Hjertebånd
Af Lis Thavlov, Dragør Lokalarkiv.
Det er mange år siden, jeg sidst har dyrket genren ”historiske romaner”. Jeg var nærmest nået dertil, at jeg bevidst gik udenom den. Men når det er sagt, så har jeg efter gennemlæsningen af Hanne Reintofts netop udgivne ”Hjertebånd” måttet revidere min opfattelse. Når genren er i hænderne på en forfatter af denne karat, så bliver man automatisk indfanget – af drama såvel som personskildring.
Handlingen skal ikke i detaljer gennemgås her, men rammen for fortællingen er de forfærdelige krigsår før, under og efter den såkaldte ”Skånske Krig” (1675-1679), hvor den danske konge forgæves søgte at vinde det tabte land på den anden side af Øresund tilbage. Det var nogle blodige år, hvor store dele af landet blev lagt øde. Det fortsatte helt ind i 1700-tallet med ”Store Nordiske Krig”, men befolkningen måtte allerede kort tid efter 1660 leve med følgerne af en brutal forsvenskning, som var åbenlyst i strid med fredsslutningens bestemmelser. Vi følger en ganske velstillet almuefamilie, hvis loyalitet er splittet mellem dansk, skånsk og svensk sindelag. Faderen, som dør før dramaet er på sit højeste, er fortvivlet over den strid og splittelse, krigen bringer ind i hans familie; moderen er skånsk/dansk, ligesom sin ældste søn, Tue. Tue er i øvrigt den person, vi følger tættest, måske fordi han som uddannet læge og dermed assistent for den danske konges livlæge færdes i de højere danske (også militære) kredse og blandt de forskellige befolkningsgrupper i Skåne. Derudover er én søn fanatisk og meget hadsk i sit engagement på svensk side, mens de to sidste slutter sig til to forskellige friskyttekorps - mere eller mindre loyale overfor den danske sag. Dermed er der altså skabt basis for en dramatisk historie – i en tid hvor begreber som moral og etik, loyalitet, sanddruhed og troskab konstant bliver vendt på hovedet for den prøvede og stadig mere forarmede og nødlidende befolkning. Krigsskuepladsen er nemlig for almindelige mennesker i hele Skåne, Halland og Blekinge lig med hærgen og plyndren fra begge krigsførende parters side.
Den historiske ramme fyldes ud af et persongalleri med helte og skurke, som skildres meget nuanceret og vedkommende. Det er her Hanne Reintofts tidligere så velkendte engagement i samfundsdebatten og hendes forsvar for de mest sårbare grupper i samfundet ikke fornægter sig. Desuden lægges der stor vægt på at skildre de mange urimeligheder og den store sult og nød, som følger i hælene på krigshandlinger – ikke mindst når fronten bølger frem og tilbage. Det betyder stor forarmelse, angst og fornedrelse, som giver dybe ar på sjælen mange generationer fremover. Det kan ikke undgås (og det er vel også en af de dybere hensigter), at man med Hanne Reintofts fokus på vilkårene og oplevelserne i en enkelt, splittet ”krigsramt” familie, kommer til at sende tanker til nutidens krigszoner ikke mindst på Balkan, hvor der må være mange overgreb, megen uretfærdighed og splittede familier med dybe sår på sjælen, som i disse år skal heles. Det er måske derfor, at bogens tema bliver så nærværende.
Når en forfatter arbejder med en genre, hvor der tages udgangspunkt i nogle velkendte og veldokumenterede historiske begivenheder kræver det omfattende research – og der hersker ingen tvivl om, at Hanne Reintoft bygger sin fortælling på et solidt grundlag og stor indsigt i tidens begivenheder. Men jeg kan ikke nære mig for at påpege en lille kuriøs raptus, som jeg er faldet over. Én af hovedpersonerne, Teis, er skippersøn fra Dragør og Tues bedste ven og frænde. På vej gennem fjendeland møder han nogle bønder, som identificerer ham på hans sprog, fordi de synes, han lyder som en bornholmer. Hvortil Teis svarer, at han er fra Dragør, ”hvor de indfødtes mål ganske rigtigt lignede bornholmeres.” Dette udsagn er rigtigt ud fra en nutidig betragtning – dialekten i Dragør, som var almindelig indtil midten af 1900-tallet og (om end i meget ringe omfang) stadig kan identificeres, var her i nyere tid meget lig den bornholmske variant. Problemet er bare at begge ”sprog” tilhører den østdanske dialekt, hvortil også regnes det talte sprog i de gamle danske områder i det sydlige Sverige – det kan derfor ikke bruges til identifikation af ven eller fjende i denne kontekst.
