpause. --- Han tog fat i en tom ølkasse og bar den over i det solbeskinnede hjørne, hvor opgravningen endnu ikke var kommet rigtigt i gang. --- Der var rodet i jorden, og der lå et ben”, (side 7).
Så dramatisk indleder forfatteren Linda Lassen sin debut på krimi-markedet. Under nedrivningen af en ejendom i Odense i 2007 gør en murerarbejdsmand et makabert fund. Mellem jord og murbrokker finder han skelettet af et spædbarn. Et skelet, der tydeligt viser, at det har ligget i jorden i mange år. Hurtigt samler interessen sig om en gammel sag fra 1966, hvor et tre måneder gammelt spædbarn blev bortført fra en barnevogn midt i Odense. Og aldrig fundet. Lassen kalder sin bog en semi-krimi – en halv-krimi. Begrundet i den kendsgerning, at udgangspunktet – bortførelsen af det lille barn i 1966 er skinbarlig virkelighed. Mens resten stort set er ren fantasi.
Men først lidt facts fra denne skinbarlige virkelighed. Årsskiftet 1965/66 blev i nyhedsverdenen præget af to begivenheder, der ikke blot kunne storsælge aviser og ugeblade, men også producere alskens rygter. Den 14. december 1965 forsvandt et tre måneder gammelt pigebarn fra sin barnevogn udenfor Daells Varehus i Fiolstræde i København, mens moderen var på juleindkøb. Ja, den gang kunne man tilsyneladende uden betænkelighed parkere sit barn udenfor et stormagasin midt i en storby.
I hele 27 døgn, det vil sige hen over både jul og nytår var offentlighedens søgelys rettet mod eftersøgningen. Før den fik et lykkeligt udfald og pigebarnet fundet. Mens Ekstrabladet kunne udkomme med et 12-siders tillæg og sælge 50.000 ekstra eksemplarer. Selv landets monark. Frederik 9., afsatte tid for at sende medfølende ord til de ulykkelige, men ved fundet lykkelige forældre.
Kort efter blev et jævnaldrende drengebarn fjernet fra sin barnevogn i Kongensgade i Odense. Men nu havde medierne tabt pusten og var nu ude af stand til at gentage den nationale oprustning og sympati. Ingen kongeord i denne omgang. Måske, fordi pigebarnet hed Tina og drengen Basse. Måske, fordi Tina tilsyneladende havde velfungerende forældre, mens Basses mor var ugift og ikke havde så mange kønne billeder af sit barn. Tina blev genforenet med sine pæne og tilsyneladende vel fungerende forældre, mens Basse aldrig blev fundet. Til gengæld blev også Tina tyve år senere faderløs i et voldsomt jalousidrama.
Basse er i Linda Lassens gendigtning blevet til det ligeledes lidet publicity-venlige Grynt. Det er kriminalmanden Gustav, der får til opgave at opklare og forklare det uhyggelige fund. Interessen samler sig naturligvis hurtigt om forsvindingssagen fra 1966. Snart viser det sig, at den gamle sag absolut ikke er gået i glemmebogen. Langt fra. De mennesker, der var involveret i den tragiske hændelse den gang, er stadig dybt berørt af tragedien. Så det afgørende spørgsmål er nu, om det er resterne af Basse/Grynt, der er fundet. Eller om de to sager overhovedet har noget med hinanden at gøre. Om fundet af nogle knogler overhovedet er resterne af Basse. De mest moderne metoder tages i anvendelse for at opklare mysteriet. Alting kommer i spil.
Gustav er nyansat ved Odense politi. Ikke blot skal han finde sig tilrette på det nye arbejdssted. Han står også til halsen i egne personlige problemer. En kærestesorg, der ikke vil læges, og en mor, der bliver mere og mere vanskelig og uligevægtig. Læserne kommer vidt omkring i det spind af forviklinger, gisninger og formodninger, som forfatteren ruller op. Opklaringsarbejdet trækker et væld af sidehistorier med sig. Men da Lassen behersker håndværket, er vi som læsere godt underholdt. Hun føler udpræget empati, ja næsten sympati for sine personer. Som f.eks., når hun side 127 lader en af opdagerne udtale:
”--- alle de forhør, jeg har læst igennem, de peger heller ikke på, at det er hende, der har gjort det. Barnet er for gammelt – var for gammelt. Hvis man dræber sit eget barn, er det som regel nyfødt, og moderen er sindsforvirret eller dårligt begavet. Vera Nielsen er hverken sindsforvirret eller dårligt begavet. Hun er bare en helt almindelig mor, der er blevet ramt af en tragedie”.
Dertil kommer, at Lassen skriver godt, mens hun trækker læseren rundt i manegen, hvor lag efter lag af historien afdækkes, mens vi bliver mere og mere forvirret. Det er formodentlig også meningen. Men heldigvis formår forfatteren alligevel til sidst at få alle ender til at hænge sammen på en fornuftig og forståelig måde.
Linda Lassen (født 1948) var senest aktuel i 2016 med romanen Forsvar for Martha. Før den har hun skrevet romanerne Håbets år – Historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede fra 2011 og Men sko må jeg ha´ fra 2014 (alle tre nævnte bøger er anmeldt på historie-online).
I lighed med kollegaen Leif Davidsen har Linda Lassen som krimi-forfatter sin styrke – mere i opsætningen end i selve plottet. Det er ikke forbrydelsen som sådan, der interesserer hende, og som er bogens egentlige omdrejningspunkt. Den er blot et skalkeskjul, en anledning til at fortælle om de sociale omstændigheder og forviklinger, der ligger gemt bag forbrydelsen. Det er plottets og forbrydelsens forudsætninger, der interesserer forfatteren. Dybest set er de måske også hendes inderste ærinde. Sammen med forbrydelsens psykologiske indflydelse på de mennesker, der er impliceret i sagen. Uddannet pædagog og psykolog, som Linda Lassen også er ved siden af forfattergerningen. Bogen er godt håndværk, vel drejet og dertil god underholdning.
Historie-online.dk, den 30. maj 2017
