Ludvig på Bjerget
- eller Holberg på Komedie
folkebog skrevet af Den Politiske Kandestøber, Herman von Brehmen, omkring 1722, omhandlende Ludvig Holberg og hans komedier 1702-22; fundet bag en væg i Sorø Akademi i år 2000 og bearbejdet af Palle Petersen.
Af Peter Christensen Teilmann, ekstern lektor, Københavns Universitet.
(Anmeldelsen har tidligere været bragt i Litteraturmagasinet Standart, nr. 3, 2003.)
Palle Petersen vender op og ned på det mytologiske Holbergbillede i sin pseudonyme roman.
Der er skrevet et hav af gode gammeldags digterromantiske biografier – foruden akademiske afhandlinger og andet kuriosa, hvor det biografiske argument er bærende – om skælmen og oplysnings-frontløberen Ludvig Holberg.
Der har altid hvilt en form for klassicistisk gådefuldhed over Holberg, der har talt til forskere og forfattere gennem tiderne. Og det er muligvis også den, der gør at en moderne biografiker og monografiker ikke rigtigt kan komme i kødet på Holberg på samme måde som med Kierkegaard, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen og H. C. Andersen
Der trænges til en ny monografisk biografi eller historisk-biografisk roman om Ludvig Holberg, der virkelig er skrevet på moderne erkendelser om biografismens faldgruber og myndighedsproblematik og om interpersonalitetens og intertekstualitetens potentialer i læsningen af et stort og mangfoldigt forfatterskab som Holbergs. Der skrives stadig biografiske værker om Holberg, men der er aldrig skrevet en på et tempereret, men stadig personligt engageret moderne grundlag – som vi ellers kender det i forhold til de andre klassikere, som fx Keld Zeruneiths spektakulære arbejder om Emil Aarestrup og Sophus Claussen og Joakim Garffs best-seller om Søren Kierkegaard, SAK (2000).
Men forsøget gøres hele tiden.
Så sent som i 2002 udkom den tidligere norske kulturminister Lars Roar Langslets mursten af en biografi, Den store Ensomme. Før Langslet finder vi en række biografier, der er lidt i samme ånd. Det gælder fx Th. A. Müllers Den unge Holberg 1684-1722 (1943); før ham fx Karl Mortensen i en serie om "fremragende Personligheder", Ludvig Holberg (1925); og helt glemt af den slags er Svend Leopolds fire binds biografiske roman fra 1922-24, hvor første bind hed netop Den unge Holberg (1922). Før dem skrev Brandes skrev sit delvist nationalromantiske, delvist hypermoderne helteopus fra 1884, tohundredeåret for lille Ludvigs fremkomst på verdensscenen, Ludvig Holberg. Visse påstår med rette, at Georg Brandes' epos er en af de bedste samtidshistoriske romaner, der er skrevet om Holberg. Sammen med Ejnar Thomsens Sfinxen (1954) og Jens Kruses Den poetiske kriger fra 1978.
Og nu er så udkommet en roman af 'Herman von Brehmen' paratekstuelt mimende den holbergske titel Ludvig på bjerget – eller Holberg på Komedie: folkebog skrevet af Den Politiske Kandestøber, Herman von Brehmen, omkring 1722, omhandlende Ludvig Holberg og hans komedier 1702-22 : fundet bag en væg i Sorø Akademi i år 2000 og bearbejdet af Palle Petersen (2003).
Palle Petersen, ophavsmand, Nørrebrobisse og grønlandskender (han har skrevet mere end dusin bøger herom), er i mere eller mindre skjult dialog med eller opposition til nogle af de ovenstående. han siger selv om den: "jeg synes, Ludvig på bjerget forvandler myten om det store ensomme geni, Holberg, til det usikre og følsomme menneske Ludvig - en litterær, som genre kendes bedst fra udlandet (…). Jeg har således forsøgt at forny den historiske roman ved at gøre op med myterne om konger, helte og store mænd og finde frem til grundlaget og folket, både i indhold og i sprog".
Til det har Petersen valgt et finurligt set-up (antydet i undertitlen) og plot for bogen, der som en anden karnevalistisk folkekomedie vender op og ned på tingene, ikke for en dag, men for et helt liv, nemlig Holbergs. Holberg iklædes naragtighedens klæ'r af den politiske kandestøber og fantast, Herman von Brehmen. Men med den aggressive pointe, Herman i sin tid tog den unge og ynkværdige Ludvig til sig og førte ham frem mod debuten som dramatiker i 1722, hvorefter Holberg, nu beksyttet af institutionerne, stjæler Hermans idé til en samfundssatirisk komedie og vender den mod ham selv. Hermans modsvar er så fortællingen om Ludvig på Bjerget, der ligesom er en udstrakt version af Hermans fætter, Jeppes lidelseshistorie. Jeppe, hvorom Herman empatisk-finurligt skriver: "Jeppe Nielssøn hører ikke til de nidske, fordrukne, dumme og dovne fæstebønder, som borgerne håner på kræmmermarkederne, han er mere gådefuld end Platonius og burde have den filosofiske professorstol i Dårekisten".
I den dur følger vi Holbergs professionelle virke og private pinagtigheder hen gennem 12 kapitler, hvor vi støder på personer fra hans samtid og hans komedieværker – der vel at mærke først publiceres og sættes på scene i tiden efter den periode, romanen indrammer.
Palle Petersens bog er virkelig skælmeri i stof og tanke. Spørgsmålet er kun om den læser, der ikke er indforstået med Holbergs historier og figurer, overhovedet når frem til skælmeriet i sine bestræbelser på at holde styr på personer og begivenheder og deres spejling af Holbergs oprindelige intriger.
Men med den rigtige – komparative – vejviser kan Ludvig på bjerget læses og forstås som et moderne transtekstuelt værk, der både i form af sin atmosfærefyldte blanding af historisk (mimet) Holberg-sprog og nutidsfraser, sit pseudonyme og dit produktionsmæssige arrangement, er en kommentar til Holbergs tid og forfatterskab – og eftertidens floromvundne forestillinger herom og idiosynkratiske rekonstruktioner heraf. For ikke at tale om de allegoriske tegn i den, der godt kan bruges til at tyde vor tids politiske folkekomedie om magtkorrumption, misantropi og socialt fornedrende tabuiseringer.
