Edbryder
Af Karsten Merrald Sørensen, ph.d.-studerende
Edbryder er Martin Jensens andet bind i serien om tegneren Winston og hans personlige krigerfølgesvend, stormandssønnen Halfdan. I det første bind, Kongens hunde blev Winston og Halfdan af kong Knud den Store sat til at opklare mordet på en saksisk stormand i Oxford. I denne bog befinder vi os fortsat i år 1018, hvor Knud den Stores magt og kongerige synes sikret - kongen føler sig dog bestemt ikke selv sikker. Knud er i tvivl, om han kan stole på sine jarler, hvor især jarl Leofwine i Mercia er under mistænke af kongen for at have skumle planer.
Tegneren Winston har et godt ry på grund af sine evner som illuminator, og klostret i Peterburgh ønsker derfor hans arbejde til en bog. Winston siger dog nej for at blive hos sin kæreste Alfilda, men Knud siger ja! Resultatet bliver at Winston og Halfdan sendes med munkene til Murcia, hvor de skal være kongens øjne og øre. Inden de kommer til Peterburgh gøres der dog holdt i klostret i Brixworth, som måske (måske ikke) er underordnet Peterburgh-klostret - diskussionerne mellem munkene går højt, og inden følget skal drage videre findes en munk fra Brixworth myrdet foran altret med højre hånd hugget af – nidingshånden! Winston og Halfdan sættes til at opklare mordet, og gåden viser sig at stikke dybere end som så, da det snart viser sig, at den myrdede munk havde en fortid, som han forsøgte at skjule. Samtidig foregår der noget lusket i og omkring klostret, så Halfdan og Winston får brug for deres evner som kreative detektiver. Oven i dette kommer der en behagelig overraskelse til Winston, som får stor betydning for gådens opklaring.
Martin Jensen er en sand mester til at skabe en krimi i et middelalderligt miljø. Jeg har nydt alle bindene i hans Eske Litle-serie, og har en forhåbning om Winston, Halfdan og Alfilda kan følges sammen i flere bind endnu. Jeg må dog sige en af årsagerne til, at Eske Litle blev så stor en succes var byen Assens! Martin Jensen er i stand til at skabe kulisserne, så de står lyslevende for os, og hvor små detaljer ofte giver løsningen på de forskellige mordgåder. Det første bind om tegneren og stormandssønnen foregik i Oxford, hvor Martin Jensen kunne lede os gennem byen på behændig vis. I Edbryder går der desværre lang tid inden den egentlige handling påbegyndes i klostret Blixworth, og jeg må indrømme bogen ikke helt er på højde med hverken Kongens hunde eller Eske Litle-serien. Det er måske ikke helt fair at være lidt skuffet på grund af forfatterens tidligere bedrifter, men således er verden nu en gang ofte skruet sammen.
Heldigvis tager bogen i den sidste del en bedre drejning! Halfdan-karakteren udvikler sig, og spændingsmomentet tager til. Herudover forstår forfatteren at skrive en historisk roman, så tidsperioden fremstår troværdig. Det er noget af en bedrift, når nu handlingen udspiller sig i en periode, som vi rent faktisk ikke ved alt for meget om.
Hvorom alting er, kan jeg dog kun sige, at jeg glæder mig til at læse den næste bog fra Martin Jensens hånd, da hans evner som krimiforfatter i en historisk scene er store.