Natsværmeren og Granitmanden

Af Thomas Petersen

Der er meget historie i begge disse bøger. Finsk og sovjetisk historie i perioden efter 1917-revolutionerne i Rusland og Finlands opståen som selvstændig stat. Historie om det forbitrede, hadske og blodige opgør mellem de hvide og de røde efter Finlands løsrivelse fra det russiske kejserrige. Et opgør, hvor de hvide sejrede og dermed kom til at afgøre det nye lands storpolitiske stillingtagen til Tysklands fordel i de følgende år og ikke mindst i 1930erne. De hvides sejr og valget af Tyskland på det sikkerhedspolitiske område blev faktorer, der i voldsom grad polariserede den finske befolkning i et rødt mindretal og en hvid majoritet. Et rødt mindretal, der spejdede efter en fremtid i øst, og et hvidt flertal, der modsat så fremtiden i et nært samarbejde med først højreradikale kredse i Weimar-republikken og senere med det nazistiske Tyskland. Begge de foreliggende bøger giver i fiktiv form to vidt forskellige litterære bud på det finske mindretals orientering mod et lokkende alternativ i skikkelse af det sovjetiske eksperiment.

Der er såvel ligheder som enorme forskelle mellem disse to både omfangsrige og indholdsmættede romaner, skrevet af to førende finske kvindelige forfattere. Borgerkrigen og tiden derefter danner som nævnt i begge bøger bagtæppe for det drama, der udspiller sig på deres mange sider. De kvindelige hovedpersoner i de to bøger strider sig begge på ski gennem vintervejret for at nå frem til deres drømmes mål – det nye samfund i øst. Men deres motiver er vidt forskellige. Den ene er drevet af individuel forblændelse, kærlighed og had, den anden af fælles idealer samt drømmen om en anden fremtid. Kettus bog starter omkring midten af 1930erne – det tidspunkt, hvor Kähkönens slutter. I begge bøger får 1930ernes sovjetiske udrensningsbølger de to kvindelige hovedpersoner på andre og bedre tanker. Så vidt lighederne mellem de to romaner. Men der er så sandelig også store forskelle på de to bøger – forskelle i såvel stil som indhold. Stilistisk er bøgerne simpelthen hinandens modsætninger. Hvor Kettus sprog er vildt og sanseligt, er det afdæmpet og sommetider underspillet hos Kähkönen.

Ofte nævnes deres navne slet ikke, men det er synd. Der tænkes på de personer, der omkoder en litterær tekst fra et sprog til et andet – en omkodning, som faktisk spiller en ganske betydelig rolle. Det gælder i særdeleshed nærværende bøger, hvor hele tre sprog er i spil – finsk, dansk og russisk. Det er derfor en stor gevinst, at begge bøger er gendigtet af en person med Birgita Bonde Hansens kvalifikationer. Kandidat i finsk, estisk og russisk fra Københavns Universitet 2006. Ved siden af at virke i erhvervslivet som oversætter, koordinator og udvikler har Bonde Hansen det seneste årti gendigtet et betydeligt antal skønlitterære bøger og skuespil fra finsk og fra det beslægtede nabosprog - estisk. Også hendes indgående kendskab til russisk skinner tydeligt igennem. Et sjældent godt match i gengivelsen på dansk. Bonde Hansen har endvidere suppleret begge bøger med nyttige ordforklaringer.

Allerede indledningen til Katja Kettus Natsværmerens røber romanens svulstige stil, men også dens meget beskrivende ordkunst. Nyd for eksempel følgende citat fra bogens indledning:

”Jeg er Den Hvide Guds datter, og mig fanger I ikke. Jeg står på ski over Jomfrufjeldet for at redde mit liv, mit og mit barns. Jagtkøterne glammer i slugten nedenfor, mine forfølgeres råb gjalder. --- Jeg genkender ikke stemmen, men det er en af min fars håndlangere, et ærefuldt sjak af slagtere, der for sjov går og pløkker skoltelapper og gravide småpiger ned. --- Mod nord tuder Ishavet i sin forårsbrunst, snehavet er overstrøet med sollys og strittende gæslinger. --- Men jeg har en god grund [til at rejse, TP]. Og det haster. Bag den sandede skråning lyder en ulvs klagende hylen, flokken svarer længere inde ved fjeldets fod. Vi er fem kilometer fra grænsen til Rusland, og det bliver snart mørkt”.

Vi befinder os i året 1937 på grænsen mellem vinter og vår. En teenagepige med fornavnet Irga har spændt skiene på og sat kursen mod Rusland. Fristet af sin russiske kæreste med det beskrivende navn Ulvetand, som ved siden af - overfor sin finske veninde at have beskrevet sit fædrelands herligheder - også har gjort hende gravid. Hun glæder sig til gensynet med ham, at sidde indhyllet i rensdyrskind, nippe rensdyrmælk, iagttage Ulvetand og lytte, mens de røde bander hendes far langt ned i Helvedes dyb.

Selv forlader pigen Finland med såvel vold som et faderopgør i rygsækken. De hvides vold har berøvet hende tungen og dermed talens brug, mens faderfiguren, Den Hvide General, glemte at sætte en streg i dørkarmen for at markere, hvor meget Irga var vokset, da hun fyldte femten år. Det havde han ikke glemt, da søsteren fyldte år. Derfor var Irga Malinen blevet så vred, at hun blev nødt til at gå om bag saunaen for at bide i en rensdyrklov og klynke. Der er med andre ord såvel krummer som temperament i den tøs.

Da Irga, datter af den hvide general, krydser grænsen mellem Finland og Sovjet, viser de sovjetiske myndigheder hverken forståelse for hendes forelskelse i en af deres landsmænd eller for det spirende barn i hendes mave. Ulvetand ser hun aldrig mere. Til gengæld idømmes Irga nærmest rituelt 25 års strafarbejde, beskyldt for spionage. Og hun ender i en GULag-lejr i stenkulslejerne i Vorkuta - et godt stykke nord for Polarcirklen. Her møder hun til gengæld mari-kvinden Jelna, der dermed skaber forbindelse til romanens andet hovedspor. Et spor, der starter i en gudsforladt og udmarvet landsby ved navn Lavra og beliggende i sovjetrepublikken Marij El i det nordlige Rusland. En republik, der er navngivet efter marierne – et folk, der i lighed med finnerne taler et finsk-ugrisk sprog. Her møder vi i 2015 Jelna - nu som aldrende kvinde, men stadig i fuldt vigør.

I Lavra findes i 2015 en finsk sprogforsker, Henrik Malmen, myrdet – og med en natsværmer stoppet ned i halsen. En motyljok. Tilsyneladende et ritualmord. Forskerens datter Verna kommer akkurat for sent til at kunne møde faderen i levende live. En far, der ellers havde sendt il-bud efter hende. Beboerne i Lavra er meget tilbageholdende med oplysninger om såvel faderen som fortiden. Kun langsomt skrælles lagene af. Faderen havde i brevet til Verna skrevet noget om sin mors skæbne. Moderen Irga, der under kummerlige kår var død i lejren efter at have født sønnen Henrik – Vernas far. Men Verna bliver tydeligvis modarbejdet i sit detektivarbejde af folkene i Lavra. Hvorfor? Måske er det slet ikke sikkert for hende at opholde sig i byen – især ikke, når navnene Irga og Jelna kobles sammen. Motyljok i fare for at blive afsløret, skriver den nu gamle kone Jelna på chiffermaskinen, som tyskerne i hast havde efterladt, da de flygtede under verdenskrigen. Hvad skulle Henrik i landsbyen, og hvorfor sender Jelna kodede beskeder?

Verna vil kende sin farmors skæbne – og dermed forstå både sin egen og faderens historie. Men der er mystiske kræfter i landsbyen, der forsøger at hindre hende i at erfare sandheden. Landsbyen kaldes ”et grænseland mellem sovende og vågen tilstand --- det er åndernes tilholdssted”, og koblingen til mariernes rige national-religiøse mytologi er gjort klar for læseren. Marierne indgår i det bælte af finsk-ugriske folk, der i små klatter lever tværs over det nordlige Rusland. Fra karelerne, esterne og vepserne i vest over marierne, komierne, mordvinerne og udmurterne i midten samt til khanterne og mansierne umiddelbart øst for Ural. Alle giver de inden for Rusland navn til en republik, men hvor de dog alle steder udgør et mindretal.

Forfatteren røber i sin digtning og i sit ordforråd stor fortrolighed med disse folks mytologiske profil og lader den ubesværet indgå i handlingsforløbet. Med åndemaneri, med skovens vilde planter, med lydene fra frosne floder, der bryder op. Kettu har tydeligvis flere formål med sin bog. Hun vil – ved siden af sin historie - gerne fortælle sine læsere om marifolkets historie og om dets urgamle ånderitualer, der stadig lever under kristendommens overfladefernis. En farvespækket kultur, der er i nær familie med finnernes. Men hun vil også fortælle en god historie.

Utæmmelige kvindetyper er forfatterens kendemærke. Det viste hun allerede i 2015, da hun var aktuel med romanen Jordemoderen. Den var ligesom Natsværmeren et studie i ekspressionistisk ordkunst. En sprudlende prosa med vild natur, sensualitet og følelserne uden på tøjet. Et smukt sprog, der bliver brugt til at fortælle en grum historie. Venusbjerget dunker længselsfuldt, som der står om nutidens Verna, der gerne lader sig – også voldsomt - ondulere af den kæmpestore Kostja. Men det er også en barsk historie om livet i en stalinistisk arbejdslejr med sine helt egne regler, normer og idealer. Om overlevelse på trods af alle odds samt om en gang imellem blot at være sig selv nærmest. Men det er også en fortælling om kærligheden og om, hvor langt et menneske vil og kan gå i dens navn.

Hvor Katja Kettu´s prosa er ekspressionistisk er Sirpa Kähkönen´s (født 1964) ditto mere impressionistisk. Køligt refererende og konstaterende – næsten journalistisk. Men ikke af den grund mindre udtryksfuld.

Den finske Borgerkrig i kølvandet på begivenhederne i 1917 i nabolandet mod øst danner atter bagtæppe. Den blev den blodigste i nordisk historie. Men den tændte som allerede antydet sammen med Oktoberrevolutionen i mange ”røde” finners hjerte også håbet om en bedre fremtid for dem i det Paradis på jord, der proklameredes i bolsjevikkernes paroler. Det gjaldt i hvert fald for de 15.000 finner, der emigrerede til Sovjetunionen. Og det gjaldt for nygifte Klara og hendes mand Ilja, da de krydsede grænsen til den nye verden efter 600 km. på ski for at slutte sig til den lille finske koloni, der allerede fandtes i Petrograd – fortidens Skt. Petersborg og fremtidens Leningrad. Nyd romanens indledning, hvor Klara fortæller:

”Vi kom til denne by først på foråret 1922, ikke længe at min mand var blevet løsladt fra [de hvides, TP] fangelejr, og vi var blevet gift. Vi stod på ski gennem martsskovene, sneen var tyk og klæbede til skiene --- Vi trængte ind i dette land, pressede skiene gennem snedriverne, stagede os frem med slørede blikke, rygsæk på ryggen og strikvanter, vores mødre havde strikket --- Vi tog af sted, fordi min mand var et stolt brushoved og ikke ville tigge om arbejde hos dem, der smækkede døren i hovedet på de røde, vi tog af sted bestyrket af vores overbevisning, i blind tillid til, at der fandtes et land, hvor arbejderen kan leve frit”, (side 9).

Granitmanden foregår i årene 1922-37. En periode, hvor hverdagen hurtigt blev en anden og mere prosaisk, end drømmene havde profeteret. Præget som den i 1920erne blev af kaos, fattigdom og hårdt arbejde. Men håbet om og troen på en lysende og solidarisk fremtid holdt sig længe. Og alskens eksperimenter sprang frem som paddehatte efter regn. Efterhånden får de finske immigranter skabt sig en leveværdig tilværelse. Ilja studerer flittigt ved rabfak – revolutionens arbejderfakultet, han får overdraget flere og flere ansvarsfulde partiopgaver, bliver selv partimedlem med blandt andet ret til ferie i den tidligere overklasses luksusboliger på Krim.

Mens Klara etablerer forbindelse til en trup bestående af spraglede cirkusartister, der som en ø lever isoleret og uafhængigt samt ubekymret midt i den tidligere kejserlige hovedstads opløsningstilstand. Hun glæder sig højlydt over, at revolutionen hænger kapitalismen ud til almindelig moro. Blandt andet i skikkelse af klovne-vennen Tom, der på ladet af en bil og iført høj hat ”mæsker sig med en vandmelon der forestiller jordkloden, mens han gebærder sig som en storsnudet kapitalistsnylter”. Men Klara skaber også kontakt til den mere barske del af virkeligheden. Hendes varme, men samtidig også fysisk svage hjerte banker for samfundets svageste – de hjemløse og forhutlede børn, der som en nedfalden frugt af revolution, borgerkrig samt familiens og samfundets generelle opløsning frister en ussel tilværelse i storbyens kælderhalse og på dens banegårde. Klara engagerer sig aktivt i disse børn – beundret og tilbedt af sine medsøstre. Men selv kan hun ikke få øje på egen storhed og heltemod. Klara tager to af disse gadebørn i pleje, og det er gennem dem, at romanens sidste dele fortælles. Selv bliver Klara syg, mister mange af sine illusioner og oplever desillusioneret, at det kollektiv, som hun så aktivt har arbejdet for, opløses i 1928. En ven bliver fængslet, mens en anden ven bliver rig. Fremtiden ser truende ud.

Forfatteren genfortæller engageret og medlevende om et såret storbyliv i årene efter revolutionen. Hun genskaber manglen på mad, lugtene, kulden, de hårde vintre og de varme somre. Samt stoltheden over at være frontkæmper i et eventyrligt projekt. Glæden og den revolutionære begejstring ved helhjertet og af lungernes fulde kraft at synge med på Internationales manende ord og melodi. Et utal af eksperimenter, mere eller mindre bæredygtige, på de fleste samfundsområder bliver sat i søen. Mange af dem havde boblet allerede i årtierne op til 1917. Nu skulle de også realiseres. Også på familieområdet. Ideer om fri kærlighed og den vingede eros skal realiseres - ideer, der var sat i søen af blandt andre en Aleksandra Kollontaj (1872-1952). Disse ideer afprøves i rigt mål. Som regel imidlertid udelukkende på mandens betingelser.

Ægteskabet og det traditionelle familieliv blev sat under pres - et pres, der truede samfundets sammenhængskraft. Også kredsen af indvandrede farverige, eksperimenterende og søgende finner prøvede at leve op til de nye ideer. Nye omgangsformer, nye samlivsmønstre – alt skulle afprøves. Ideer om alt det, der havde ligget latente under det gamle regime, brød nu frem for at blive realiseret. Og helst inden, det nye styre nåede at sætte rammer og grænser. Alt tyder på, at hverken parti eller stat i de første år efter revolutionen havde nogen ide om, hvad de skulle stille op med de mange eksperimenter, der sprudlede frem. Det var først fra slutningen af 1920erne og nu under Stalins lederskab, at der blev luget kraftigt ud i galskaben. For så efterfølgende at lade det historiske pendul svinge til den modsatte yderlighed.

Bogens sidste tredjedel er ualmindelig vemodig og smuk. Dertil grusom og velkomponeret. Alle de gamle venner er som så ofte før atter samlet i datjaen. Det er 1. maj, arbejdernes internationale kampdag, det er forår, men der også varsler om andre og barske tider. Billedlig talt skimtes i horisonten mørke skyer. Alligevel skal dagen fejres med alt, hvad dertil hører. Den sidste tid, glædens tid. Før en uvis og måske grusom fremtid bliver til banal nutid og hverdag. Hvor gode venner pludselig forsvinder, og hvor ærlighed og åbenhjertighed bliver en mangelvare. Hvor arrestationer, forhørene og nakkeskuddene venter. Men foreløbig skal der blot festes, som om det var den allersidste fest. Et festmåltid af alskens herligheder sættes på bordet og nydt. Kære læser, nyd denne lækkerbisken af genoplevet nostalgisk fortid fra bogen: 

”Med den glitrende taske klemt ind under armen trådte hun ind i statens spillebuler, der bød på chemin de fer, roulette, enogtyve, og dansede til vetjerinkaer, der altid fulgte samme mønster: bugnende borde, arier og romancer på klaver og violin, syngende sigøjnere, tamburiner, dansende bjørne, skinnende glas, beruselse, kaviar og til sidst ud på natten nøgne kvinder, der tumlede ind i salen, bryster, maver, bagdele, vulva, armhuler i utilsløret dans og hvirvlen omkring bordene. Nøgenheden fik mænd og kvinder til at nærme sig hinanden, mænd i mænds og kvinder i kvinders favne – i de øjeblikke ud på morgenen var alting tilladt --- Det fortalte hun aldrig Klara, der forlod festen, længe før de nøgne skønheder begyndte at boltre sig. Hun ville heller aldrig komme til det”, (side 311).

Forfatterens fremstilling af og føling med sine personer er enestående og pragtfuld. Portrættet af Klara er fremragende og unikt. Hendes kendskab til Skt. Petersborgs topografi og atmosfære er såvel unik som sanset.

Romanen er angiveligt inspireret af forfatterens egen familie. Af en bedstefar, der oplevede tiden før og under Stalin med dens nød, sult og repressioner.

Den finsk-sprogede skønlitteratur oplever i disse år grøde og fremgang. Kettu og Kähkönen er fornemme eksempler på denne udvikling. De er hermed forsøgt bragt videre til et historie- og litteraturinteresseret læserpublikum. Og de kan varmt anbefales til læsning i de lange vinteraftner.