Mand af ære
Af Poul Porskær Poulsen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
Dette er ikke alene den syvende Eske Litle-roman – det er også den sidste. Når man ved det – og det er annonceret for et godt stykke tid siden af forfatteren – så er det naturligvis spændende, hvordan han får sluttet af på en ordentlig måde. Heldigvis havde Martin Jensen også annonceret på forhånd, at han ikke ville tage livet af Eske, byfoged i Assens, så der er ikke nerver på: Det skal nok gå med vores hovedperson, der gennem de foregående bøger har løst mordgåder i middelalderens Assens, men en slags afslutning må der jo være. Noget skal i hvert fald gøres færdigt, og det bliver det, uden at jeg her skal tage spændingen fra læserne. Vi får en afslutning, og den er åben og positiv.
Det med, at det er den sidste bog, sætter også sit præg på plottet. Der er meget, der skal bringes til at passe sammen, mange tråde, der skal knyttes, og det gør måske denne sidste Eske Litle-roman til den svageste set med kriminalromanlæserens øjne. Der er naturligvis en mordgåde – en opblæst stormandssøn, der findes hængende fra en loftsbjælke; det er jo en sag, som byfogden må tage fat på, udspørge, undersøge, opstille hypoteser, finde mistænkte, og dem er der såmænd nok af – men mordgåden udgør egentlig en mindre del af bogen. Det egentlige plot er denne gang mere storpolitisk – den kullede Grev Gert af Rendsborgs rænkespil med det kongeløse rige, hvor han skalter og valter med sine undersåtter efter forgodtbefindende. Temaet blev allerede introduceret i den sidste bog, hvor Eske var hos greven på Skanderborg, og her i ’Mand af ære’ får de storpolitiske rænkespil hovedrollen. Som krimilæser er det som sagt lidt skuffende, men bogen er nu interessant og spændende nok endda. Og velskrevet er den – gennem serien tror jeg, uden at have genlæst den fra ende til anden, at Martin Jensen har fået udviklet og forfinet sin måde at beskrive 1330’erne på: Måden, folk taler med hinanden – udtrykkene, lydene, lugtene, maden - det virker autentisk, og på det menneskelige plan må man sige, at det igen lykkes forfatteren at gøre læseren interesseret i bogens personer, især byfoged Eske, hans sergent Bane og korporal Tade. De lever, og man tror på dem. Og det må vel siges at være en hovedsag for en middelalderroman, der skal beskrive en tid, som ligger så langt borte fra vores.
Igen stifter vi bekendtskab med værtshuset Stenkælderen, hvor lovmændene bruger utroligt meget af deres tid over godt øl og sulemad, alt imens de diskuterer mordsagen. På Stenkælderen råder den vege Lavs og hans træske kvinde, Gertrud, og i Stenkælderens værelser udspiller mange kapitler sig, idet der her er indlogeret flere af hovedpersonerne, ikke blot den myrdede, Helge Vestesøn, og hans tjenende ånd, man også en stormand, Niels Brok, som er i byen for at hente Gisla, der måske er blevet voldtaget af Helge. Der er en købmand fra Århus, som da vist ikke har helt rent mel i posen osv. Og på hjemmefronten råder hos Eske hans kone Thrund, tidligere soldaterhore, og hendes tjenestepige, Ingegerd, der er gift med den snarrådige og tænksomme korporal Tade. Og alle disse personer (+ en del flere) blandes sammen til en roman om et mord i Assens anno 1334. Og titlen ’Mand af ære’ går på rigtig mange af bogens hovedpersoner: Både byfogeden og hans folk og en del flere af bogens persongalleri.
Altså for syvende gang stifter vi bekendtskab med den lille, tætte middelalderby – og så er der altså heller ikke flere – i hvert fald ikke ifølge forfatteren. Men lad os nu se, måske dukker de gode Assens-borgere frem igen i en roman fra Martin Jensens hånd. Det ser vi, hans trofaste læsere, gerne.
Hvis man ikke har fået læst serien endnu, så kan det anbefales. Og nu er den oven i købet ved at udkomme som billigbog. Foreløbig er de tre første kommet til en billig penge. Og i et andet udstyr, hvilket får mig til at nævne et lille kritikpunkt til forlaget: Omslagstegningerne til originaludgaverne! Dem er jeg ikke så vilde med, de ligner mest gammeldags drengebogs-omslag, men sjovt er det da, at tegneren på omslaget til ’Mand af ære’ tydeligvis har benyttet et portræt af forfatteren som inspiration til manden (Eske?), der kigger ind af døren på den hængte. Jeg synes, det ligner!
