Et udestående - en provisorietidsroman
Af Karin Conradsen, arkivar Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
Jeg er lidt træt af historiske romaner for tiden. Jeg er en flittig læser af denne genre og har – i al beskedenhed - efterhånden oparbejdet et solidt sammenligningsgrundlag. Efter min mening bliver der skrevet ganske få fantastisk gode historiske romaner, så bliver der skrevet en hel masse mellemgode og endelig ikke så få temmelig dårlige. Den sidste tid er jeg stødt på lidt for mange af de jævne og ret dårlige romaner. Romanerne ligner for meget hinanden og er ofte bygget op omkring samme skabelon: Vi har de entydigt slette personer på den ene side og de entydigt gode på den anden. Forfatteren har som regel et budskab eller en ide, som bliver skåret ud i pap, så den, efter min mening, fuldstændigt undervurderede læser endelig ikke misser pointen. Endelig er der alle klicheerne (sådan opfører en godsejerdatter sig, sådan gadepigen osv.). Suk, suk, suk!
Med disse nedskruede forventninger fattede jeg Mette Winges bog om den stenrige dansk-amerikaner, mr. Williams, der efter mange år ”over there” vender tilbage til Danmark for en kort bemærkning. Ikke af nostalgiske grunde, men for at gøre et gammelt regnskab op. Hovedpersonen ankommer til København i provisorietiden – altså den periode i Danmarkshistorien, hvor Rigsdagen var opløst og landet blev styret af dekreter (1885-1994). Mr. Williams vandrer rundt i København, tager på badehotel og besøger en godsejer under sit ophold i Danmark og undres hele vejen igennem over dette lille provinsielle hul, han er vendt tilbage til. Ret hurtigt bliver læseren præsenteret for fortællingens hoved- og bipersoner, hvis skæbner på mærkelig vis er viklet ind i hinanden.
Lad det være sagt med det samme: Mette Winges roman er bedre end blot ”mellemgod”. Hun skriver godt og til tider er historien ligefrem medrivende. Således blev mine negative forventninger gjort noget til skamme – men også kun noget! For på trods af en godt opbygget historie og en dejlig, let pen, så er der et par problemer i romanen, som har lidt at gøre med mit indledende hjertesuk og som gør at romanen aldrig er helt oppe at ringe. Faktisk mener jeg at kunne pege på én hoved-problemstilling, som fører et par andre med sig: romanen er simpelthen for kort! Forfatteren vil for meget på for lidt plads. Der skulle have været brugt mere plads og rum til at gøre romanens personer troværdige.
Lad mig give et eksempel: Vi møder godsejerdatteren (Frøken Emmeline), som står for at skulle giftes med en ung halvstuderet jurist (Ludvig), som viser sig at være noget af en sjuft. Den unge bejler kommer på uanmeldt besøg og med sig har han en kammerat. Kammeraten, Aksel Strøm, er helt ukendt for familien og under middagen udvikles en lille diskussion om dét at gå på jagt. Lidt forudsigeligt forholder det sig selvfølgelig sådan, at den søde godsejerdatter og den sympatiske Aksel Strøm ikke bryder sig om jagt, mens den totalt utiltalende Ludvig og godsejeren selv ynder sporten. Anden gang den flinke unge hr. Strøm åbner munden, kommer han med denne svada: ”Vi ser åbenbart forskelligt på sagerne, hr. godsejer, men er det ikke tegn på et sundt, moderne demokrati at meningerne kan brydes, at man kan være uenig, men alligevel respektere hinandens synspunkter?”
Altså, jeg har det svært med denne situation: for det første er det ikke særligt troværdigt, at en lille meningsstrid om noget så uskyldigt som jagt, så hurtigt strammer til i et særdeles alvorligt og pinligt opgør mellem den frisindede og den konservative. Og så får vi endnu engang provisorietidens problemer præsenteret meget direkte. Det er ikke første gang i romanen (s.66) og bestemt heller ikke sidste. Så jeg vil gerne tilbage til udgangspunktet om, at romanen skulle have haft noget mere plads. For hverken karaktererne, dialogerne eller selveste formålet med romanen er jo uinteressante – de kommer blot for hurtigt og er skåret for meget ud i pap.
Heldigvis lykkes det alligevel for Mette Winge at skrive en udvikling ind i romanen, som overrasker og griber, så den kan sagtens anbefales. Det er en spændende tid, hun bevæger sig rundt i og de små annoncecitater, som hun indleder hvert eneste kapitel med, giver en snert af autenticitet, som virker rigtig godt. Hvis Winge selv skulle læse denne anmeldelse, ville jeg give hende følgende råd: hold fast i de historiske romaner, men skriv en ordentlig murstensroman næste gang! Lad os få noget mere fordybelse i både handling og især personskildringerne. Jeg er sikker på, at 200-300 sider oven i ville få historie og budskab til at flyde meget bedre sammen.
