Sange om stilhed og hjem
Af Jytte Kjær Schou
En gribende og velskrevet historisk roman om de tyske flygtninge, der kom til Danmark i begyndelsen af 1945.
Marstrand-Jørgensen er bl.a. kendt for sine fremragende historiske romaner, og den nyeste i rækken skuffer ikke. I et poetisk sanseligt sprog fyldt med billeder gør hun en sort periode i danmarkshistorien forunderligt levende og bevægende, og det alment menneskelige perspektiv gør desuden bogen aktuel i en nutidig sammenhæng. Bogen falder i tre dele. I første del opleves flugten fra krigen og russerne og interneringen i Danmark ud fra pigen Tullas synsvinkel, og det er den del, der gør stærkest indtryk. I anden del får vi den unge danske konservatorieelev Simons oplevelse af de danske interneringslejre. I tredje del samles trådene, da Tulla genforenes med sin bror Willi i det krigshærgede Tyskland.
Tulla flygter alene forklædt som dreng for at undgå at blive voldtaget. Hun slår følge med Fruen med de to små børn, og senere støder den lidt ældre Renate til, en lidt tvetydig person, der både beskytter Tulla, men også tyranniserer hende. Tulla er dybt traumatiseret og bærer på en stor skyld, og hun er næsten holdt op med at tale. Det meste af hendes familie er udslettet, og hendes erindringer om en tryg og kærlig barndom står i skærende kontrast til krigens grusomme virkelighed. Hun deler sin brors store interesse for de store polarfarere og finder en vis trøst ved at sammenligne sin farefulde flugt gennem kulde og sne og over forræderisk is med de strabadser, polarfarerne måtte udstå. I Danmark interneres de tyske flygtninge i bevogtede lejre, hvor de både fryser og sulter. Sygdom og død er trofaste følgesvende, og danske læger må ikke behandle tyskere.
Da Willi blev indkaldt til Folkestormen, indprentede han Tulla, at hun i lighed med videnskabsmænd skal registrere alt, og det gør hun med barnets øjne, nøjagtigt og nøgternt. Det er tanken om Willi, der holder hende oppe og håbet om at blive genforenet med ham, og undertiden kommer han til hende i drømme. Elendigheden udpensles ikke, men står alligevel frysende klar for læseren. De utætte barakker, kulden, den utilstrækkelige kost, ufriheden og ikke mindst uvisheden om fremtiden. Det er en tid, hvor medmenneskelighed har trange kår på baggrund af den grusomme krig.
Med den unge danske konservatorieelev Simon får vi en voksens perspektiv på flygtningenes situation. Han bærer på sine egne traumer, og nærmest modvilligt påtager han sig at oprette et kor med internerede flygtninge. Det eneste han har til fælles med Tulla er musikken, og da han opdager hendes guddommelige stemme, kommer hun til at spille en afgørende rolle for ham. Lidt efter lidt får han øjnene op for, hvor usselt danskerne behandler flygtningene, der er en broget flok, men ikke alle er nazister, selv om nazismen har inficeret deres liv. På et tidspunkt bliver han selv involveret som medmenneske, da han påtager sig at finde en dansk læge, der er villig til at behandle den syge Tulla. Det er også ham, der opsporer Willi og sørger for, at de to søskende kan blive genforenet.
Simon er ingen helt, og hans kortvarige deltagelse i modstandsbevægelsen var ikke glorværdig. Han er et plaget menneske, uhyre følelsesladet og uden filter til omgivelserne. Hans kompromisløshed og manglende evne til at indgå i konventionelle sociale sammenhænge gør ham ensom. Han søger forløsning i musikken, tolker verden gennem musikken og drømmer om intet mindre end en ny musikalsk verdensorden. I begyndelsen øver koret kendte musikstykker, men den afsluttende koncert består af hans egen disharmoniske musik uden sang, men med skrig og tale, en chokerende oplevelse for tilhørerne.
I den sidste, korteste del af bogen, møder vi Willi i et sønderbombet Kiel, hvor det er et dagligt slid bare at overleve. Han reflekterer over krigen og nazismen, der også sneg sig ind i hans egen familie, hvor faderen var en højtstående officer ved Østfronten og må have medvirket til uhyrlighederne der. Willi er bare nødt til at se bort fra den del af faderens liv og kun huske ham som sin far. Gennem Willi får forfatteren sat ord på krigens og fredens dilemma. Det er ikke til at holde ud at huske på alt det grusomme, men glemslen rummer en fare for, at ondskabens frø begynder at spire og gro igen. Et øje må derfor hele tiden dvæle ved krigens forbrydelser, mens det andet øje må søge at finde vejen frem. En moden konklusion for en kun 16-årig dreng, der alt for tidligt er blevet voksen.
[Historie-online.dk, den 19. oktober 2022]
