Engang en by
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
De fleste har set billederne af det udbombede Hamborg under og efter 2. verdenskrig – en trøstesløs stenørken med enkelte skorsten og halve mure, det stikker op. RAFs terrorbombardement var med til at vende 2. verdenskrig, men det var en ulykke for de stakkels mennesker, der blev udsat for brandbomberne. Husene faldt sammen over dem, asfalten brændte og de overlevende flygtede i panik mod parker og kanaler. Uden tvivl et helvede på jord.
Det har Martin Petersen skrevet en roman om. (Martin Petersen har tidligere været nomineret til Årets historiske bog for romanen ”Indtoget i Kautokeino”. Se historie-onlines anmeldelse her) Romanens fortæller er Johanna, der har nedskrevet sine oplevelser, så barnebarnet Charlotte kan læse det, når hun bliver 18 år. Johanna var 20 år i 1943, havde mor og en lillebror, mens faderen var død på bunden af havet i en ubåd. Hun har også en kæreste, Heinz, og fortællingen åbner med, at Johanna og Heintz mødes, lige inden de første bomber falder i august 1943. Og derefter breder handlingen sig så ud med de frygtelige konsekvenser, bombardementet har. Johanna overlever, men det er der mange, der ikke gør, og i lang tid derefter slæbes mere eller mindre rådne og rottebidte lig op fra kældrene. Martin Petersen lægger ikke fingrene imellem i beskrivelsen af de umenneskelige forhold for de overlevende. Nogle leder måske forgæves efter deres kære, rigtig mange leder efter noget spiseligt, beklædning, osv. og en form for tag over hovedet. Johanna oplever kammeratskab med en flok kvinder, der lever fra hånden i munden i en kælder, hun møder andre kvinder – og det er i det hele taget kvinderne, der beskrives. Faktisk optræder ikke særligt mange mænd – og bestemt ikke altid for det gode.
Selve plottet – for sådan et er der da – skal ikke røbes her. Men der er både kærlighed, savn, depression, livsvilje og kamp i Johannas liv efter august 1943. Det bringer Johanna uden for Hamborg, bl.a. til Husum, men størstedelen af tiden kæmper hun for sin overlevelse i den gamle store hansestad, som vi i dag kender som en smuk storby med mange grønne områder, de store søer og den store havn – et af de rigeste områder i Europa. Det meste er bygget op efter krigen.
Martin Petersen (eller Johanna) driver den fiktive handling frem i mindre afsnit, så man lige må have lidt mere med – bl.a. af de små notater, som Johanna har gjort på lapper papir og pap. Forfatteren lader hovedpersonen læse historie i 1950’erne og blive historieprofessor i 1960’erne, så sandsynligheden for at hun kan skrive så godt og detaljeret ikke er helt ved siden af.
Det er blevet til en ganske inciterende roman, der som sagt næsten læser sig selv. Et godt bud, hvis man ønsker at se krigen fra fjendens side, så at sige. Og skønt det er fiktion, er det vist ikke meget ved siden af. Anbefalinger herfra.
[Historie-online.dk, den 14. september 2021]
