Men sko må jeg ha´- roman om vandrelærerinden Henriette Gubi

Af Thomas Petersen

Dette er en roman af de bemærkelsesværdige. Det er en dokumentarisk roman, der er gennem-researchet og dertil velskrevet. Den behandler den lille historie på baggrund af den store. Den store historie som kulisse for ganske almindelige menneskers daglige trummerum. Uden på noget tidspunkt at blive hverken patetisk eller overdrevent national. Hvilket emnet naturligvis let kunne invitere til.

Den anden slesvigske Krig, det vil sige 1864, blev mere end grundigt fejret sidste år. Ved masser af arrangementer, og med udgivelse af vægtige værker med nye vinkler og resultater. Samt med en dyr og af historikere, kritikere og andet godtfolk udskældt tv-serie. En serie, der - lur mig - hen ad vejen nok skal ende med både at blive elsket og genset som et storslået nationalt epos. Mindst en million seere holdt da også ud til det sidste. Så helt ligegyldig har serien ikke været.

Begivenhederne ved Dannevirke og Dybbøl i 1864 blev et nationalt traume. Mange unge mænd var faldet, endnu flere vendte hjem, traumatiserede og sårede på legeme og sjæl. Men Dybbøl betød også et alvorligt og frugtbart wake up call for national- og lilleputstaten Danmark. Med et forædlet landbrug, der var organiseret i andelsselskaber, i brugsforeninger samt skolet af en eksplosiv højskolebevægelse, der skulle vække og oplyse den nye tids bønder. Og som efterfølgende skabte en ny og magtfuld bondestand, der i årtier satte sig på den økonomiske og politiske magt. Men i Nordslesvig stod tabene og sårene alene tilbage efter 1864. Uberørt af den skitserede udvikling. Den nu preussiske provins Slesvig blev udkant i det forenede tyske kejserrige.

Hertugdømmerne Lauenburg, Slesvig og Holsten var gået tabt, primært til et Preussen, der havde et forenet Tyskland med på længere sigt europæisk stormagtsstatus som sit mål. Tabet af Slesvig og fastlæggelsen af den nye grænse så nordlig som langs Kongeåen gjorde i særdeleshed ondt. Det gjorde den i det tiloversblevne kongerige, men også – og ikke mindst – i et Slesvig, hvis den danske befolkningsdel nu måtte finde sig til rette i et Tyskland, der ikke havde sans for at tage hensyn til nationale mindretal. Embedsmænd som f.eks. lærere skulle nu aflægge troskabsed til kejseren og mændene generelt nu aftjene den tre-årige preussiske værnepligt.

Om Nordslesvigs danske befolkningsdel i tyskertiden har fynboen, men nu i Gråsten boende, Linda Lassen (født 1948) med sin nye bog rejst en bautasten af de bemærkelsesværdige. Lassen, der er lærer- og psykologuddannet, har i alt skrevet mere end 30 bøger med vidt forskelligt indhold, gjorde sig især bemærket i 2007 med den på bl.a. historie-online anmelderroste roman med titlen Håbets år – historisk roman om Gertrud Rask og Hans Egede. Denne gang er roman-temaet den historisk eksisterende vandrelærerinde Henriette Gubi (1856-94), der i sit korte liv gav hundreder af danske børn indsigt i dansk sprog og kultur. Og som derfor blev en form for mobil højskole.

Længe troede man i Nordslesvig på, at den paragraf 5, den franske kejser Napoleon 3. havde fået føjet ind i Pragerfreden fra august 1866, og som afsluttede den preussisk-østrigske krig, skulle blive realiseret. En paragraf, der lovede folkeafstemning på et senere tidspunkt i de nordlige dele af Slesvig. Men det håb blev slukket med paragraffens ophævelse efter 1871, hvor Frankrig eftertrykkeligt var slået og kongeriget Preussen forvandlet til et forenet tysk kejserrige og stormagt.

Vi følger i romanen to spor: Dels nævnte Henriette Gubi fra Neder Jersdal og dels Knud Sørensen fra Sundeved. Vi følger dem fra vugge til grav. Længe venter vi som læsere, at de skal mødes, måske blive forelskede og stifte familie. Men det under forfatteren os ikke. Virkeligheden er også sjælden så let. Men vi følger de to unge mennesker. Den ene på jorden, den anden meget af tiden under jorden. Forklaring følger nedenfor. Knud og Henriette mødtes kun en enkelt gang, og det var først kort før hendes død.

Henriette Gubi blev født i 1856. I et fattigt hjem med mange søskende, hvoraf flere døde som børn eller unge – svækket som de fra fødslen var af sygdom og kronisk underernæring. Også Henriette var et svageligt barn, der som teenager på grund af kronisk betændelse fik fjernet det ene øje og erstattet af et glasøje. Det hindrede hende imidlertid ikke i med flid og evne at sætte ord sammen og skrive digte. Dem sendte hun til dagbladet Dannevirke og fik dem optaget. Især et digt vakte opsigt – helt til København. Det var skrevet som en hyldest til et kongeligt brudepar – til Christian 9.´s yngste datter, prinsesse Thyras, formæling med hertugen af Cumberland.

Der hostes ualmindelig meget i Linda Lassens roman. Og det gælder både børn og voksne. Det handler naturligvis om tuberkulosens monstrøse hærgen. Og med megen død i sit kølvand. Fænomenet er godt set af forfatteren. Denne svøbe var overalt. Anmelderen kan her tale med. Min far mistede i de første år af 1900-tallet som blot 4-årig hele sit kvindelige univers. Først sin mor og tre år senere sin 14-årige storesøster til tuberkulosen.

Henriette kom ved gode menneskers hjælp på den berømte Ryslinge højskole. Her slugte hun med alle sanser spændte den danske historie og digtning. Og hun fik gode og varige kontakter til nogle af lærerne.

Linda Lassen skitserer på romanens bagtæppe striden mellem den altid kampberedte og konfrontatoriske redaktør på Flensborg Avis, Jens Jessen (1854-1906), og den mere smidige og pragmatiske folkefører, H.P. Hanssen (1862-1936). Sidstnævnte spiller som nævnt en væsentlig rolle i bogen. Det var ham, der opfordrede de unge mennesker til at rette ind efter de preussiske regler. De skulle være gode preussiske borgere. De skulle blive i Nordslesvig i stedet for at udvandre til kongeriget eller den nye verden hinsides Atlanten.

I de første seks år efter 1864 kunne sønderjyderne optere, det vil sige søge om at bevare deres danske statsborgerskab og alligevel blive boende. Men da de seks år var gået, havde de unge mænd kun udvandringen som mulighed, hvis de ville undgå preussisk statsborgerskab samt aftjening af værnepligt, fra de var fyldt 17 år. Mange valgte at udvandre. Således også ovennævnte Knud Sørensen. Han havde taget arbejde på Fyn, men blev nødt til at vende hjem til Sundeved for at hjælpe forældrene og især den Dybbøl-traumatiserede far i landbrugsbedriften. Han søgte om preussisk statsborgerskab, men fik afslag. Knud blev imidlertid, men nu som illegal, på Sundeved.

I 10 år levede han i et lille værksted, hvor han snittede figurer i træ og med et klædeskab, der førte ned til en gammel kartoffelkælder. Den blev hans daglige hjem og dertil tilflugtsted, når en emsig gendarm kom på inspektion, eller når, måske ikke helt troværdige naboer, kom på besøg. Preussen var et retssamfund, men et retssamfund med mange regler samt et embedsværk, der med nidkærhed sørgede for, at de også blev overholdt.

Efter ti år som illegal kunne Knud ikke længere holde sin tilværelse ud. Han meldte sig frivilligt til de preussiske myndigheder for nu som legal borger at aftjene sin værnepligt. Men Knud oplevede den tort, at de preussiske myndigheder igen nægtede ham statsborgerskab. ”Der var ikke plads til flere ”fremmedelementer” i det tyske rige”, (side 184), som forfatteren skriver. Og Knud måtte tilbage til tilværelsen i kælderen og til endnu mere illegal tilværelse. Mens årene gik, fik han en håndfuld børn med forældrenes tjenestepige. Gentagne gange forsøgte han at komme ud af “fangenskabet”. Men uden held. I modsætning til Henriette, der øvede aktiv modstand mod det preussiske styre, blev Knud mere og mere forknyt og opgivende.

Henriette er mesterligt beskrevet som en kvinde med stor empati og kærlighed til såvel familiemedlemmer som til de mange andre, hun kom i nærheden af. Fuldbyrdet kærlighed til den eneste blev der ikke plads til i Henriettes korte liv. Selv om det var tæt på. Som til Henrik, der efter konens tidlige død var blevet alene med seks små børn. Det er, mens hun er lærerinde i Havel, en lille landsby med 12 gårde og små hundrede mennesker i den vestlige del af Nordslesvig.

Der blev snakket i krogene, og en emsig præst fik ondt af, at hun så ofte besøgte det moderløse hjem. ”Hun måtte tale med ham [dvs. Henrik] om det – om der var noget galt i, at hun kom så tit. I så fald ville hun naturligvis holde sig væk. Hun ville jo kun være til glæde. Det var det, han trængte til. Stakkels Henrik, der havde mistet det dyrebareste...”, (side 192). Sådan skriver forfatteren. Men Henrik turde slet ikke tænke i de baner og averterede efter en husbestyrerinde, som han giftede sig med.

Det var H.P. Hanssen, der opfordrede Henriette til at blive vandrelærer. Hun havde første gang mødt den meget unge Hanssen i det vestslesvigske, hvor han skulle holde foredrag, og hvor den nyligt uddannede lærerinde havde sit første job i en lille skole. Forfatteren beskriver her Henriettes møde med det idol, der også senere bestemte hendes kald:

”Henriette fik tårer i øjnene. Hendes ungpigedrømme om at skrive pæne vers og små historier var kun forfængelighed. At lære børnene, hvad de kom af, hvad der var skrevet af litteratur og sange, og at synge med dem, fortælle om den danske historie, det var det væsentlige. Hun havde sådan en lyst til at gå hen og trykke H.P. Hanssen i hånden. Nej, mere end det. Hun havde lyst til at tage om ham og se ham ind i øjnene og fortælle, at hos hende havde han fået en støtte. Han skulle blot sige, hvad hun skulle, så ville hun gøre det”, (side 173).

Det danske sprog blev mere og mere trængt i baggrunden for så i 1888 at blive helt forbudt i skolerne – også som kommunikationsmiddel mellem eleverne i frikvartererne. I 1890 blev Henriette så af selveste H.P. Hanssen opfordret til at blive vandrelærer. I private hjem kunne myndighederne ikke kontrollere, hvad der foregik. Det er også på dette tidspunkt, at det berømte/berygtede samt i hvert fald overdådige sønderjyske kaffebord i private hjem opstod som et skalkeskjul for politiske møder.

Som vandrelærer boede Henriette Gubi rundt omkring på gårdene, hvor hun underviste børnene - især i dansk, men også i Danmarks historie, i bibelhistorie og i geografi. Til stadighed med nidkære myndigheder pustende sig i nakken. Desuden vejledte hun forældrene, så de efter hendes afrejse kunne fortsætte undervisningen på egen hånd. Bogen slutter med Henriette Gubis død og begravelse i 1894.

Det er næsten utilgiveligt, at forlaget på bogens bagside samt i pressemeddelelsen staver den kendte sønderjyske politiker H.P. Hanssen med kun et s. Endvidere virker det underligt, at kejser Wilhelm bogen igennem staves med enkelt-v. Men ellers er bogen behageligt fri for sproglige fejl.

Men de nævnte småting skal ikke skygge for, at Linda Lassen med sin seneste roman har præsteret at tegne et markant portræt af en stærk, målrettet og dedikeret kvinde, hvis tidlige død bevirkede, at hun kun delvist nåede de mål, hun havde sat sig. Denne kvinde samt hendes såvel nære som mere fjerne berøringsflader er beskrevet med en inderlighed i tonen samt empati og så stor forståelse, at læseren ikke kan undgå at tro på hende.