Flaget fra himlen - Slægten bd. 3
Af Winnie Maria Bak, Cand. Mag.
”Slægten” er en romanserie udviklet af Det Historiske Hus, hvor man følger en fiktiv adelsslægt ved navn Dane fra den sene vikingetid og op til 1900-tallet. Slægten Dane er baseret på sammensatte træk fra kendte danske adelsslægter og er beskrevet ud fra et almenmenneskeligt perspektiv. Dette burde vel udløse en levende, indsigtsfuld og fængslende historiefortælling – som folkene bag Det Historiske Hus selv skriver om serien – det er bare ikke tilfældet.
Første bind hedder ”Den hellige Knud” og er skrevet af den kendte Maria Helleberg. Andet bind ”Gunhilds kamp” og tredje bind ”Flaget fra himlen” er skrevet af debutanten Majken Bloch Skipper. Jeg har ikke læst de to første bind, men efter at have læst det tredje har jeg heller ikke lyst.
Vi oplever Valdemarernes storhedstid samt tidens politiske og kirkelige magt gennem hovedpersonen Kristoffer Dane. Han er søn af Gunhild, der er hovedpersonen i andet bind af serien.
Kristoffer er tæt på magten, vi følger hans færd i Paris og hans kamp for at holde sig på god fod med kongen samt nedlægge alle de kvinder, han kommer i nærheden af.
Hans karakter er beskrevet meget ensidig, og man bliver efterhånden temmelig træt af denne person, der, ifølge ham selv, er helt fantastisk intellektuel og har talegaver, der er udover det sædvanlige. Han nedlægger kvinder på rad og række, men vil ikke binde sig til nogen. Hvilket ikke giver ham søvnløse nætter, da han jo intet har lovet dem. Han bruger i det hele taget så enorme mængder af tid på at tænke over, hvordan disse skønjomfruer, tjenestepiger og lignende skal indfanges, at det kommer til at virke komisk. Samtidigt er han konstant bekymret for, at kongen ikke skal værdsætte ham, ikke se ham og hans evner. Oven i alt dette kæmper han for at løsrive sig fra en far, der på mest umandige vis har trukket sig helt ind i sig selv og slået sig på flasken efter hustruens – Kristoffers stærke mor – død. Dette kan Kristoffer slet ikke forholde sig til, før han selv til sidst – hvilken fryd – møder den ægte kærlighed.
Hovedpersonen er helt igennem overlegen, usympatisk og virker samtid lidt komisk. Der er ingen dybde i hans karakter hvilket er en stor skam, for derved går man glip af den indsigt i historien og den danske adels liv som man bliver lovet. Det er gennemgående for overfladisk.
Alligevel bliver man sært rørt ved bogens slutning, hvor vor helt bringes hjem til sin hustru - efter at have reddet kongens liv naturligvis. Men dette er vist mest, fordi hun er beskrevet helt igennem så sympatisk, at det er hendes mistede kærlighed, man begræder og ikke hans tabte liv.
