Menu
Forrige artikel

Shanghai - i lyst og nød

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 4755

 

Af Ulla Weishaupt

I den seneste tid er der i Danmark rettet mere fokus på Kina, dette afspejler sig mange steder, og også i litteraturen.

I Arabella Neuhaus bog “Shanghai - i lyst og nød” får vi et historisk tilbageblik på Shanghai i 1939 - 1940. Bogen er en roman inspireret af den dagbog, forfatterens mor førte, da hun rejste med sin mand til Shanghai, hvor han arbejdede som jurist for Store Nordiske Telegrafselskab.

Vi ankommer med S/S Aramis; i salonen sidder Kamma og Doron Neuhaus og ser ud på den by, der det næste år skal danne rammen om deres liv. Et liv meget anderledes end den tilværelse Kamma kendte fra Danmark. I Shanghai skulle hun lære at føre hus med tjenestefolk, at der var skikke med stærke rødder i det engelske kolonistyre og frem for alt, der var forskel på mennesker og deres position i samfundet. Livet leves på de forskellige klubber, med cocktail og dans, og om dagen hygger damerne sig med tennis, shopping og teselskaber.

På overfladen er livet en fest, men uden for den velbjergede hvide befolknings cirkler er livet barskt. Japanerne har besat store dele af byen, hvilket for de hvide giver begrænsninger i deres færden, men for kineserne er direkte farligt. Der er tiggere og flygtninge over alt, og folk ligger og dør af sult i rendestenen eller bliver skudt for et godt ord, og for hver dag, der går, bliver situationen endnu mere eksplosiv.

I februar 1940 skal Doron træffe valget om enten at stoppe eller sige ja tak til en femårig ansættelse. Det unge par er i vildrede men beslutter sig for at rejse hjem til Danmark. Det bliver en hjemtur med mange genvordigheder; krigen bevirker, at de må via mange stop og en masse bureaukrati for at få indrejsetilladelse til Danmark.

Bogen, der er Arabella Neuhaus debutroman, er på mange måder rigtig interessant og giver et fint indblik i en svunden tid, på godt og ondt. Men jeg havde nok ønsket, at den var skrevet som biografi eller antropologi, da den ikke hænger sammen som roman. Dels er der Kammas oplevelser, krydret med udpluk af dagbogen, men der er også flere steder i bogen afsnit om forskellige kinesere og deres ophav. Afsnit som er utrolig interessant læsning, men som falder udenfor.

Bagerst i bogen er et glimrende afsnit om Shanghai anno 2010, hvor Arabella Neuhaus er gået i sine forældres fodspor og beskriver den udvikling, der er sket med de enkelte steder. Ligeledes er der en historisk oversigt over Shanghai / Kinas historie i nyere tid, fra 1757 frem til oprettelsen af Folkerepublikken Kina under ledelse af Mao Zedong d. 1. oktober 1949. Hvis man abstraherer fra den lidt usammenhængende stil, er det en dejlig bog, som giver et godt tidsbillede af en verden i opbrud.

[Historie-online.dk, den 3. september 2019]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Tre dage i april
Lodbrogsønnernes hævn
Pastorale