Menu

Frøken Sannoms vinger

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 246

 

Af Ida Munk

Forfatteren har udgivet en række romaner siden 1999. I denne bogs efterskrift skriver hun: ”Dette er ikke en biografi men en roman, der bygger på lejlighedsvis historiske kendsgerninger i filmskuespiller og stuntwoman Emilie Sannoms liv. Det meste i romanen er fantasi, og der har også sneget sig lidt løgne og nogle overdrivelser med. . ……. ” jeg ville fortælle en historie , som kunne være sand, vi kommer alligevel aldrig til at vide det.” s. 368. Forfatteren har bedrevet ”..en del ” research og fået hjælp fra bl.a.  Milles barnebarn og beboerne i Stefansgade 41, hvor Mille og familien angiveligt boede. Desuden har hun indhentet hjælp fra forfatterkolleger og historikere samt navngivne ’flymennesker’ ( s. 370)

Forlagets informations-flyer om bogen bærer overskriften: Sex, drugs og Charleston i stumfilmens København. Romanen sendes med andre ord ikke på markedet som faghistorie. ” Lotte Garbers vækker historien om den danske stumfilmstjerne Emilie Sannom til live i en ny roman”.

Bogen er opbygget med et spændingselement, der planter en teaser om den dramatiske afslutning af Emilie Sannoms liv i første kapitel: Første sætning s.5 er ” Mille trækker vejret. Hun vender sig om i det lille orange fly…. De er højt oppe nu.” Dette kapitel er dateret 30. august 1931, og da det fremgår af bagflappen, at hun levede fra 1886 til 1931, ligger dramaet lige for. Kapitel 1 er dateret 1912, så vi følger vejen frem til den dramatiske afslutning s 365, hvor hun styrter til jorden uden udfoldet faldskærm. Styrtet er beskrevet i brudstykker – bl.a. s. 166-7 under overskriften 30. august 1931 mellem kapitel 12 og 13 fra marts 1914 og s. 283 mellem kapitel 21. juli 1918 og kapitel 22. august 1919. Man føres frem gennem romanen med spænding og aner, hvor dramatisk det må ende.

Der er adskillige levende beskrivelser af, hvorledes livet i den lavere middelklasse, overklassen og de kunstneriske miljøer kan have været. Forfatteren hjælper ikke læseren med at verificere data gennem noter eller en litteraturliste, men hun er glimrende til at kalde billeder frem fra udstillinger (f.eks. Arbejdermuseet), fotos og dokumentarfilm i læserens bevidsthed.

Bogen er en letlæst, farverig og ganske spændende roman, som ikke giver sig ud for mere, hvorfor man kan undre sig over, at forlaget har sendt bogen til anmeldelse på en faghistorisk platform.

[Historie-online.dk, den 19. marts 2025]

Se relaterede artikler
Rejse uden ende – en roman om Raoul Wallenberg
Tidens støj
Hjemsted